Hverdagsaktivisterne
Hos hverdagsaktivisterne i Hedensted Kommune er der plads til dig.
Dig der har et handicap, en diagnose eller psykiske udfordringer. Eller dig, der bare gerne vil være en del af et mangfoldigt fællesskab.
Du kan være frivillig sammen med andre eller du kan være frivillig i en forening.
Som Hverdagsaktivist er du frivillig på den måde, som giver mest mening for dig, og som passer ind i dit liv. Vi tilbyder flere måder at være frivillig på, og hjælper dig med at finde det rigtige for dig. Vi hjælper dig i gang, så du føler dig tryg i dit arbejde som frivillig.
Måder at være frivillig på
Event-teamet rykker ud til store og små begivenheder i Hedensted Kommune.
I samlet flok er vi som frivillige med til at gøre events i kommunen til uforglemmelige oplevelser, mens vi løser opgaver som oprydning, klargøring, salg og optælling.
Som frivillig i Hverdagsaktivisternes event-team arbejder du maksimalt 4 timer, og du har mulighed for at holde pauser, når der er brug for det.
På miljørunderne sikrer vi, at vores lokalområde står flot – til glæde for hele nærmiljøet.
Som frivillig er du med til at samle skrald og vaske vejskilte. Arbejdet foregår i grupper, hvor vi hjælpes om opgaverne og hygger os imens. Vi arbejder i to timer af gangen, og det er muligt at tage pauser, når der er brug for det.
På miljørunderne vil du som frivillig typisk blive tilkoblet et team, som går en miljørunde hver anden uge.
Bliv en aktiv del af dit lokalmiljø som fast frivillig i en forening.
Hverdagsaktivisterne tilbyder en indledende samtale, hvor vi sammen med dig kan finde frem til det bedste match med en forening.
Når vi har afklaret hvilken slags opgaver og type af forening du kunne tænke dig at arbejde i, opsøger vi foreninger for at finde det rette match. Vi samarbejder kun med foreninger, som deler samme menneskesyn med Hverdagsaktivisterne, og derfor ikke ser et handicap som en barriere for at blive en del af et frivilligt fællesskab.
Mentorordning
Som frivillig i Hverdagsaktivisterne får du mulighed for at få en mentor, hvis du har behov for støtte til at indgå som frivillig i en forening.
Mentorordningen igangsættes altid med henblik på, at den frivillige indsats på længere sigt vil kunne varetages selvstændigt uden støtte. Hverdagsaktivisternes mentorordning giver den frivillige støtte til:
- Rutetræning fra bopæl og ud til foreningen/plejehjemmet
- Strukturering af opgaver
- Sidemandsoplæring og træning af opgaver
- Hjælp til at blive en del af det sociale fællesskab i foreningen
Hvem kan blive Hverdagsaktivist?
Hos os kan alle være frivillige – for Alle kan Være Noget for Nogen.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at blive frivillig hos os. Vi sætter sammen fokus på dine kompetencer og finder den rette arena, hvor du kan bringe dem i spil som frivillig.
Vi tilbyder en indledende samtale, hvor vi vil fortælle mere om Hverdagsaktivisterne og fortælle om mulighederne for at blive frivillig.
Det er et krav, at du er fyldt 18 år, og har en personlig ansvars- og ulykkesforsikring.
Mentor for en frivillig
Vi har også brug for dig, der gerne vil være mentor for en frivillige eller tovholder for en af vores aktiviteter. Du kan være pårørende eller have en tilknytning til handicapområdet, men det er ikke nødvendigt. Det vigtigste er, at du gerne vil støtte op om, at alle skal have mulighed for at deltage i fællesskabet på sin egen måde.
Vil du med i fællesskabet eller blot høre mere?
Så ring til Fællesskabskoordinator Signe Nordahl, tlf.: 21 25 15 58
Mere om Hverdagsaktivisterne
Vi arbejder ud fra mottoet: Alle kan være Noget for Nogen.
Vi arbejder dedikeret på at forebygge ensomhed, fremme inklusion og aktivt fritidsliv blandt borgere med handicap. Vi tror på, at ingen skal føle sig alene, og at alle har noget værdifuldt at bidrage med. Derfor formidler og understøtter vi, at borgere med handicap bliver frivillige i foreninger eller i enkeltstående events.
Hverdagsaktivisterne henvender sig til en bred vifte af borgere, uanset deres baggrund eller handicapstatus. Vores mål er at forene disse målgrupper i et fællesskab, der fremmer inklusion, styrker relationer og skaber berigende fællesskaber og oplevelser for alle. Vores målgruppe inkluderer:
Borgere med Handicap
En central målgruppe er borgere med handicap, herunder fysiske, og kognitive udfordringer. Vi arbejder for at skabe inkluderende muligheder og berigende fællesskaber, der understøtter deres livskvalitet og aktive deltagelse i samfundet.
Frivillige uden for Handicapområdet
Vi inviterer borgere uden for handicapområdet til at blive frivillige tovholdere, mentorer og deltagere i vores sociale aktiviteter. Alle, der ønsker at bidrage til inklusion og fællesskab, er velkomne.
Pårørende
Vi henvender os også til pårørende til borgere med handicap. Deres engagement og støtte er afgørende for at skabe et inkluderende miljø og styrke vores målsætninger.
Hverdagsaktivisterne styrker borgere med handicaps i Hedensted Kommune til deltagelse i samfundets fællesskaber og fritidsmuligheder gennem frivilligt arbejde.
Hverdagsaktivisterne er en hybrid frivilligorganisation stiftet i 2018 i samarbejde mellem Center for Selvstændig Boformer og Sundhed, i Københavns Kommune og pårørendeforeninger samt venskabsforeninger. I efteråret 2024 starter Hverdagsaktivisterne op i Hedensted kommune.
Fællesskabet i centrum
Uanset hvordan du vælger at være frivillig, er fællesskabet i centrum.
Du står aldrig alene og vi vægter det sociale samvær i arbejdet højt. For os er det vigtigt, at vi hjælper og støtter hinanden - for sammen er vi stærkere.
Årligt arrangerer vi en sommerfest for alle frivillige Hverdagsaktivister, hvor vi kan lære hinanden at kende på tværs af vores frivillige arbejdsområder.
Signe Nordahl
Fællesskaberne
Telefon:
21 25 15 58
E-mail: signe.nordahl@hedensted.dk