Gå til hovedindhold

Indstillinger til Award

Læs om kriterierne for at indstille kandidater til de fem forskellige priser

Indhold

    Du kan fra den 28. oktober til og med den 17. november 2024 indsende indstillinger. Indstillingerne skal indsendes på den officielle blanket for at være gyldige. Blanketten vil være tilgængelig her på siden fra den 28. oktober 2024.

    Herunder kan du læse de kriterier, der er gældende for hver af de fem priser.

    Alle, og ikke kun foreninger, har mulighed for at indstille kandidater til en pris. De indstillede kandidater skal have tilknytning til en folkeoplysende forening eller en kulturforening.

    Indsend en indstilling

    Kriterier for de fem priser  

    Årets Forbillede

    Årets Forbillede kan gå til en træner, en leder eller et team i alle aldre i en folkeoplysende forening. Som forbillede skal man være en dynamisk og engageret person i foreningen, der går forrest og viser vejen for andre med en motiverende og empatisk tilgang. Man er parat til at tage det sure med det søde og har øje for udvikling af både det enkelte menneske og foreningen som helhed.

    Her er sociale kompetencer, udviklingsparathed og drive vigtige elementer i udøvelsen af det frivillige foreningsarbejde.


    Årets Præstation

    Årets Præstation kan være udført af en udøver, en forening eller et hold. Prisen kan både uddeles for at have opnået noget ekstraordinært f.eks. i form af et vundet mesterskab, hvis man har erhvervet en særlig kompetence, som er med til at skabe udvikling i foreningen og skabe et godt miljø for frivillige eller hvis man har bidraget til at gennemføre et projekt eller forløb, som f.eks. integrerer nye grupper i foreningen, skaber nye partnerskaber på tværs eller etableret nye typer af faciliteter og aktiviteter, der får flere til at være aktive i Hedensted Kommune.

    Præstationen skal være grundlagt af dedikation, hårdt arbejde, ambitioner og det at turde tænke stort og ud af boksen. Og så skal resultaterne komme mange til gode. 


    Årets Hold

    For at komme i betragtning til prisen som Årets Hold skal holdet have opnået resultater gennem en stor træningsindsats. Årets hold kan være et idrætshold, en spejdergruppe eller et team i en forening, som har gjort sig særlig bemærket. Der skal være et sammenhold, som det er attraktivt at være en del af, ligesom holdet eller teamet skal være et forbillede for andre.

    Prisen er en særlig påskønnelse af holdindsatsen, der har medført unikke præstationer eller handlinger.


    "Du gør en forskel"-prisen

    "Du gør en forskel"-prisen kan tildeles en person, der med sit frivillige arbejde virkelig gør en forskel. Både aktive udøvere, trænere og ledere kan komme i betragtning. Denne pris kan også tildeles en person, der periodisk har løftet foreningsarbejdet, og derfor nødvendigvis ikke kontinuerligt er del af organisationen.

    Kultur- & Fritidsafdelingen og politiske udvalg kan på lige fod med foreninger indstille til denne pris.


    Årets Kulturpris

    Årets Kulturpris går til en kulturforening, en kulturpersonlighed eller en kulturindsats, som har været med til at synliggøre kulturen i Hedensted Kommune på en positiv måde. Årets Kulturpris hylder nytænkning, initiativ og evnen til at formidle og samle folk om kulturen.