Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Markant byvækst fortsætter: Hedensted Kommune sælger grunde til lokal udvikler

Interessen for at investere og opføre nye boliger i Hedensted Kommune er fortsat høj. Nu er turen kommet til Ølsted, hvor lokalområdet længe har efterspurgt nye lejeboliger.

23. okt. 2024

Indhold

    Nu kommer der snart gang i endnu mere byggeri og udvikling i Ølsted. Landsbyen er allerede blevet større de seneste år med nye parcelhuse, og nu fortsætter udviklingen med lejeboliger.

    For Hedensted Kommune har solgt området ved Bottrupvej 13D og 13E til CM Invest Holding, som har til hensigt at opføre omkring 15 lejeboliger midt i byen.

     - Vi ville gerne lave noget i Hedensted Kommune, da vi selv er fra lokalområdet. Så da vi hørte, de lokale fra Ølsted havde et ønske om flere lejeboliger, synes vi, det lød som et spændende projekt. Derfor er vi også klar på at investere i området, og vi glæder os til at komme i gang, siger Chris Kristoffer Hansen, medindehaver af CM Invest Holding sammen med sin bror Mick Hansen. De er begge kommende bygherrer på projektet i Ølsted.

    Og det vækker glæde på borgmesterkontoret.

    - Nye boliger gør altid godt i et lokalsamfund, for det bringer mere liv og ny dynamik til en by som Ølsted. Lejeboligerne ændrer også boligsammensætning, så der i fremtiden vil være endnu bedre muligheder for at blive i byen, også hvis ens livssituation ændrer sig. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil mærkes lokalt, og det er jeg rigtig glad for, siger Ole Vind, Borgmester for Hedensted Kommune.

    Lokalsamfund har vokseværk

    Ølsted er ikke det eneste område, der er inde i en positiv udvikling i Hedensted Kommune. Faktisk blev der bygget over 500 nye boliger i kommunen i 2023. En udvikling, der ikke ser ud til at stoppe lige foreløbigt.

    Salget af den konkrete grund sker efter henvendelse fra Ølsted Borgerforening, Ølsted Idrætsforening, Ølsted Lokalråd og Grundejerforeningen, hvor interessen for at bygge flere lejeboliger på netop de solgte matrikler blev luftet.

    - Det er et samlet foreningsliv og lokalsamfund, der byder byggeprojektet velkommen, og vi glæder os til, at der kommer lejeboliger i byen, så flere forskellige familier kan se sig selv i en bolig i Ølsted, siger Lennart Jensen, Formand for Ølsted Lokalråd, og fortsætter:

    - Vi har behov for, at flere bosætter sig i Ølsted, så vi kan holde liv i både foreninger, men også i skolen og SFO.

    Skoleeksempel på byudvikling

    Salget sker altså på foranledning af lokale ønsker, hvilket taler direkte ind i kommunalbestyrelsens ambitioner om at lade lokale kræfter have stor indflydelse på de mindre landsbysamfund i kommunen.

    - Vi er sikre på, at udvikling sker bedst og mest naturligt, når lokale borgere er med til at påvirke processen og ikke mindst resultatet af nye projekter. Og dette er jo et skoleeksempel på, hvordan byudvikling kan ske i samarbejde med lokale ønsker og håb, samtidig med at det taler ind i en kommunal strategi med flere boligbyggerier i en kommune, der generelt har vokseværk, siger Ole Vind.

    Hedensted Kommune er også klar til en dialog med byens foreninger om, hvordan de sportslige aktiviteter kan flyttes til hallen i Ølsted og dermed samle flere af de sportslige aktiviteter i byen.

    Udviklingsprojektet udspringer fra indsatsen om at sælge kommunale grunde, hvis de grunde kan være med til skabe ny og bedre værdi for lokalområderne.

    Dokumenter

    Kontakt

    Ejendomsudvikler

    Chris Hansen

    E-mail: Chris@es-rental.eu

    Formand, Ølsted Lokalråd

    Lennart Jensen

    E-mail: 75652442@hafnet.dk

    Borgmester i Hedensted Kommune

    Ole Vind (V)

    E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk