Kontakt
Ole Vind (V)
E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk
Lars Jensen (C)
E-mail: lars.jensen2@hedensted.dk
Flere end 100 virksomheder modtager diplom for at tage et ekstra ansvar i bestræbelsen på at skabe et mangfoldigt og inkluderende arbejdsmarked i Hedensted Kommune.
Det skorter ikke på virksomheder i Hedensted Kommune, som gør en ekstra indsats for at skabe plads til alle på vores arbejdsmarked.
Hele 103 virksomheder motager nemlig Hedensted Kommunes diplom for social ansvarlighed. Det modtager de som anerkendelse af, at de har valgt at tage et særligt ansvar for at skabe et endnu mere mangfoldigt og inkluderende arbejdsmarked.
- Beskæftigelsen er tårnhøj i Hedensted Kommune, og en af årsagerne er, at vi har virksomheder, der gør noget særligt for at få så mange som muligt i arbejde. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan anerkende de mange virksomheders indsats med diplomet for social ansvarlighed. Det er også med til at sætte fokus på, at virksomheder hver dag gør et stort stykke arbejde for at skabe job - også til dem, der måske ikke har så nemt ved at komme i beskæftigelse, som for eksempel flygninge eller personer på kanten af arbejdsmarkedet, siger Ole Vind, borgmester i Hedensted Kommune.
En af de virksomheder, der modtager diplomet for social ansvarlighed, er Daka Denmark A/S.
Her opfylder de hele fem ud af seks kritierier og er dermed meget engageret i indsatsen for at favne bredt på arbejdsmarkedet. Og det har været vigtigt for virksomheden at være en del af AnsvarligHedensted. Det fortæller Mette Hoeck Klausen, HR Business Partner:
- Det giver mening for os, fordi vi gerne vil sikre den gode arbejdsplads. Og mange af de kriterier, der er med i AnsvarligHedensted er emner, som vi gerne vil gøre en reel indsats for at arbejde videre med og blive endnu bedre til. Det er også med til at sikre, at vi bliver ved med at fastholde vores gode kollegaer, samtidig med at vi kan tiltrække nye gode hænder og hoveder og forblive en attraktiv arbejdsplads.
På vegne af Daka Denmark A/S modtog hun sammen med Public Affairs Manager Keld Winther Rasmussen diplomet af Borgmester Ole Vind og direktør for beskæftigelse Hans Christian Knudsen.
- Vi er meget stolte af at være med i AnsvarligHedensted, ikke mindst fordi vi sætter pris på den anerkendelse, det er at modtage diplomet. Vi kan med diplomet nu sende et signal til vores kollegaer om, at vores arbejde på denne front ikke går ubemærket hen, siger Keld Winther Rasmussen og fortsætter:
- Og så er vi meget glade for og stolte af, at vores virksomhed ligger i en kommune, som prioriterer at anerkende denne særlige indsats.
For at modtage diplomet for social ansvarlighed, skal man opfylde to af i alt seks kriterier. De kriterier varierer meget, fordi virksomhederne har vidt forskellige forudsætning for, hvilke indsatsområder, der giver mening for dem at arbejde med.
- Det kræver en bred vifte af tiltag for at skabe et mere inkluderende arbejdsmarked. Derfor er jeg også meget glad for, at så mange - og så forskellige - virksomheder snart vil modtage diplomet, der beviser, at de har gjort noget særligt for at skabe et bedre arbejdsmarked i Hedensted Kommune, siger Ole Vind.
Det er første gang, diplomet for social ansvarlighed bliver uddelt, og at der allerede fra start skal uddeles så mange diplomer vækker glæde hos Lars Jensen, formand for udvalget for beskæftigelse.
- Vi vidste udmærket godt, at der i mange virksomheder blev tænkt kreativt for at få endnu flere i job. Men at hele 103 virksomheder allerede nu skal anerkendes, det er jeg meget imponeret over, siger Lars Jensen og fortsætter:
- Idéen bag diplomet var netop at sætte fokus på de mange gode lokale indsatser, og jeg håber at de 103 virksomheder hver især vil være inspirationskilde til andre virksomheder, der også gerne vil gøre noget mere, men måske ikke helt ved hvordan.
I efteråret 2025 bliver der igen åbnet op, så nye virksomheder, der opfylder kriterierne, kan indstilles som diplommodtagere.
Diplomerne overrækkes personligt af en repræsentant fra kommunen til alle 103 virksomheder. Efter planen har alle modtaget deres diplom ved udgangen af januar.
E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk
E-mail: lars.jensen2@hedensted.dk