Høring af teknisk-administrativt forslag til budget 2025-28

Kommunalbestyrelsen er i fuld gang med budgetlægningen til budget 2025-2028, som forventes vedtaget den 9. oktober 2024.
Grafik til budget 2025

På den baggrund sendes forslag til teknisk-administrativt budget 2025 i høring i perioden den 9. til 20. september 2024 blandt høringsberettigede parter i form af:

  • Seniorråd
  • Handicapråd
  • MED-udvalg
  • Skole- og dagtilbudsbestyrelser
  • Selvejende institutioner
  • Faglige organisationer
  • Lokalråd
  • Fritidsudvalget
  • Det lokale landdistriktsråd

Høringsperioden er afsluttet.

Afsæt for budgetforslag – et ”lige-over-budget”

Budgetforslaget tager afsæt i Økonomisk Politik for Hedensted Kommune, som blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen april 2023 og står på skuldrene af en længere proces med involvering af Kommunalbestyrelsen og kerneområderne gennem blandt andet:

  • Seminar for Kommunalbestyrelsen februar 2024 omkring de overordnede strategiske udfordringer
  • Godkendelse af befolkningsprognose i Kommunalbestyrelsen maj 2024
  • Økonomiaftalen mellem Regeringen og KL juni 2024
  • Drøftelse af strategiske budgetudfordringer i fagudvalgene i juni 2024
  • Retning fra gruppeformandskredsen om finansiering august 2024

Det er i høj grad økonomiaftalen mellem regeringen og KL, som danner fundamentet for kommunernes økonomi. Fra 2024 til 2025 løfter økonomiaftalen Hedensted Kommunes budget til service med i alt 154 mio. kr. De tilførte midler er primært kompensation ifm. pris- og lønfremskrivninger.

Der er dog afsat 15,5 mio. kr. af den samlede pris- og lønregulering til at finansiere særlige, tværgående prisstigninger, såsom nyt rengøringsudbud, IT-licenser, kompensation for flere barsler, tilskud til borgertransport mv. På den måde er fællesskabet med til at løfte fælles udgifter.

Der er tale om et såkaldt ”lige-over-budget”, således at der i budgetforslaget som udgangspunkt kun er taget afsæt i en fremskrivning af budgettet for 2024. Dvs. der som udgangspunkt ikke er prioriteret yderligere midler til håndtering af de strategiske udfordringer, der er på områderne. Der er derfor forudsat en vis prioritering inden for budgetrammerne for at sikre et budget i balance. Alle strategiske udfordringer, såvel som udvalgenes oversendte sager samt øvrige politiske ønsker indgår i de politiske forhandlinger om budgetforliget.

Råderumspuljer i 2025 og 2026

Der er afsat en råderumspulje til politisk prioritering i 2025 på 12,2 mio. kr. Beløbet er reserveret efter offentliggørelse af finanslovsforslag den 30. august 2024, hvor regeringen foreslår et ekstraordinært likviditetstilskud til kommunerne, svarende til 12,8 mio. kr. for Hedensted Kommune. Der er heraf prioriteret 0,6 mio. kr. til styrkelse af kassen, således at den økonomiske politiks pejlemærke om 5 mio. kr. årligt til kasseopbygning overholdes. Der er desuden afsat en råderumspulje til politisk prioritering i 2026 på 20 mio. kr. Det bemærkes, at begge råderumspuljer er engangsbeløb.

Selvbudgettering og toårigt budget

Budgettet er baseret på selvbudgetteringsprincippet med et forventet merprovenu på 30 mio. kr. Det begrundes med en forventning om fortsat stigning i befolkningstallet og en økonomisk vækst, der ligger over niveauet på landsplan, som det er skønnet af Finansministeriet.

Budgettet er ligeledes baseret på et toårigt budgetforlig bag endelig politisk aftale.

De nærmere præmisser for disse forudsætninger om flerårigt budgetforlig og valg af selvbudgettering skal yderligere kvalificeres i den politiske forhandlingsproces frem mod endelig politisk vedtagelse af et budget.

Videre proces

Budgetforslaget for 2025 samt budgetoverslagsårene 2026-2028 undergår 2 obligatoriske behandlinger i Kommunalbestyrelsen med mindst 3 ugers mellemrum - 1. behandlingen den 18. september 2024 og 2. behandlingen den 9. oktober 2024.

Du kan læse nærmere om teknisk-administrativt forslag til budget 2025-28 her på siden.