Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Fornem pris til Coolsport i Hedensted Kommune

Årets handicappris i Hedensted Kommune blev i aftes overrakt til idrætstilbuddet Coolsport, der giver mennesker med både fysisk og psykiske udfordringer mulighed for at dyrke sport og indgå i et klassisk foreningsfællesskab.

04. dec. 2024

Indhold

    I en god håndfuld år har personer med forskellige typer handicap i og omkring Hedensted haft mulighed for at mødes hver tirsdag i vinterhalvåret til idræt i Hedensted Centret. Et tilbud der blev stablet på benene og drives af lokale frivillige. I aftes modtog de Handicapprisen 2024 af borgmester Ole Vind. 

    - Det er selvfølgelig dejligt at blive anerkendt for det, vi laver. For vi ved, at det skaber glæde - ikke bare hos vores brugere, men også hos os frivillige, der elsker at bruge hver tirsdag i hallen i Hedensted, siger Mathias Lenbroch Hansen. Han er frivillig træner, og han har en søn på holdet. 

    Han glæder sig over, at det er lykkedes at samle både frivillige kræfter og lokale sponsorkroner, så Coolsport stadig er i gang. For det er med til at skabe et fællesskab for nogle mennesker, der ikke nemt kan indgå i store dele af de etablerede idrætsforeninger. 

    - Det er fantastisk, at samspillet mellem frivillige og lokale sponsorer nu har sikret, at tilbuddet har været i gang siden 2018, lyder det fra Mathias Lenbroch Hansen, der i samme åndedrag fortæller, at han håber på, at endnu flere har lyst til at være frivillige i Hedensted Centret.

    Efter hver træning er der også hygge og samvær i Caféen, og det er en vigtig del af tilbuddet.

    - Det er virkelig en fornøjelse at se, hvor mange smil det skaber for brugerne. Både motionsmæssigt og socialt er tirsdag aften noget, de ser frem til, og noget der giver dem et stort indhold i dagligdagen, fortæller Mathias Lenbroch Hansen.

    Frivilligheden fejres

    Handicaprådet har lagt særlig vægt på, at selvom Coolsport til tider har haft svære kår i dens cirka syv år lange historie, så har de frivillige sikret, at der stadig er plads til blandt andet udviklingshæmmede, og andre mennesker med udfordringer, hver tirsdag aften i Hedensted Centret. Det fortæller Liselotte Hillestrøm, som er formand for Handicaprådet.

    - Der var nogle rigtig gode nominerede, og i år har Handicaprådet valgt at anerkende Coolsport for det, de har lykkes med. Ikke mindst på grund af den prisværdige indsats, de frivillige flere gange har måtte gøre, for at tilbuddet stadig er åbent for brugerne, siger hun.

    Det er primært frivillige kræfter, der har båret tilbuddet frem, og særligt den del vækker glæde på borgmesterkonteret:

    - Coolsport har skabt et unikt tilbud til en gruppe af borgere, som ikke har nemt ved at indgå i almindelige idrætsforeninger. Og så er tilbuddet blevet til det, det er i dag, på grund af frivillighed. Det er beundringsværdigt, og jeg håber, Coolsport vil inspirere andre til at skabe lignende aktiviteter og fællesskaber, siger Ole Vind. 

    FAKTA:

    Handicapprisen uddeles af Handicaprådet, som består af i alt otte personer. Fire er udvalgt af organisationer, der repræsenterer folk med handicap. To er udvalgt af kommunens administration, og to er udvalgt af kommunalbestyrelsen. 

    Rådet uddeler Handicapprisen for at sætte fokus på initiativer, virksomheder eller enkeltpersoner, der øger livskvaliteten for mennesker med handicap i Hedensted Kommune. 

    Tidligere har blandt andre Webpakkeriet Aps i Tørring, Løsning Gymnastik Forening og Bråskov Efterskole modtaget prisen. 

    Kontakt

    Borgmester i Hedensted Kommune

    Ole Vind (V)

    E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk

    Liselotte Hillestrøm

    E-mail: liselotte.hillestroem@hedensted.dk

    Jeppe Frost Kyvsgaard

    E-mail: jeppe.kyvsgaard@hedensted.dk