Gå til hovedindhold
Nyhed

Med hjælp fra Ældre Sagen bliver borgere klar til det digitale liv

Onsdag den 8. januar skød Hedensted Kommune sit samarbejde med Ældre Sagen i gang med et velbesøgt arrangement i Sundhedshuset. Samarbejdet skal sikre den bedste hjælp til borgere, der gerne vil udnytte de mange funktioner og muligheder, der findes på mobiltelefoner og tablets.

Indhold

    Rigtig mange borgere lagde onsdag den 8. januar vejen forbi Sundhedshuset for at få hjælp til, hvordan de bedst muligt kan udnytte mulighederne på mobiltelefonen.

    Faktisk var arrangementet så velbesøgt, at Ældre Sagens frivillige ikke havde mulighed for at hjælpe alle på dagen, men fremadrettet vil der heldigvis være rigeligt hjælp at hente i Ældre Sagens IT-cafeer, der ligger forskellige steder i kommunen.

    Med samarbejdet med kommunen er cafeernes frivillige nemlig klædt rigtig godt på til at hjælpe kommunens borgere. 

    Samarbejdet glæder formand for Ældre Sagen Hedensted, Erik Christensen

    - Projektet er et vigtigt skridt i at sikre, at ældre borgere får de nødvendige redskaber til at kunne leve et trygt og selvstændigt liv i deres eget hjem, fortæller han. 

    Erik Christensen, formand for Ældre Sagen Hedensted, er glad for samarbejdet med Hedensted Kommune, der sikrer, at endnu flere borgere kan udnytte mulighederne på deres mobiltelefon.

    Deltagere var glade for arrangementet

    Bent Midtgaard, der deltog i arrangementet, var begejstret for de muligheder, han er blevet introduceret til. 

    - Jeg synes rigtig godt om arrangementet, fordi vi lærte så meget. De unge mennesker ved jo rigtig meget om, hvad sådan nogle telefoner kan, fortæller han.
    - Jeg vil helt sikkert bruge stemmestyring noget mere fremover, både når jeg skal ringe op til familiemedlemmer, og måske også, når jeg skal sende sms-beskeder.

    Til arrangementet deltog også Nicklas, underviser og pædagog fra Ungeenheden, som spiller en helt central rolle i projektet. De er nemlig med til at undersøge, hvordan en borger kan få hjælp til en udfordring, og herefter udarbejde vejledninger - både til Ældre Sagens frivillige, men også til medarbejdere i Hedensted Kommune, så de på den måde kan hjælpe, hvis borgerne har spørgsmål. 

    Ældre Sagens IT-frivillige bliver oplært til bedre at kunne vejlede

    Ældre Sagen har længe ydet hjælp og vejledning i deres IT-cafeer, men er med samarbejdet med kommunen gået skridtet videre fra den traditionelle hjælp til at være på forkant og hjælpe med mobilløsninger, der passer til den enkelte borgers behov. 
    IT-cafeens frivillige i Juelminde har allerede fået den nødvendige oplæring, mens IT-cafeerne i Hedensted og i Tørring-Uldum meget snart følger trop. 

    Per Sundall Pedersen, Velfærdsteknologisk konsulent i Hedensted Kommune, er også glad for samarbejdet. 

    • At bidrage til at borgerne kan bruge de løsninger, der giver mening for dem, og som de måske ovenikøbet allerede har på deres mobiltelefoner, giver fuldkommen mening. I dag har vi hjulpet en borger med udfordringer til lettere at kunne ringe sine nærmeste pårørende op. Vi har via en GPS-løsning givet en anden borger sikkerheden i altid at kunne finde hjem, og en tredje borger har vi hjulpet med en faldalarm.
      Alt sammen simple løsninger, som allerede findes i mobiltelefonerne, men som kan gøre en kæmpe forskel for borgerne. De skal bare lige hjælpes i gang med at bruge dem,
      forklarer han.

    Fakta

    I projektet vil ældre borgere få vejledning til at bruge teknologiske løsninger, der kan give øget tryghed og selvstændighed i hverdagen. 

    Eksempler kunne være: 

    • Faldalarm, der fungerer uanset hvor man er
    • Medicinpåmindelse, der hjælper med at holde styr på det daglige medicinindtag
    • Hurtigt opkald til udvalgte personer
    • Vejledning til at finde vej via GPS

    De fleste af funktionerne findes allerede på mobiltelefoner og tablets, men mange ældre kender dem ikke eller føler sig ikke sikre på at bruge dem. 

    Projektet løber i 2 år og evalueres løbende af parterne. 
    Projektet er i tråd med den kommende ældrelovs fokus på samarbejde med frivillige organisationer om velfærdsteknologi.

    Det er Ældre Sagen alene, der varetager opgaven sammen med de frivillige, mens kommunen står for oplæring og support til Ældre Sagen.