Kontakt
Jacob Fyhn Aastrup
E-mail: Jacob.Aastrup@hedensted.dk
Henrik Louring
Telefon: 40 74 40 78
E-mail: Henrik.Louring@dgi.dk
Maria Koch Aabel
E-mail: mwk@sst.dk
Hedensted Kommune og DGI Sydøstjylland har indgået et strategisk partnerskab, der skal styrke udviklingen af foreninger i kommunen. Målet med partnerskabet, der er det første af sin slags, er også at understøtte unges trivsel og deltagelse i sunde, meningsfyldte fællesskaber. Konkret betyder partnerskabet, at flere lokale for...
Det nye partnerskab bygger på et fælles ønske om at fremme trivsel, sundhed og socialt engagement hos især unge i alderen 13-18 år.
Det skal ske gennem lokalt forankrede aktiviteter og initiativer, der fokuserer på at styrke de såkaldte beskyttende faktorer.
Beskyttende faktorer er fx at styrke forældresamarbejde, men også positive fællesskaber, som de unge kan være en del af i fritiden og de unges sociale liv og venskaber, da begge dele i høj grad kan være afgørende for at forebygge unges misbrug af rusmidler.
- Hele idéen med Fælles om ungelivet er at understøtte unges adgang til fællesskaber og nye, inspirerende ungemiljøer, samtidig med at fx alkohol og nikotin træder i baggrunden. Her er samarbejdet med forældre, uddannelsesinstitutioner men især også foreninger helt afgørende. Derfor er vi utroligt glade for partnerskabet med DGI, som indebærer, at vi sammen kan understøtte foreningsområdet i deres arbejde med unge og fællesskaber. Helt konkret vil en række af vores foreninger få tilbudt muligheden for hjælp til at udvikle tilbud til særligt de 13-18-årige, som vi ved kan være svære at fastholde i foreningslivet, forklarer Jacob Fyhn Aastrup, SSP-konsulent og programleder for Fælles om ungelivet i Hedensted Kommune.
For Hedensted Kommune er partnerskabet en mulighed for at styrke sammenhængen mellem kommunens sundhedspolitik, ungestrategi og Fælles om ungelivet, som sætter fokus på forebyggelse, sundhed og stærke ungemiljøer.
For DGI Sydøstjylland handler samarbejdet om at gøre idræt og foreningsliv tilgængeligt for alle – især unge, som endnu ikke har fundet deres plads i fællesskabet. Med organisationens erfaring og ressourcer bidrager DGI til at understøtte det lokale foreningsliv og til at sikre, at det kan udvikle sig i takt med de unges behov.
Formand for DGI Sydøstjylland, Henrik Louring, forklarer:
- Vi ser meget frem til at arbejde endnu tættere sammen med Hedensted Kommune om projekt Fælles om ungelivet. Vi ved fra undersøgelser, at børn og unge, som deltager i foreningslivet, trives bedre end dem, der står udenfor. Derfor mener vi, det er både relevant og vigtigt, at idrætsforeningerne bliver inddraget og får mulighed for at gøre det, de er bedst til sammen med de unge. Der er nogle meget dygtige og stærke idrætsforeninger i Hedensted Kommune, og vi ser frem til at samarbejde med dem om at skabe initiativer, der får endnu flere af de unge med i aktive og meningsfyldte fællesskaber.
Hos Sundhedsstyrelsen, der driver den landsdækkende indsats omkring Fælles om ungelivet, ser man gode muligheder i det nye partnerskab – muligheder som på sigt også kan komme andre kommuner til gavn. Det fortæller programleder for Fælles om Ungelivet, Maria Koch Aabel:
- I Fælles om ungelivet glæder vi os til at følge det nye partnerskab, og til at høre om de erfaringer som Hedensted Kommune og DGI Sydøstjylland vil opnå sammen. Indsatsen med at styrke positive fællesskaber og gøre organiserede fritidsaktiviteter mere tilgængelige for børn og unge i Hedensted er vigtig, og vi håber, at erfaringerne på sigt kan udbredes til andre kommuner i Fælles om ungelivet.
E-mail: Jacob.Aastrup@hedensted.dk
Telefon: 40 74 40 78
E-mail: Henrik.Louring@dgi.dk
E-mail: mwk@sst.dk