Kommunalbestyrelsen - Dagsordener og referater
Se dagsordener og referater fra Kommunalbestyrelsens møder.
Udvalg: Kommunalbestyrelsen 2022-2025
Mødedato: 18. december 2024
Mødested: Rådhussalen Juelsminde Rådhus
Sagsnr.: 04.14.00-P35-1-24
Beslutningstema
Tørring Camping drives i dag af en forening, der har haft ansvaret for den overordnede administration og drift. Foreningen har dog besluttet at ophøre med sine aktiviteter, hvilket har skabt behov for at gentænke driften af campingpladsen i den mellemliggende periode, indtil en mere permanent løsning kan findes. Kommunalbestyrelsen skal derfor tage stilling til om der kan indgås en midlertidig forpagtningsaftale med den nuværende forpagter for en periode på ét år indtil Hedensted Kommune kan forberede et salg af Tørring Camping med henblik på at finde en langsigtet løsning.
Økonomi
Foreningen Tørring Camping vil på ekstraordinær generalforsamling d. 18. december ophøre med sine aktiviteter. Ifølge vedlagte regnskab vil der være en gæld på 253.185 kr. Det vil få følgende økonomiske konsekvenser for Hedensted Kommune:
Foreningen skal modtage ca. 98.000 kr. i overdragelsessum for deres aktiver, svarende til 60% af aktivernes nedskrevne værdi, som beskrevet i forpagtningsaftalen. Udgiften dækkes af turismemidlerne.
Middelfart Sparekasse skal modtage ca. 155.000 kr., når kommunens garantistillelse for driftskreditten indfries. Udgiften dækkes af kassen. Beløbet kan justeres ved foreningens ophør, men vil ikke overstige det garanterede beløb på 200.000 kr.
Ved et fremtidigt salg af campingpladsen skal sagen genoptages.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Chef for Vækst & Udvikling Charlotte Walkusch deltager i behandlingen af dette punkt i Økonomiudvalget.
Historik
Kommunalbestyrelsen har på møde den 28. februar 2024 sag nr. 32 godkendt en forlængelse af en kommunal garantistillelse for en driftskredit på 200.000 kr. gældende for 24 måneder til Foreningen Tørring Camping.
Det er tidligere besluttet, at Tørring Camping skal sælges.
Sagsfremstilling
Tørring Camping drives i dag af en forening, der har haft ansvaret for den overordnede administration og drift. Foreningen vil på en ekstraordinær generalforsamling d. 18. december ophøre med sine aktiviteter, hvis der kan opnås 3/4 flertal for det blandt de fremmødte. Foreningen ophører med en gæld på 253.185 kr., hvilket betyder, at den kommunale garantistillelse på 200.000 kr. aktiveres og Foreningen Tørring Camping skal jf. forpagtningsaftalen overdrage sine aktiver til Hedensted Kommune. De samlede økonomiske konsekvenser for Hedensted Kommune, som følge af lukningen er beskrevet i økonomiafsnittet.
Foreningens forventede ophør har skabt behov for at gentænke driften af campingpladsen i den mellemliggende periode, indtil en mere permanent løsning kan findes.
Den nuværende forpagter har allerede et godt kendskab til Tørring Camping og dens daglige drift. For at sikre kontinuitet og undgå driftsforstyrrelser foreslås det, at der indgås en midlertidig forpagtningsaftale direkte mellem Hedensted Kommune og den nuværende forpagter. Aftalen vil have en varighed på ét år.
Den midlertidige aftale har til formål at:
- Sikre en stabil drift af Tørring Camping, mens der arbejdes på en langsigtet løsning.
- Give tid til at forberede et salg af Tørring Camping, hvilket vil indebære vurdering, udbud og eventuel dialog med potentielle købere.
3. Minimere risikoen for økonomiske og driftsmæssige problemer som følge af foreningens ophør.
Det foreslås derfor at:
- Der indgås en midlertidig forpagtningsaftale med den nuværende forpagter for perioden på ét år. Aftalen skal specificere vilkår for drift, vedligehold og økonomiske forpligtelser, herunder lejeafgift og eventuelle investeringer.
- Der påbegyndes forberedelse til salg af Tørring Camping, herunder indhentning af relevante vurderinger og juridisk rådgivning.
- Der fastlægges en proces for salg, hvor interesserede købere identificeres og præsenteres for pladsens potentiale og muligheder.
En midlertidig aftale med den nuværende forpagter sikrer, at Tørring Camping fortsat kan drives uden afbrydelser, og at der skabes økonomisk stabilitet i overgangsperioden.
Et fremtidigt salg kan potentielt medføre en forbedring af pladsens udviklingsmuligheder og et ejerskab, der kan sikre en langsigtet drift.
Overgangen kræver en tæt dialog med den nuværende forpagter for at sikre, at begge parter er enige om vilkårene og ansvarsfordelingen.
Forvaltningen indstiller, 9. december 2024, pkt. 232:
1. Der indgås en midlertidig forpagtningsaftale med den nuværende forpagter for en periode på ét år.
2. De økonomiske konsekvenser af foreningens ophør finansieres som foreslået.
Ved godkendelse vil aftalen blive udarbejdet i samarbejde med relevante parter og træde i kraft hurtigst muligt.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 232:
Indstilles godkendt.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 15.00.00-A00-2-23
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til oversigt over sagsbehalingsfrister i Beskæftigelse.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
Sagen blev senest behandlet på Udvalg for Beskæftigelse i maj 2023 i forbindelse med henvendelse fra folkebevægelsen En million stemmer.
Sagsfremstilling
Hedensted kommune modtog d. 7. oktober 2024 en henvendelse fra Ankestyrelsen om "Høring om mulig tilssynssag"
(se vedhæftet bilag)
I henvendelsen anmodes Hedensted kommune om, at redegøre for om kommunens offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister efter kommunens opfattelse er i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedsloven. Der henvises i brevet til Ankestyrelsens tilsynsudtalelse i forhold til sagsbehandlingsfrister på det sociale området af 15. december 2023(se vedhæftet bilag) - foranlediget at hendvendelsen fra folkebevægelsen En million stemmer.
På baggrund af brevet fra Ankestyrelsen har forvaltningen gennemgået de svarfrister på beskæftigelsesområdet, som er oplyst på kommunens hjemmeside. Vi har herefter sammenlignet Hedensted kommunes svarfrister med vores omliggende kommuner - Vejle og Horsens kommune - og har ladet os inspirere af deres oplysninger om svarfrister.
I de vedhæftede oversigter ses de oplyste frister for sagsbehandling dels som de ser ud nu, og dels som forvaltningen anbefaler disse tilrettet.
Det indstilles, at svarfristerne tilrettes som det fremgår af oversigten med tilrettede svarfrister således at Hedensted kommunes svarfrister på beskæftigelsesområdet er i overensstemmelse med de svarfrister, som er gældende i vores omegns kommuner.
Forvaltningen indstiller, 3. december 2024, pkt. 126:
at Udvalget for Beskæftigelse indstiller til Kommunalbestyrelsen, at Hedensted kommunes svarfrister tilrettes, således at de ligger i tråd med vores omliggende kommuner.
Beslutning fra Udvalget for Beskæftigelse 2022-205, 3. december 2024, pkt. 126:
Indstillingen godkendt - dog rettes svarfrist på social frikort til 2 uger.
Bemærkning til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen
Der er tilknyttet et nyt tilrettet bilag med beslutningen fra udvalget for beskæftigelse på punktet.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 237:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Punktet bliver behandlet på møde i kommunalbestyrelsen i december 2024.
Lovgrundlag
Retssikkerhedsloven § 3,
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 18.00.00-A00-14-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om tillæg til anlægsbevilling på 1 mio. kr til klubhusfacilitet i Hedensted.
Økonomi
Der blev i budget 2017 afsat 3,0 mio. kr til etablering af BMX-bane/Hedensted Tracks ved Hedensted Centret.
Byrådet besluttede den 25. september 2019 at give en anlægsbevilling på 200.000 kr til videreudvikling af Hedensted Tracks.
I forbindelse med overførsler mellem årene er der et resterende rådighedsbeløb på 1 mio. kr.
Anlægsbevilling vil blive fordelt med 0,9 mio. kr til foreningen HLLH-ØBMX Klubhusdrift til etablering af klubhus. Restbeløbet vil blive anvendt til eventuelt afledte udgifter, der vil pågå kommunen, da klubhuset vil blive etableret på et kommunalt areal.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
På møde den 11. april 2023 behandlede Udvalget for Fællesskab en sag om ændring af projekt Hedensted Tracks og fordeling af de i projektet resterende midler på 2,8 mio. kr. I sagen var indstillingen, at de resterende midler blev fordelt med 1 mio. kr i anlægstilskud til klubhusfaciliteter for de primære foreninger, der havde været en del af projekt Hedensted Tracks og 1,8 mio. kr til etablering af rekreative elementer til projektområdet Hedensted Folkeskov. Udvalget for Fællesskab besluttede, at spørgsmålet om disponering af de resterende midler skulle oversendes til budgetforhandlinger 2024, blandt andet med henblik på afklaring om anlægstilskud til klubfacilitet. Beløbet på 1,8 mio. kr blev ikke prioriteret ved budgetlægningen for 2024.
Sagsfremstilling
Forvaltningen havde forud for behandlingen i Udvalget for Fællesskab den 11. april 2023 været i dialog med de primære foreninger bag Hedensted Tracks omkring en nedskalering af projektet, hvilket foreningerne bakkede op om. Østjysk BMX klub meddelte, at foreningen ikke længere havde kapaciteten til at arbejde med etablering af en ny BMX bane og at en udbedring af den eksisterende bane samt fornyelse af foreningens klubfaciliteter ville dække foreningens behov. Hedensted Løsning Løbehold havde ligeledes forsat et ønske om klubfaciliteter og depotplads, hvilket også var tænkt ind i det oprindelige projekt.
Østjysk BMX klub og Hedensted Løsning Løbehold ( HLLH) har arbejdet videre med tankerne om at etablere et fælles klubhus, der skal danne rammen om fællesskab i de to foreninger samt at klubhuset skal kunne bruges af andre brugergrupper. Det er foreningernes ønske, at åbne brugen af klubhuset for andre foreninger/brugergrupper i Hedensted området. Østjysk BMX klub og HLLH vil primært bruge klubhuset i aftentimerne og i weekenderne.
Klubhuset vil i dagtimerne kunne bruges af andre grupper og foreninger indtil sidst på eftermiddagen.
Østjysk BMX klub og HLLH vil etablere en forening, der har ansvar for brugen og vedligehold af klubhuset. Vedtægter for den kommende forening er vedlagt som bilag.
Foreningerne forventer at klubhusets etableringsomkostninger vil udgøre ca. 1,2 mio. kr, hvor foreningerne bidrager med 0,101 mio. kr og frivilligt arbejde, der estimeres til 0,174 mio. kr. Foreningerne ansøger om en kommunal anlægsbevilling på 0,9 mio. kr. Foreningerne estimerer et årligt overskud i driftsbudgettet på 11.000 kr. Ansøgning, etableringsbudget, finansieringsplan og driftbudget er vedlagt som bilag.
Forvaltningen indstiller, 3. december 2024, pkt. 115:
at der gives tillæg til anlægsbevilling på 1 mio. kr som anført under økonomi.
Beslutning fra Udvalget for Fælleskab 2022-2025, 3. december 2024, pkt. 115:
Udvalget for Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 229:
Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 18.00.00-Ø34-1-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte igangsætning af udarbejdelse af nye driftsaftaler med svømmehallerne samt ekstraordinært tilskud i 1. halvår 2025 indtil nye driftsaftaler er godkendt.
Økonomi
Økonomien er belyst i sagsfremstillingen.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
I forbindelse med Budget 2024 blev det besluttet, at der skulle arbejdes med en økonomisk strategi for kultur- og fritidsområdet. Af budgetteksten fremgik, at formålet med en ny økonomisk strategi på Kultur- og Fritidsområdet vil være at få opstillet en række principper og pejlemærker for lån, tilskud og driftsaftaler i fremtiden. Det indebærer blandt andet en kortlægning af de nuværende tilskudsmodeller og rammer samt igangsættelsen af proces, som skal lede frem til både en større grad af gennemsigtighed og harmonisering, og en række nye styringsprincipper, der skal medvirke til en samlet bæredygtig økonomisk model for både kommunen, de selvejende institutioner, haller og foreninger, herunder svømmehaller. Der blev afsat 0,3 mio. kr. i 2024 til en ekstern analyse af området, der skulle komme med anbefalinger til en kommende bæredygtig og transparent økonomisk strategi for området.
Udvalget for Fællesskab besluttede den 28. maj 2024 at afsætte 0,2 mio. kr. af uforbrugte midler samt de 0,3 mio. kr. i forbindelse med Budget 2024 til analyse af svømmehalsområdet og udarbejdelse af driftsaftaler til svømmehaller.
Udvalget for Fællesskab blev den 3. september 2024 præsenteret for analysens konklusioner.
Sagsfremstilling
Ved vedtagelsen af Budget 2025 blev der fra 2025 og frem årligt afsat 2 mio. kr. til understøttelse af svømmehallerne i kommunen.
Udvalget for fællesskab skal drøfte de overordnede rammer for nye driftsaftaler med svømmehallerne.
Rammerne for aftalerne skal skabe grundlag for dialogen med svømmehallerne inden den endelige udarbejdelse af aftalerne.
De kommende driftsaftaler skal indeholdes inden for det nuværende budget og ovenstående tilførte 2 mio. kr.
Ved udarbejdelse af nye driftsaftaler foreslår forvaltningen følgende procesplan:
- Januar- februar 2025: Møde med svømmehallerne
- Februar - april 2025: Udarbejdelse af driftsaftaler
- Maj 2025: Godkendelse af skabelon til driftsaftaler i Udvalget for Fællesskab
- Juni 2025:
- Godkendelse af driftsaftaler i Udvalget for Fællesskab
- Udmøntning af de tilførte 2 mio. kr. i forbindelse med Budget 2025 behandles i Udvalget for Fællesskab og efterfølgende i Kommunalbestyrelsen.
Jævnfør analysen er Hornsyld Svømmehal og Hedensted Svømmehal i en svær økonomisk situation og forvaltningen anbefaler, at de omtalte svømmehaller modtager et ekstraordinært tilskud på 0,39 mio. kr. til Hornsyld Svømmehal og 0,595 mio. kr. til Hedensted Svømmehal. Det ekstraordinære tilskud tages fra de tilførte 2 mio. kr. fra budget 2025. Beløbene svarer til halvdelen af de i analysen anførte tilskud til svømmehallerne, og er gældende for 1. halvår 2025 indtil de endelige driftsaftaler og udmøntning af midlerne er godkendt.
Forvaltningen indstiller, 3. december 2024, pkt. 116:
at der igangsættes udarbejdelse af nye driftsaftaler i svømmehallerne.
at de nye driftsaftaler godkendes i Udvalget for Fællesskab.
at der gives et ekstraordinært tilskud til Hornsyld Svømmehal på 0,39 mio. kr. gældende for 1. halvår 2025.
at der gives et ekstraordinært tilskud til Hedensted Svømmehal på 0,595 mio. kr. gældende
for 1. halvår 2025.
Beslutning fra Udvalget for Fælleskab 2022-2025, 3. december 2024, pkt. 116:
Udvalget for Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende:
- at der igangsættes udarbejdelse af nye driftsaftaler i svømmehallerne,
- at de nye driftsaftaler godkendes i Udvalget for Fællesskab,
- at der gives et ekstraordinært tilskud til Hornsyld Svømmehal på 0,39 mio. kr gældende for 1. halvår 2025,
- at der gives et ekstraordinært tilskud til Hedensted Svømmehal på 0,595 mio. kr gældende for 1. halvår 2025.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 230:
Indstilles godkendt.
De nye driftsaftaler ønskes også behandlet i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen som en del af budgetaftalen, når disse er udarbejdet.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 28.06.00-G01-1-21
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til et forslag om at indføre modulordning i dagtilbud.
Økonomi
Indførelse af et 30 timers modul kan ske ud fra en forudsætning om, at kommunens udgift til dagtilbud, dvs. nettodriftsudgift, fastholdes uændret indenfor den afsatte ramme for området.
Forældrebetaling vil som konsekvens af forslaget være:
Fuldtidsmodul 2025 | 30 timers modul 2025 | |
Vuggestue | 3.985,00 | 3.188,00 |
Børnehave | 2.851,00 | 2.281,00 |
Vuggestue inkl. madordning | 4.655,00 | 3.858,00 |
Børnehave inkl. madordning | 3.521,00 | 2.951,00 |
Indtægterne fra forældrebetalingen forventes at falde med 2,3 mio. kr., hvilket finansieres indenfor rammen for Dagtilbud.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Historik
Udvalget for Læring behandlede på møde d. 7. oktober 2024 forslag til modulordning og besluttede at sende forslaget i høring.
Sagsfremstilling
Det fremlagte forslag har nu været i høring, og de indkomne høringssvar er vedlagt i bilag.
Forslaget omhandler indførelse af 30 timers modulordning i dagtilbud. Formålet med modulordning er at skabe øget fleksibilitet for forældrene i forhold til børns institutionstid, samtidig med at den kommunale udgift og kvaliteten i den pædagogiske indsats tilstræbes uændret.
Forældrebetalingen for 30 timers modulet vil udgøre 80 % af taksten for fuldtidsmodulet. Det skønnes, at 20 % af forældrene vil vælge deltidsmodulet, og den økonomiske påvirkning vil være en reduktion i kommunens indtægter fra forældrebetaling på ca. 2,3 millioner kroner. Den reducerede indtægt fra forældrebetalingen på deltidsmoduler vil blive indregnet i lønsummen til daginstitutionerne, og vil medføre en reduktion i den tildelte lønsum på omkring 1,5 %. Dette skal ses i sammenhæng med, at børnene gennemsnitligt set vil tilbringe mindre tid i institutionen.
Der vil være en række fordele og ulemper ved indførelse af et 30 timers modul. Fordele omhandler bl.a. fleksibilitet for forældre, økonomisk besparelse for forældrene og kortere institutionstid for børnene. Ulemperne omhandler bl.a. mulige forstyrrelser i det planlagte pædagogiske arbejde, udfordringer og manglende sammenhæng for sårbare børn samt øget administration.
Modulet vil være en mulighed for både børn i vuggestuer og børnehaver. Institutionerne vil opleve en marginal reduktion i tildelingen, hvilket skal ses i lyset af, at børnene vil være færre timer i institutionen. De foreslåede vilkår er udarbejdet på baggrund af andre kommuners erfaringer med bl.a. regulering og tildeling.
I vedlagte notat er forslaget beskrevet mere detaljeret sammen med nogle opmærksomhedspunkter samt en diskussion af fordele og ulemper.
Høringssvar
Der er modtaget 24 høringssvar. Høringssvarene viser, at der er flere perspektiver og interesser i spil. De generelle temaer i høringssvarene er:
- Det er positivt for forældre og børn, at der gennem 30t modul er mulighed for mindre betaling ved benyttelse af en modul ordning.
- Hensigten med øget fleksibilitet, kortere dage og mere tid med forældre er positivt.
- Der stilles spørgsmålstegn ved om modulordning på 30t er relevant for forældre.
- At midlerne trækkes ud forlods og efter 'ens for alle' princippet.
- Bekymring for håndtering af øget administration, som vil tage tid fra det pædagogiske arbejde og potentielt skabe et svært samarbejde om overholdelse af tidsrammen mellem personale og forældre.
- Bekymring for vilkår for de små institutioner og for dækning af ydertimerne samt opretholdelse af normeringerne.
- Bekymring for påvirkningen af den pædagogiske kvalitet og tid til fordybelse.
- Bekymring for fastholdelse af personale, når der er mindre mulighed for fuldtid.
- At de 30t kan lægges frit med fire ugers varsel, hvilket ikke giver nok tid i forhold til arbejdsplanslægning i institutionen.
Forvaltningen vurderer, at høringssvarene giver anledning til:
- At nedjustere skønnet på anvendelse af modulordningen fra 20 pct til 5 pct., og at den reelle anvendelsesandel monitoreres, så der efter et halvt og et helt års tid foretages en økonomisk tilpasning til den faktiske andel.
- At fastholde en solidarisk løsning i form af ’ens for alle’.
- At fastholde evaluering af omfang i anvendelse og tilfredshed med modulordning om 1 år.
- At de enkelte institutioner og forældrebestyrelse, som et middel til at kunne planlægge arbejdstid og anvende ressourcerne bedst muligt, udarbejder lokale principper for feriepasning, så det er muligt, at personalet afvikler mest mulig ferie i højsæson.
- At udfordringerne for de mindste institutioner følges tæt.
- At udvikling i normeringstallene følges, så vi fortsat lever op til loven omkring minimumsnormeringer.
- At følge udviklingen i antal stillinger på fuld tid og medarbejdernes ønsker til dette.
Indførelse og implementering kan ske gennem følgende proces:
•2/12 Udvalget for Læring behandler indkomne høringssvar og kan på den baggrund anbefale Kommunalbestyrelsen at godkende forslaget.
•18/12 Kommunalbestyrelsen behandler udvalgets anbefaling samt deraf følgende takster.
•1/4-2025 Modulordning indføres, og de første børn kan overgå til 30-timers-modul.
Det kan være naturligt efter et halvt og et helt års tid at gøre status på implementering og konsekvenser: Er der behov for justering af vilkår og rammer? Hvor stor en andel af forældrene har benyttet sig af 30 timers modulet? Er det reelt 20 pct. af børnene, der er overgået til 30 timers modulet? Dette for at imødekomme de reelle økonomiske tilpasningsbehov og monitorere efterlevelse af minimumsnormering.
Forvaltningen indstiller, 2. december 2024, pkt. 111:
at udvalget godkender forslaget med de indarbejdede ændringer.
at udvalget anbefaler kommunalbestyrelsen, at der indføres modulordning i dagtilbud.
Beslutning fra Udvalget for Læring 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 111:
Godkendt idet 1. status gives på udvalgsmødet i September 2025.
Liselotte Hillestrøm tog forbehold og Rune Mikkelsen stemte imod.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 238:
Et flertal i Økonomiudvalget bestående af Rune Mikkelsen, Hans Kristian Skibby, Lars Jensen, Henrik Alleslev og Claus Thaisen tog forbehold for indstillingen om indførsel af modulordning i dagtilbud.
Et mindretal i Økonomiudvalget bestående af Ole Vind og Birgit Jakobsen stemte for indstillingen om indførsel af modulordning i dagtilbud.
Lars Jensen ønsker desuden sagen sendt tilbage til fagudvalget til yderligere kvalificering.
Kommunikation
Institutioner og borgere informeres om kommunalbestyrelsens beslutning.
Beslutning
Der blev stillet følgende ændringsforslag fra det Konservative Folkeparti.
Godkendt som beskrevet med følgende ændringer:
Modulet skal afvikles indenfor institutionens åbningstid, og timerne skal forbruges i 14 dages perioder, og der kan ikke overføres til næste 14 dages periode.
Det præciseres, at forældrenes samarbejde med institutionen ikke er en del af de 30 timer, som alene omhandler den tid, børnene kan blive passet hver uge.
Ved evalueringen vurderes det, om der er brug for yderligere moduler, samt om der ved modulvalg iagttages særlige udfordringer for sårbare børn.
Forslaget kom til afstemning;
For stemte 14: (V,KD,O,C)
Imod stemte 13: (A,F,Æ,M)
Forslaget blev godkendt.
Sagsnr.: 28.03.04-G01-1-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling og rådighedsbeløb i forbindelse med de projekter, der igangsættes i 2025.
Økonomi
Der er i investeringsoversigten for 2025 afsat 7 mio. kr. til udvidelse af kapacitet i dagtilbud.
Der søges om anlægsbevilling og frigivelse af rådighedsbeløb på 7.000.000 kr. til de projekter, der beskrives i sagsfremstilling.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Udvalget for Læring behandlede på møde d. 4. november 2024 sag vedr. kapacitetsudfordringer og udvidelser på dagtilbudsområdet. Udvalget besluttede at sende beslutningsoplæg i høring. På den baggrund kan udvalget behandle indkomne høringssvar og beslutte, hvad der skal ske med stordagplejehusene, og udvalget kan anbefale Kommunalbestyrelsen at frigive anlægsmidler til etablering af vuggestuer.
Sagsfremstilling
Der har over de senere år været fokus på både kapacitetsstyring og specifikke kapacitetsudfordringer på dagtilbudsområdet i en række distrikter. Herunder har der været overvejelser om etablering af vuggestuer i lokalområder, der endnu ikke har vuggestue. Det drejer sig om Stenderup, Uldum, Ølholm, Ølsted og Aale-Hjortsvang.
Forvaltningen anbefaler, at anlægsmidlerne anvendes til etablering af vuggestuer gennem følgende projekter:
- Uldum, Børnekæret: kr 475.000,- Etablering igangsættes snarest.
- Ølholm: kr 225.000,- Etablering kan ske ved at stordagpleje omstruktureres til vuggestue. Løsningen er tidsbegrænset og en varig løsning vil skulle finansieres af midler til facilitetsplan afsat fra 2026.
- Aale Børnehus: kr 1.335.000,- Etablering igangsættes i foråret 2025.
- Tørring, Kernehuset : kr 755.000,- Etablering kan ske ved at stordagpleje omstruktureres til vuggestue.
- Bjerre, Skovtrolden : kr 2.405.000,- Etablering igangsættes i løbet af 2025.
- Ølsted Børnehave: kr 1.805.000,- Etablering igangsættes i løbet af 2025.
Vedlagt følger:
- Budget med udspecificering af de enkelte projekter, så der kan etableres vuggestue i alle lokalområder.
Forvaltningen indstiller, 2. december 2024, pkt. 113:
at kommunalbestyrelsen meddeler anlægsbevilling og rådighedsbeløb til de omtalte projekter, og udgiften finansieres som beskrevet under økonomi.
Beslutning fra Udvalget for Læring 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 113:
Godkendt.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 239:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
De berørte institutioner informeres om kommunalbestyrelsens beslutning.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 01.02.00-P16-12-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Forslag til Lokalplan 1213 for Juelsminde Havneområde, med tilhørende Forslag til Kommuneplantillæg 23 og miljøvurdering af planerne, skal sendes i høring.
Økonomi
COWI har i 2023 beregnet et groft overslag på 4.525.000 kr til udgifterne til vejomlægning for en del af Rousthøjs Alle og Havnen baseret på rådgivers estimerede priser. Forvaltningen foreslår, at tillægge 20% i alt i forhold til COWI’s beregning (10% til anstilling og rådgivning, samt 10% til uforudsigelige udgifter). Der kan også komme udgifter til ny vejføring fra Havnegade til havnepladsen og til eventuel etablering af nye busholdepladser i stedet for de eksisterende ved campingpladsen.
Sagen skal genoptages med henblik på ansøgning om anlægsbevilling, når der foreligger nærmere.
Historik
- Den 30. oktober 2023, under punkt 133, besluttede Udvalget for Vækst & Klima at indgå en partnerskabsaftale med Juelsminde Havn & Marina om udvikling af havneområdet i Juelsminde.
- Den 30. oktober 2023, under punkt 134, besluttede Udvalget for Vækst & Klima at prioritere sagen til igangsætning.
- Den 4. marts 2024, under punkt 31, besluttede Udvalget for Vækst & Klima at indkalde idéer og forslag til planlægningen. Udvalget besluttede desuden at afholde ’Åbent Havnekontor’ i Havnekontoret på Juelsminde Havn.
- Den 28. august 2024, under punkt 126, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte planlægningen.
Sagsfremstilling
Lokalplanen og kommuneplantillægget udarbejdes på baggrund af et ønske om at give mulighed for realisering af de visioner og strategier, der er fastlagt i helheds- og udviklingsplanerne for Juelsmindes Havneområde.
Det er intentionen, at fastlægge rammerne for de fysiske tiltag, som skal være med til at realisere ønskerne om en styrkelse og udvikling af områderne omkring Juelsminde Havn som et led i udmøntningen af udviklingsplanen for havneområdet.
Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.
For at projektet kan realiseres, består planlægningen af et forslag til lokalplan og et forslag til kommuneplantillæg samt en miljørapport for de to planer.
Tilpasninger og planproces
I forhold til retningslinjerne fra igangsættelsen af planlægningen, behandlet af Kommunalbestyrelsen på mødet den 28. august 2024, punkt 126, er der foretaget følgende ændringer:
- Kommuneplanramme 1.R.02 ændres som beskrevet, men afgrænsningen tilpasses ikke strandbeskyttelseslinjen, men matriklen i stedet. Dog med præcisering af, at der ikke må etableres anlæg eller lignende inden for strandbeskyttelseslinjen.
- Lokalplanen opdeles i fire delområder i stedet for to.
- Bygningshøjderne er generelt øget med én meter for at give rummelighed i forhold til taghældninger og trempelhøjde.
Lokalplan
Lokalplanen har til formål at fastlægge rammerne for de fysiske tiltag, som skal være med til at realisere ønskerne om en styrkelse og udvikling af områderne omkring Juelsminde Havn som et led i udmøntningen af udviklingsplanen for havneområdet.
Med fokus på en fremhævelse af det maritime havnemiljø i Juelsminde og en bedre kobling mellem by, havn og hav (levebyen <> turismebyen), skal lokalplanen blandt andet konkret muliggøre etablering af en ny havneplads, fastlægge nye byggemuligheder og nye strukturer for både gående og kørende færdsel.
For den del af lokalplanområdet, der omfatter storstranden, har lokalplanen til formål at sikre de rekreative interesser i området og dermed begrænse byggemulighederne i området.
Juelsminde Strand Camping omfattes af lokalplanen på rammeniveau. Derfor er formålet for denne del af området alene at fastlægge en fremadrettet anvendelse til rekreative formål. Det forudsættes, at den fremadrettede konkrete disponering og anvendelse fastlægges i en særskilt planlægning.
Lokalplanen indeholder bestemmelser, der skal skabe rammerne omkring et styrket maritimt miljø, hvor turismen og havneområdet udvikles med nye muligheder for etablering af ferieboliger, boliger, butikker og restauranter, og hvor de offentlig arealer opdateres og omlægges til nye pladsdannelser, hvor der er fokus på gode forbindelser til den eksisterende bymidte, kontakt til vandet med gensidig respekt for både livet på land og på vandet samt gode og varierede opholdsmuligheder, hvor bygningernes bagsider udvisket og gøres til aktive dele af det offentlige rum.
Lokalplanen indeholder bestemmelser ud fra følgende principper:
- Området disponeres med fire delområder og 10 byggefelter + byggefelter til eksisterende bebyggelse, som vist på lokalplanens kortbilag A+B – og bilag B.
- Anvendelsen i området defineres generelt for de enkelte delområder og konkret for de enkelte byggefelter. Generelt fastlægges anvendelsen i delområde I til bymidteformål, i delområde II og III til rekreative formål og delområde IV til vejanlæg.
- Bebyggelsesprocenten fastlægges for de enkelte byggefelter og varierer fra 100 til 300.
- Den maksimale bygningshøjde fastlægges for de enkelte byggefelter og varierer fra 7 til 16 meter, svarende til etageantal fra én til fire etager.
- Ved etageantal over én etage skal øverste etage udgøres af en tagetage.
- Lokalplanen muliggør en forlægning af vejen Havnen for at skabe en bedre rummelighed til byggefelter og færdsel mellem vejen og havnekajen.
- De byggeretsgivende dele af lokalplanområdet opretholdes / overføres til byzone og de dele, der ikke kan bebygges eller er alene er omfattet rammeplanlægning, opretholdes i landzone. (campingpladsen i delområde III og den del af storstranden, der ligger inden for strandbeskyttelseslinjen)
- Den eksisterende bebyggelse må genopføres inden for de fastlagte byggefelter og må opføres med samme omfang og volumen som den eksisterende bebyggelse.
Forslag til Lokalplan 1213 for Juelsminde Havneområde kan ses her og er vedhæftet som bilag 2.
Kommuneplantillæg
Der er sideløbende med lokalplanen udarbejdet et kommuneplantillæg, idet ønskerne for lokalplanlægningen ikke er i overensstemmelse med rammerne i Hedensted Kommuneplan 2021-2033. Konkret er der behov for en justering af rammeområdernes afgrænsning, ligesom der ønskes en ændring af bygningshøjder, etageantal og bebyggelsesprocenter.
Kommuneplantillægget omfatter rammeområderne 1.C.04 – Bycenter Øst, 1.R.02 – Juelsminde Campingplads og 1.R.04 – Juelsminde Marina.
Ændringer med kommuneplantillægget
Lokalplanens delområder og disses anvendelsesbestemmelser er ikke i overensstemmelse med kommuneplanens rammeområders afgræsning og anvendelse. Derfor udlægges der et nyt rammeområde 1.C.08 til centerområde / bymidteformål. I forbindelse med udlægningen af det nye rammeområde, foretages der en mindre justering af afgrænsningen mellem rammeområdet, som udvides med en del af rammeområde 1.R.02 og 1.R.04. Herved vil lokalplanens delområde I og IV ligge i det nye rammeområde 1.C.08 og lokalplanens delområde II og III vil ligge i kommuneplanens rammeområde 1.R.02.
De bygningsregulerende bestemmelser for det eksisterende rammeområde 1.C.04 harmonerer ikke med ønsket om en fortætning af området, både i form af større byggefelter, sokkelgrunde og bygningshøjder. Kommuneplantillægget justerer derfor de bygningsregulerende bestemmelser i det nye rammeområde, så de maksimale etageantal, bygningshøjder og bebyggelsesprocenter kan rumme de ønskede byggemuligheder.
For delområde 1.R.02 ændres den specifikke anvendelses, som for nuværende er angivet til campingplads og vandrerhjem til også at omfatte lystbådehavn (vinteropbevaring af både), nærrekreativt område samt øvrige ferie- og fritidsformål.
For delområde 1.R.04 er det kun afgrænsningen, som ændres. Anvendelse og bygningsregulerende bestemmelser opretholdes uændrede.
Idéhøring
Der blev indkaldt idéer og forslag til planlægningen fra den 18. marts 2024 til 4. april 2024 med åbent havnekontor den 21. marts.
I forbindelse med idéfasen og det tilhørende Åbent Havnekontor er der kommet idéer og forslag til planlægningen, samt mundtlige bemærkninger ved Åbent Havnekontor, der blev nedskrevet undervejs.
Idéerne og forslagene handler overordnet om følgende temaer:
- Bevaring og udvikling
- Campingpladsens fremtid
- Fællesskaber og aktiviteter
- Sikring og tilgængelighed
- Sammenhænge og forbindelser
Bemærkningerne er blevet inddraget i planarbejdet ifølge Kommunalbestyrelsens beslutning ved igangsætning af planlægningen.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 23 kan ses her og er vedhæftet som bilag 3.
Eksisterende forhold
Planområdet omfatter matrikelnummer 87c, 87cæ, 87ny, 87pd, 89a, 89b, 90, 97a, 7000bn og en del af 7000p, Klakring By, Klakring og udgør et areal på cirka 9,6 hektar.
Planområdet ligger på og omkring Juelsminde havn og afgrænses mod sydvest af butikker på Odelsgade og mod syd af Birkelund Plejehjem. I vestlig retning ligger boligerne på Havnegade, samt erhverv og boliger ved Rousthøjs Alle. Mod sydøst afgrænses planområdet af boliger og sommerhuse ved Strandparkvej og Vænget. Planområdets østlige afgrænsning udgøres af Storstranden.
I løbet af de seneste år er der udarbejdet flere strategiske planer og skitseforslag for området. Den fremtidige planlægning står på skuldrene af disse planer og fastlægger rammerne for en konkretisering og videreudvikling af disse.
Med udgangspunkt i de foregående helhedsplaner, blev der i 2023 udarbejdet et forslag til en konkret udviklingsplan for havneområdet, hvor helhedsplanerne og visionerne blev omsat til tre konkrete fysiske hovedgreb:
- Byområder med stærke identiteter og høj kvalitet
- En stærk byakse, der kobler levebyen og turismebyen
- En overskuelig ankomst med parkering ved indgangene.
I udviklingsplanen er der desuden fastlagt en strukturplan, som fastlægger konkrete byggefelter og vejforløb, som understøtter hovedgrebene.
Helhedsplanernes interesser er samlet op i Udviklingsplan Juelsminde - kvalitetsløft og nye investeringer ved havneområdet fra 2023, som derfor danner grundlag for planlægningen. Konkret omfatter lokalplanen og kommuneplantillægget primært udviklingsplanens byområde ”havnen” samt dele af ”strandparken” og ”nature camp”.
Forsyning
Spildevand:Arealet ved havnen er halvt separatkloakeret og halvt spildevandskloakeret – både nuværende og planlagt. Spildevandsplanen tilrettes administrativt, så den stemmer overens med de faktuelle forhold.
Regnvand:Der planlægges ikke ændringer af de overordnede kloakforhold for området. Det betyder, at for ny bebyggelse eller ny befæstelse indenfor opland JU5, skal der fortsat ledes regnvand til Hedensted Spildevands regnvandskloak ved matrikelskel. Ved ny bebyggelse eller befæstelse, der indenfor matrikelniveau overskrider den angivne afledningsret (28 % af matriklens areal) angivet i spildevandsplanen, skal forventes, at der stilles krav om forsinkelse af regnvand.
Drikkevand:Området ligger i Juelsminde Vands forsyningsområde og forventes forsynet med drikkevand herfra.
Varme:Lokalplanområdet forsynes med varme fra individuel varmekilde
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planerne, hvori det blev vurderet, at planlægningen vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Planlægningen er derfor blevet miljøvurderet.
Forud for udarbejdelsen af nærende Lokalplan 1213 og Kommuneplantillæg 23, og på baggrund af en indledende screening, har Hedensted Kommune truffet afgørelse om, at der skal udarbejdes en miljøvurdering på baggrund af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), §8 stk. 1, idet der planlægges for et projekt, som er omfattet af punkt 10.e på lovbekendtgørelsens bilag 2, som vurderes at kunne få en væsentlig påvirkning af miljøet.
Inden afgørelsen om miljøvurdering blev truffet, er andre berørte myndigheder blevet hørt i overensstemmelse med lovens § 32, om de mener, at der er anledning til at gennemføre en miljøvurdering af planforslagene og hvilke mulige miljøpåvirkninger, myndighederne i så fald finder anledning til at henlede opmærksomheden på.
Andre berørte myndigheder havde derfor, i perioden fra den 11. oktober til den 25. oktober 2024 mulighed for at kommentere kommunens udkast til afgrænsning af miljørapporten og oplyse om miljømæssige forhold, som bør undersøges og/eller belyses i miljøvurderingen. Hedensted Kommune modtog ikke bemærkninger til afgrænsningen af miljørapportens indhold.
Der er derfor udarbejdet en miljørapport, hvor følgende emner er vurderet:
- Landskab
- Natur - beskyttede arter
- Befolkningens levevilkår - Trafik
- Befolkningens levevilkår – Støj
- Klimatiske faktorer
Miljørapporten kan ses i planforslagene og på bilag 4.
Beslutningsproces
Planlægningen er af principiel karakter. Kommunalbestyrelsen skal derfor behandle både forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 26. oktober 2022, punkt 204.
Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.
Forvaltningen indstiller, 4. december 2024, pkt. 189:
- at Forslag til Lokalplan 1213 sendes i 8 ugers offentlig høring,
- at Forslag til Kommuneplantillæg 23 sendes i 8 ugers offentlig høring,
- at miljørapporten sendes i høring samtidigt med planforslagene.
- at grundejeren meddeles, at fraskrivelse af retten til at kræve ejendommen overtaget efter planlovens § 47a skal foreligge, inden lokalplanens endelige vedtagelse.
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 4. december 2024, pkt. 189:
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 228:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
- Beslutningen meddeles ansøgeren.
- Der blev indkaldt idéer og forslag ifølge planlovens § 23c fra den 18. marts 2024 til 4. april 2024 med åbent havnekontor den 21. marts.
- Planforslagene og miljørapporten offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26.
Lovgrundlag
Forslag til lokalplan: Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 13 stk. 2 og § 24
Forslag til kommuneplantillæg: Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 23c og § 24
Miljøvurdering: Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1
Beslutning
Godkendt
Bilag
-
Bilag 1 Lokalplankort.pdf
-
Bilag 2 Lokalplan nr 1213.pdf
-
Bilag 3 Kommuneplantillæg nr 23.pdf
-
Bilag 4 - Miljørapport for Lokalplan 1213 og kommuneplantillæg nr. 23
-
Bilag MV 1 - Afgrænsningsnotat.pdf
-
Bilag MV 2 - Fotos og visualiseringer.pdf
-
Bilag MV 3 - Naturbesigtigelser.pdf
-
Bilag MV 4 - Støjnotat.pdf
-
Bilag MV 5 - Vandhåndteringsnotat.pdf
Sagsnr.: 00.01.00-A00-8-22
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til implementeringen af reduktion i puljer som følge af beslutning i Budget 2025.
Økonomi
De budgetterede reduktioner i forbindelse med vedtagelsen af budget 2023 og budget 2025 er afsat på Økonomiudvalgets ramme. De i sagsfremstillingen foreslåede reduktioner findes udover Økonomiudvalget også på Udvalget for Fællesskab, Udvalget for Teknik & Miljø samt Udvalget for Vækst & Klima.
Med godkendelse af sagen vil der skulle foretages permanente bevillingskorrektioner mellem udvalgene fra det vedtagne driftbudget 2025. Den ekstra medarbejder til salg af byggegrunde skal finansieres af forventede salgsindtægter på anlægsbudgettet - "Pulje til strategisk udvikling".
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Kommunalbestyrelsen vedtog 12. oktober 2022 Budget 2023. Heri er det besluttet, at Vækst, Teknik & Fællesskab skal reducere for 2 millioner kr. på administration og ledelse årligt. Som det fremgår af regnskabet for 2023 udestod der ved indgangen til 2024 fortsat udmøntning af 1,5 millioner kr. årligt.
Kommunalbestyrelsen vedtog 9. oktober 2024 Budget 2025. Heri er det besluttet, at Vækst, Teknik & Fællesskab skal reducere for 1,5 millioner kr. årligt som en del af omprioritering og styrkelse af fokus for Vækst, Teknik & Fællesskab, samt at der inden for områdets ramme skal findes midler til permanentgørelse af ekstra medarbejder til salg af byggegrunde.
For at imødegå ovenstående reduktioner på administration er der efter vedtagelsen af Budget 2025 gennemført administrative besparelser i Vækst, Teknik & Fællesskab for 1,9 millioner kr. årligt - det vil sige hele den resterende reduktion fra Budget 2023 og 400.000 kr. af reduktionen fra Budget 2025. Reduktionen betyder samlet set, at serviceniveauet sænkes på følgende områder:
- Tværgående overordnet strategiarbejde internt som eksternt.
- Resurser til andet end myndighedsopgaver i Natur & Miljø.
- Pedelbetjeningen på de administrative huse.
Herudover vil en mindre del af klimaområdet søges finansieret gennem de eksterne midler, der tilflyder området i disse år.
Sagsfremstilling
Forvaltningen har fået en opgave med Budget 2025: Skærp fokus i Vækst, Teknik & Fællesskab på erhvervsfremme, byudvikling og klima.
I Budgetaftalen for Budget 2025 står følgende:
”Forligspartierne er bevidste om, at væksten er en vigtig faktor i at sikre en økonomi i balance for kommunen – også på sigt. (…) Opgaverne i Vækst, Teknik & Fællesskab skal skærpes i forhold til erhvervsfremme, byudvikling og klima. Samlet prioriteres der 7,7 mio. kr. til området, hvoraf de 1,5 mio. kr. skal findes inden for områdets ramme.”
Budgetaftalen er vedlagt som Bilag 1.
Budget 2025 giver en række konkrete forandringer:
- I forhold til erhvervsfremme bliver byggesagsgebyret afskaffet.
- I forhold til byudvikling sættes midler af på anlægsbudgettet til udviklingen af Hedensted Midtby og centerbypuljen i overslagsårene, ligesom en række mindre puljer til her-og-nu tiltag fastholdes. Derudover er der fokus på planlægning for Øster Snede – Kragelunds udvikling.
- I forhold til klima fastholdes den grønne fond, ligesom der sættes penge af til vandmiljø og -håndtering.
Derudover er der forsat en række anlægsopgaver, der skal eksekveres af henholdsvis Vejdrift & Anlæg og Ejendomme & Service. Særligt at der fokus på implementeringen af facilitetsplanen hos Læring, hvor Ejendomsstyregruppen og Ejendom & Service har en central rolle.
For at skærpe fokus i Vækst, Teknik & Fællesskab, har direktøren for Vækst, Teknik & Fællesskab gennemgået den nuværende organisering i kerneområdet dialog med ledelse og medarbejdere. Direktøren vurderer ud fra denne gennemgang, at Vækst, Teknik & Fællesskab overordnet set har en meget velfungerende organisering, der hjælper med at løse kerneopgaven. Det skærpede fokus vil ske gennem mindre justeringer i det store billede, selvom de selvsagt vil have stor indvirkning på de enkelte medarbejdere, de berører.
Besparelser
Med Budget 2025 følger derudover en opgave med at reducerer for 1,5 millioner kr. årligt på administration, branding og puljer. 400.000 kr. heraf er fundet i administrative reduktioner, som beskrevet under historik.
Opgaven er derfor at finde besparelser, der er
- uden for de områder, der direkte er politisk prioriterede i forhold til Vækst, Teknik & Fælleskabs fokus på erhvervsfremme, vækst og klima, samt
- inden for de områder, der er politisk prioriteret til besparelse (administration, branding og puljer).
Direktøren for Vækst, Teknik & Fællesskabs vurderer, at Vækst, Teknik & Fællesskab skal gennemføre følgende besparelser, alle i kroner og samlet set 1,177 millioner kr. årligt. Forslaget til besparelser er lavet ud fra samtaler med ledelsen og under hensyntagen til de mindre justeringer af organisationen, der er omtalt i ovenstående afsnit.
Brandingpulje: 425.000 kr.
Reduktion af området er politisk besluttet med Budget 2025. Forandringen betyder at brandingindsatsen må redefineres, da den nuværende indsats ikke vil kunne opretholdes indenfor det reducerede budget. Fremadrettet skal midlerne blandt andet målrettes markedsføring, der understøtter de politiske ambitioner om vækst og markedsføring af kommunale byggegrunde.
Puljer: 752.000 kr.
Offentlige toiletter, vedligehold: 150.000 kr.
I forbindelse med at der skal reduceres i puljerne på området, vil der i fremtiden være færre midler til håndtering af de offentlige toiletter til rådighed. Den løbende vedligeholdelse og renovering vil fremover ske med en lavere frekvens. Der har historisk set været et overskud på området.
Vedligehold af boldbaner: 200.000 kr.
I en årrække er puljen til vedligeholdelse af boldbaner ikke været brugt op, så derfor reduceres denne pulje fremadrettet med 200.000 kr.
Innovationspuljen: 77.000 kr.
Kommunalbestyrelsen besluttede i Budget 2023 at reducere Innovationspuljen med 100.000 kr. årligt og der resterer nu 77.000 kr. i puljen. Puljen fjernes helt og restbeløbet indgår i reduktionen på området.
Puljen har de seneste år ikke været i anvendelse, hvorfor puljemidlerne ved regnskabsafslutning er blevet brugt til at lukke andre underskud.
Landdistriktspuljer + Udviklingspuljen: 325.000 kr.
Kommunens to brugerudvalg, Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget administrerer tilsammen flere puljer, som fremadrettet reduceres med 325.000 kr. Besparelsen fordeles med 100.000 kr. på Udviklingspuljen og 225.000 kr. på landdistriktspuljerne. Reduktionen har konsekvenser for kommunens lokalråd og folkeoplysende foreninger og skal tænkes ind i processen for genbesøget af puljestrukturen, som også blev bestilt i Budget 2025.
Permanentgørelse af ekstra medarbejder til salg af byggegrunde: 600.000 kr.
Jævnfør Budget 2025 skal der findes midler til at gøre ekstra medarbejder til salg af byggegrunde permanent. Forvaltningen foreslår, at permanentgørelsen finansieres af kommende salgsindtægter, sådan at der hvert år trækkes midler fra kommende indtægter svarende til udgiften til en medarbejder til salg af byggegrunde.
Forvaltningen indstiller, 2. december 2024, pkt. 166:
- at de besluttede omprioriteringer i Vækst, Teknik & Fællesskab implementeres som beskrevet i sagsfremstillingen.
- at der foretages bevillingskorrektion som beskrevet i økonomiafsnittet.
Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 166:
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen, at godkende:
- at de besluttede omprioriteringer i Vækst, Teknik & Fællesskab implementeres som beskrevet i sagsfremstillingen.
- at der foretages bevillingskorrektion som beskrevet i økonomiafsnittet.
Beslutning fra Udvalget for Fællesskab 2022-2025, 3. december 2024, pkt. 111:
Udvalget for Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen, at godkende:
- at de besluttede omprioriteringer i Vækst, Teknik & Fællesskab implementeres som beskrevet i sagsfremstillingen.
- at der foretages bevillingskorrektion som beskrevet i økonomiafsnittet.
Søren Vanting tog forbehold for sagen.
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 4. december 2024, pkt. 205:
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 220:
Indstilles godkendt.
Bemærkning til Kommunalbestyrelsen
Til behandlingen i kommunalbestyrelsen er tilknyttet et lukket bilag.
Kommunikation
Kommunens to brugerudvalg, Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget, informeres om besparelsen på de puljer, de administrerer.
Beslutning
Moderaterne havde stillet følgende ændringsforslag;
"Udmøntning af budget VTF kr. 350.000,- på Fælleslanddistriktsråd 250.000,- og Udviklingspuljen 100.000,-. Ændres til 350.000,- årsværk i VTF.”
Ændringsforslaget kom til afstemning.
For stemte 1 (M)
Imod stemte 26 (V,A,F,KD,C,O,Æ)
Ændringsforslaget blev forkastet.
Den oprindelige indstilling godkendt.
Sagsnr.: 01.02.00-G01-2-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om der skal igangsættes en planlægning for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre, og om der skal sættes vilkår til planlægningen. Kommunalbestyrelsen skal samtidigt tage stilling til idéerne og forslagene fra indkaldelsen af idéer og forslag. Kommunalbestyrelsen skal desuden beslutte, om solcelleanlægget, på baggrund af dialog mellem ejer af Bjørnkærvej 24 og Obton A/S, kan udvides med cirka 1,3 hektar. Til sidst skal Kommunalbestyrelsen beslutte, om de vil imødekomme ønske om et batterianlæg i forbindelse med solcelleanlægget samt varmepumpe, batterianlæg og ny transformer i forbindelse med de 2 vindmøller, og om de ønskede anlæg skal indgå i planlægningen.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 4. september 2023, under punkt 107, besluttede Udvalget for Vækst & Klima, at forvaltningen skulle arbejde videre med to projekter med henblik på lokalplanlægning, hvoraf det ene projekt var Solmarkerne ved Hornsyld (solcelleprojekt).
- Den 4. december 2023, under punkt 154, besluttede Udvalget for Vækst & Klima, at forvaltningen skulle udarbejde en sag med plan-synergieffekt, hvor de to projektforslag Vindmøller ved Solmarkerne og Vindmøllepark - Bjerre Herred Landbrugsselskab indgår som tillæg til Solmarkerne ved Hornsyld (solcelleprojekt). Udvalget besluttede desuden at hjemsende forslag til vindmøller på Brå- og Bjerre Mark 2023 (3 vindmøller ved Bjerre, placeret i retning nord/syd).
- Den 12. august 2024, under punkt 83, besluttede Udvalget for Vækst & Klima at indkalde idéer og forslag til planlægningen for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre. Udvalget besluttede desuden at indkalde til et borgermøde den 19. september 2024 på BGI Akadamiet.
Sagsfremstilling
Hedensted Kommune har modtaget en anmodning fra virksomhederne Obton A/S og Eurowind Energy A/S om at udarbejde en planlægning for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre. Planlægningen vil indebære udarbejdelse af lokalplan, kommuneplantillæg, miljøvurdering af planerne samt miljøkonsekvensrapport (VVM) for henholdsvis det konkrete solcelleprojekt og det konkrete vindmølleprojekt.
Det er intentionen at udvikle en energipark bestående af et solcelleanlæg på cirka 60 hektar og 2 vindmøller med en totalhøjde på 150 meter. Solcelleanlægget forventes at have en effekt på 75 MWp og vindmøllerne forventes at have en samlet effekt på 9 MW. Den årlige elproduktion forventes at kunne dække cirka 22.750 husstandes årsforbrug.
I forbindelse med vindmøllerne ønsker Eurowind Energy A/S, at der skabes mulighed for at etablere en integreret varmepumpe, som kan tilsluttes fjernvarmenettet i Bjerre og Stenderup. Dette med henblik på at kunne tilbyde billig, grøn fjernvarme fra vindmøllerne til nærliggende lokalsamfund.
Området til solceller omfatter delvist matriklerne 14e Sdr. Bjerre By, Bjerre samt 7f og 7a Neder Bjerre By, Bjerre og udgør et areal på cirka 60 hektar. De 2 vindmøller ønskes placeret på matrikel nr. 11s Sdr. Bjerre By, Bjerre. Planområdet bruges i dag til landbrugsjord. Se kort med placeringen af solcelleanlægget og de 2 vindmøller på bilag 1. Projektet er nærmere beskrevet i idéoplægget, se bilag 2.
Indledende debatfase
Hedensted Kommune har indkaldt idéer og forslag til planlægningen i en indledende debatfase fra den 5. september 2024 til den 3. oktober 2024, se bilag 2. I forbindelse med debatfasen har der været afholdt et borgermøde den 19. september 2024.
Der er kommet 16 høringssvar med idéer, forslag og bemærkninger til planlægningen. Høringssvarene kan i sin fulde længde ses på bilag 3, og notat over bemærkningerne kan ses på bilag 4.
Bemærkningerne handler primært om:
Idéer og forslag
- Opstil hellere flere vindmøller og undgå derved solcelleanlægget.
- Opstil hellere vindmøller i havet omkring Hedensted Kommune.
- Sæt i stedet solceller op på for eksempel industritage, private tage og tage på offentlige institutioner.
- Forslag om at vindmøllerne skal realiseres som et lokalt ejet projekt, hvor virksomheder og privatpersoner i Hedensted Kommune skal have mulighed for at købe sig ind i projektet.
- Forslag om et lokalt ejet projekt med tre større vindmøller placeret i retning nord/syd i stedet for retning øst/vest.
- Opfordring til at samle VE-projekterne til få områder, så de påvirker færrest mulige borgere. Og så inddrage de borgere som vil blive berørt i de udvalgte områder.
- Forslag om i stedet at placere VE-projektet tættere på Hedensted by eller andre byer i kommunen, hvor strømforbruget er højere end i Hornsyld.
- Forslag om at placere solcellerne under de to planlagte vindmøller, så der ikke skal inddrages to store arealer til VE-anlæg.
- Forslag om at begrænse solcelleanlæggets størrelse, så der ikke er placeret solceller på begge sider af indfaldsvejen Nørregade, og så der holdes mere afstand til Hornsyld by – eksempelvis en afstand på 300 meter.
Øvrige bemærkninger
- Bekymring for støjgener fra solcelleanlægget.
- Bekymring for støj fra vindmøllerne og vindmøllernes overholdelse af støjkrav.
- Bekymring i forhold til at bruge god landbrugsjord til placering af solceller.
- Kritik af, at man ikke har valgt lokale vindmølleopstillere.
- Bekymring for værditab på ejendomme.
- Bekymring for vindmøllernes visuelle påvirkning i landskabet.
- Bekymring for solcelleanlæggets visuelle påvirkning af landskabet og indgangen til Hornsyld by.
- Bekymring for hvordan solcelleanlægget og de to vindmøller vil påvirke miljøet.
Det er forvaltningens vurdering, at mange af indsigelserne er emner, der vil blive behandlet i forbindelse med den konkrete planlægning og tilhørende miljøvurdering. En del af indsigelserne går dog på emner, som har en politisk dagsorden. Der er mange interesser i VE-projekter som skal afvejes, som en del af den politiske proces.
Dialog om udvidelse af solcelleanlægget
Ejer af Bjørnkærvej 24 har indgået dialog med Obton A/S om køb af den pågældende ejendom. Obton A/S ønsker på den baggrund at undersøge, om det er muligt at foretage en udvidelse af solcelleanlægget på matrikel 14e Sdr. Bjerre By, Bjerre. Der vil være tale om en udvidelse på cirka 1,3 hektar. Solcelleanlægget vil stadig ikke overstige 60 hektar i overensstemmelse med Strategisk Energiplan 2023-2030. Se kort med det ønskede udvidelsesareal på bilag 4, side 8. Obton A/S oplyser, at de ekstra hektar solceller er vigtige for at sikre rentabiliteten i projektet, hvis de skal påtage sig at købe Bjørnkærvej 24.
Forvaltningen vurderer, at der er tale om en mindre udvidelse, som ikke vil få væsentlig betydning for det videre planlægningsarbejde. Solcelleanlægget vil fortsat være placeret i en afstand på minimum 200 meter fra boliger.
Dialog om etablering af batterianlæg
Obton A/S ønsker at installere et batterianlæg i tæt nærhed til solcelleanlægget ved Hornsyld. Batterianlægget ønskes placeret i et udpeget erhvervsområde på den sydlige del af matrikel nummer 7a Neder Bjerre By, Bjerre. Obton A/S oplyser, at der for eksempel vil kunne inkorporeres beplantningsbælte omkring anlægget.
Afdeling Plan har bedt Obton A/S om at indsende en ansøgning med den ønskede placering af batterianlægget og beskrivelse af, hvordan det vil komme til at se ud. Se ansøgningsmateriale på bilag 5. Se desuden kort med den ønskede placering af batterianlægget på bilag 4, side 9.
Anlægget ønskes placeret på et areal, som er omfattet af kommuneplanramme 3.E.15 der udlægger området til erhvervsområde. En realisering af det ønskede batterianlæg kræver, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan for området. Rammeområdet vil blive udlagt til tekniske anlæg.
Forvaltningen vurderer, at det ønskede batterianlæg bør indgå i planlægningen for solcelleanlægget, så det hele bliver miljøvurderet samlet.
Dialog om etablering af varmepumpe, batterianlæg og en ny transformer
Eurowind Energy A/S ønsker at have mulighed for at etablere varmepumpe, batterianlæg og en ny transformer ved den eksisterende transformer på matrikel nummer 5g Sdr. Bjerre By, Bjerre. Se kort med den ønskede placering af anlæggene på bilag 4, side 10.
Anlæggene ønskes placeret på et areal, som ikke er omfattet af rammerne i Hedensted Kommuneplan 2021-2033. En realisering af de ønskede anlæg kræver, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan for området. Rammeområdet vil blive udlagt til tekniske anlæg.
Forvaltningen vurderer, at ønsket om varmepumpe, batterianlæg og en ny transformer bør indgå i planlægningen for vindmøllerne, så det hele bliver miljøvurderet samlet.
Vilkår til planlægningen
På baggrund af de indkomne høringssvar kan Kommunalbestyrelsen eventuelt vælge at sætte vilkår til planlægningen. Forvaltningen har nedenfor listet nogle mulige vilkår, som kan udledes af de indkomne høringssvar:
- At solcelleanlægget skal reduceres, så der ikke er placeret solceller på begge sider af indfaldsvejen Nørregade.
- At solcelleanlægget skal reduceres, så der holdes en minimumsafstand på 300 meter til Hornsyld by.
- At der i lokalplanen skal være en detaljeret beskrivelse af den afskærmende be-plantning i forhold til bredde, type og højde.
- At projektet skal ændres, så det indeholder flere vindmøller og ingen solceller.
- At projektet skal ændres, så der placeres solceller under de 2 planlagte vindmøller.
Det er op til Kommunalbestyrelsen, om der skal sættes vilkår til planlægningen for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre, og i så fald hvilke.
Strategisk Energiplan 2023-2030
Kommunalbestyrelsen har på deres møde den 21. december 2022 godkendt den Strategiske Energiplan. Planen er et politisk aftaledokument, som opstiller en række politiske principper for større VE-anlæg i Hedensted Kommune.
Den Strategiske Energiplan indeholder politiske principper, der er lovmæssig hjemmel til at stille krav til i planlægningen og politiske principper, der ikke er lovhjemmel til at stille krav om i planlægningen, men som er relevante i forhold til det ønskede solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre. Se oversigt over principperne på bilag 6.
Forvaltningen har nedenfor listet nogle forslag til mulige vilkår, som Kommunalbestyrelsen kan vælge at sætte på baggrund af den Strategiske Energiplan:
- At der skal etableres naturarealer, skov eller arealer med høj biodiversitet i sammenhæng med solcelleanlægget, så anlægget på den måde kan være med til at fremme rekreative formål i lokalområdet.
- At muligheden for at etablere en integreret varmepumpe, som kan tilsluttes fjernvarmenettet i Bjerre og Stenderup skal indgå i planlægningen, så det sikres, at det vil være en reel mulighed. Dette da fjernvarmeløsningen er et tiltag, som er med til at styrke den lokale forankring af VE-anlægget.
Lokalplan og kommuneplantillæg
Planområdet er ikke omfattet af rammerne i Hedensted Kommuneplan 2021-2033. En realisering af det ønskede projekt kræver, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan for området. Rammeområdet vil blive udlagt til tekniske anlæg.
Forvaltningen foreslår at udarbejde lokalplanen efter følgende overordnede retningslinjer:
- Området disponeres efter principper vist på bilag 1.
- Området må anvendes til tekniske anlæg i form af solcelleanlæg og 2 vindmøller.
- Udlæg af byggefelt til solceller på maksimalt 60 hektar.
- Vejforsyning til solcelleanlægget fra rundkørslen på Bjerrevej eller fra Tinghusvej.
- Etablering af afskærmende beplantning omkring solcelleanlægget.
- Zonestatus forbliver landzone.
- Lokalplan med bonusvirkning.
- Området til solceller reetableres, såfremt driften af solcelleanlægget ophører.
- En vindmølle skal nedtages inden et år, efter den er holdt op med at producere.
I forbindelse med den videre planlægning skal der tages højde for:
- Særlig værdifulde landbrugsområder.
- Støj.
- Områder der kan blive udsat for oversvømmelse.
- Drikkevandsinteresser og beskyttelse af grundvand.
- Trafiksikkerhed.
- Hedensted Kommunes retningslinjer for vindmøller.
- Hedensted Kommunes retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land.
Miljøvurdering
Planlægningen skal miljøvurderes, idet den omhandler et projekt nævnt på bilag 2, der omfatter et mindre område på lokalt plan, som vurderes at kunne have en væsentlig påvirkning på miljøet.
Beslutningsproces
Den kommende planlægning vil være af principiel karakter. Kommunalbestyrelsen skal derfor behandle både forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 29. maj 2024, punkt 86.
Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.
Forvaltningen indstiller, 2. december 2024, pkt. 157:
- at der tages stilling til de indkomne høringssvar,
- at det besluttes, om planlægningen for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre skal igangsættes,
- at det besluttes, om der skal sættes vilkår til planlægningen som beskrevet i sagsfremstillingen.
- at det besluttes, om solcelleanlægget, på baggrund af dialog mellem ejer af Bjørnkærvej 24 og Obton A/S, kan udvides med cirka 1,3 hektar som vist på bilag 4, side 8.
- at det besluttes, om ønske om et batterianlæg i forbindelse med solcelleanlægget samt varmepumpe, batterianlæg og ny transformer i forbindelse med de 2 vindmøller kan imødekommes, og om de ønskede anlæg skal indgå i planlægningen.
Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 157:
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen:
- at tage stilling til de indkomne høringssvar,
- at beslutte, om planlægningen for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre igangsættes,
- at beslutte, at der skal sættes følgende vilkår til planlægningen:
at der skal arbejdes på oplevelsen af solcelleanlægget og batterianlægget ved at etablere naturarealer, skov eller arealer med høj biodiversitet i sammenhæng med solcelleanlægget og batterianlæg, så anlægget på den måde kan være med til at fremme rekreative formål i lokalområdet jf. den strategiske energiplan.
at batterianlægget skal flyttes til vest for Nørregade langs Industrivej
at muligheden for at etablere en integreret varmepumpe, som kan tilsluttes fjernvarmenettet i Bjerre og Stenderup skal indgå i planlægningen, så det sikres, at det vil være en reel mulighed. Dette da fjernvarmeløsningen er et tiltag, som er med til at styrke den lokale forankring af VE-anlægget.
at muligheden for lokalt medejerskab undersøges for både sol og vind
- at beslutte, at solcelleanlægget, på baggrund af dialog mellem ejer af Bjørnkærvej 24 og Obton A/S, kan udvides med cirka 1,3 hektar som vist på bilag 4, side 8 og
- at beslutte, at imødekomme ønsket om et batterianlæg i forbindelse med solcelleanlægget samt varmepumpe, batterianlæg og ny transformer i forbindelse med de 2 vindmøller og at de ønskede anlæg skal indgå i planlægningen
Med baggrund i indstillingen fra Udvalget for Vækst & Klima skal Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen tage stilling til følgende punkter:
1. at beslutte, om planlægningen for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre igangsættes,
2. at beslutte, at der skal sættes følgende vilkår til planlægningen:
a. at der skal arbejdes på oplevelsen af solcelleanlægget og batterianlægget ved at etablere naturarealer, skov eller arealer med høj biodiversitet i sammenhæng med solcelleanlægget og batterianlæg, så anlægget på den måde kan være med til at fremme rekreative formål i lokalområdet jf. den strategiske energiplan.
b. at batterianlægget skal flyttes til vest for Nørregade langs Industrivej
c. at muligheden for at etablere en integreret varmepumpe, som kan tilsluttes fjernvarmenettet i Bjerre og Stenderup skal indgå i planlægningen, så det sikres, at det vil være en reel mulighed. Dette da fjernvarmeløsningen er et tiltag, som er med til at styrke den lokale forankring af VE-anlægget.
d. at muligheden for lokalt medejerskab undersøges for både sol og vind
3. at beslutte, at solcelleanlægget, på baggrund af dialog mellem ejer af Bjørnkærvej 24 og Obton A/S, kan udvides med cirka 1,3 hektar som vist på bilag 4, side 8 og
4. at beslutte, at imødekomme ønsket om et batterianlæg i forbindelse med solcelleanlægget samt varmepumpe, batterianlæg og ny transformer i forbindelse med de 2 vindmøller og at de ønskede anlæg skal indgå i planlægningen
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 222:
Beslutningspunkterne som de fremgår af indstillingen indstilles godkendt.
Hans Kristian Skibby og Rune Mikkelsen stemte imod beslutningspunkterne.
Kommunikation
Beslutningen meddeles ansøgerne.
Der har været afholdt en indledende debatfase fra den 5. september 2024 til den 3. oktober 2024. I forbindelse med debatfasen har der været afholdt et borgermøde den 19. september 2024 på BGI Akadamiet. På mødet har Hedensted Kommune præsenteret planprocessen og projektudviklerne har præsenteret det konkrete projekt.
Hvis det godkendes at igangsætte planlægningen, vil der skulle udarbejdes afgrænsningsnotater til miljøvurderingen af planerne samt til de to miljøkonsekvensrapporter (VVM) for henholdsvis det konkrete solcelleprojekt og det konkrete vindmølleprojekt.
Afgrænsningsnotatet i forbindelse med miljøvurdering af planerne sendes ud til berørte myndigheder, mens afgrænsningsnotaterne i forbindelse med miljøvurdering af de to konkrete projekter sendes ud til berørte myndigheder og offentligheden. Bemærkninger hertil vil indgå i de endelige miljøvurderinger.
Planforslagene vil blive offentliggjort i henhold til planlovens § 24-26.
Lovgrundlag
Lokalplanen udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29/05/2024, § 13 stk. 2.
Kommuneplantillægget udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29/05/2024, §23c.
Miljøvurderingen af planerne udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1
Miljøkonsekvensrapporten for henholdsvis solcelleprojektet og vindmølleprojektet udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, §§ 19 og 20.
Beslutning
Forslaget kom til afstemning.
For stemte 24
Imod stemte 3; Æ, Jeppe Mouritsen (V)
Godkendt.
Bilag
-
Bilag 1 - Kort med placering af solcelleanlægget og de 2 vindmøller
-
Bilag 2 - Idéoplæg
-
Bilag 3 - Samlede bemærkninger
-
Bilag 4 - Notat over bemærkninger fra indkaldelsen af idéer og forslag
-
Bilag 5 - Ansøgningsmateriale - etablering af batterianlæg
-
Bilag 6 - Politiske principper fra den Strategiske Energiplan
Sagsnr.: 01.02.05-P16-1-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om der fortsat skal ske en planlægning for offentlige formål ved Sønderbakken i Glud.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 5. februar 2024, under punkt 17, besluttede Udvalget for Vækst & Klima at igangsætte en planlægning for Glud Skole for at overføre arealet fra landzone til byzone.
Sagsfremstilling
I forbindelse med udarbejdelse af forslag til Lokalplan 1208 for offentlige formål ved Sønderbakken i Glud er forvaltningen stødt ind i en konkret konsekvens ved at overføre Glud Skole fra landzone til byzone. Inden for planområdet ligger Glud Skole og sportshal med tilhørende boldbaner. Lokalplanen giver ikke flere udviklingsmuligheder end de har i dag, men har udelukkende til formål at overføre arealerne fra landzone til byzone. I forbindelse med planlægningen har Hedensted Spildevand A/S gjort opmærksom på, at der ved overførslen fra landzone til byzone vil skulle betales supplerende tilslutningsbidrag, da Glud Skole i den sammenhæng defineres som en erhvervsejendom.
Forvaltningen har på den baggrund fået Codex Advokater til at vurdere, hvorvidt Hedensted Spildevand A/S skal opkræve supplerende tilslutningsbidrag i forbindelse med zoneændringen. Eller om de kan gøre det senere, for eksempel hvis boldbanerne eller skolen nedlægges, og der planlægges for boliger i stedet.
Samtidig har forvaltningen bedt Codex Advokater vurdere, om der er mulighed for reduktion af det eventuelle supplerende tilslutningsbidrag.
Codex Advokater vurderer, at forsyningen vil skulle opkræve et supplerende tilslutningsbidrag når ejendommen skifter zonestatus, jævnfør spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 5. På baggrund af tidligere domsafgørelser vurderer de desuden, at det ikke er muligt for forsyningen at ”udskyde” opkrævningen af tilslutningsbidrag i den konkrete sammenhæng.
Codex Advokater oplyser, at Hedensted Spildevand A/S har hjemmel i spildevandsbetalingsloven til at reducere tilslutningsbidraget i særlige tilfælde. Det er dog ikke noget, som Hedensted Kommune har et retskrav på. Det vil være op til forsyningens vurdering, om der er grundlag for reduktion. Se redegørelsen fra Codex Advokater i sin fulde længde på bilag 1.
Hedensted Spildevand A/S er i den konkrete lokalplansag desuden kommet med følgende bemærkning:
”Hvis I ønsker at undgå at betale så store supplerende tilslutningsbidrag, kan I overveje at udstykke boldbanerne, så det bliver selvstændige ukloakerede matrikler. I givet fald skal udstykningerne være gennemført inden lokalplanen bliver endelig vedtaget.”
Codex Advokater er enige med Hedensted Spildevand A/S i, at muligheden for at undgå supplerende tilslutningsbidrag vil kunne bestå i, at de ubebyggede arealer (boldbaner) udstykkes, så det bliver selvstændige ukloakerede ejendomme. Udstykningen vil i givet fald skulle være gennemført inden lokalplanen og den deraf følgende zoneændring træder i kraft (se bilag 1, side 6).
Ejendomme og Service ved Hedensted Kommune vurderer, at det supplerende tilslutningsbidrag efter udmatrikulering af boldbaner vil ligge i omegnen af 1,0 million kroner. Udmatrikuleres boldbanerne ikke, vil beløbet være betydeligt højere, cirka 2,7 millioner kroner.
Forvaltningen indstiller, 2. december 2024, pkt. 158:
- at Kommunalbestyrelsen beslutter, om der fortsat skal ske en planlægning for offentlige formål ved Sønderbakken i Glud.
Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 158:
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at beslutte, at der fortsat skal ske en planlægning for offentlige formål ved Sønderbakken i Glud og igangsætter en undersøgelse af de økonomiske konsekvenser ved beslutningen.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 223:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Hvis der træffes beslutning om at fortsætte planlægningen, vil planforslaget blive offentliggjort i henhold til planlovens § 24-26.
Lovgrundlag
Lokalplanen udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29/05/2024, § 13 stk. 2.
Miljøscreeningen udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 03/01/2023 med senere ændringer, § 8, stk. 2.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 00.00.00-A00-3-24
Beslutningstema
Likviditeten i november måned 2024, er 207,4 mio. kr., hvilket er en stigning på 8,5 mio. kr. i forhold til oktober måned. Samlet for hele 2024, er likviditeten steget med 79,5 mio. kr.
Beslutning
Til efterretning.
Sagsnr.: 06.00.05-P20-7-23
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om forslag til tillæg 57 til Spildevandsplan 2015-2020 kan sendes i offentlig høring. Samtidig skal det godkendes, resultatet af miljøvurderingsscreeningen offentliggøres.
Økonomi
Forslag til Tillæg 57 har ikke indflydelse på det kommunale budget eller på Hedensted Spildevands økonomi.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Hedensted Kommune er påbegyndt arbejdet med revision af Spildevandsplanen. Arbejdet indbefatter blandt andet revision af kommunens administrationspraksis for myndighedsbehandling på spildevandsområdet. Forvaltningen har et ønske om at administrere efter disse praksisser inden den endelig vedtagelse af en ny spildevandsplan. Der vil derfor løbende blive sendt administrationspraksisser på spildevandsområdet til politisk godkendelse. Denne administrationspraksis omhandler tilladelse til udledning af tag- og overfladevand til et vandområde.
Administrationspraksissen for udledning af tag- og overfladevand til et vandområde, typisk vandløb eller havet, er rettet mod kommunens sagsbehandlere samt Hedensted Spildevand og bygherres rådgivere som ansøger om tilladelse til udledning. Administrationspraksissen er derfor et teknisk dokument.
Praksissen stemmer overens med lovgivning og vejledninger på spildevandsområdet, klagenævnsafgørelser og spildevandskomiteens anvisninger, og er nu blevet samlet i denne praksis, for at bidrage til en mere smidig sagsbehandling. Hvis der kommer nye klagenævnsafgørelser og anvisninger, vil administrationspraksissen blive rettet til administrativt.
I praksissen fremgår, at regnvand fra befæstede arealer i Hedensted Kommune skal renses og forsinkes inden, det udledes til et vandområde. Udledningen må ikke ændre den økologiske eller kemiske tilstand eller forhindre målopfyldelse i et vandområde. Udledningen må ligeledes ikke påvirke Natura 2000-områder og bilag IV arter. Administrationspraksissen beskriver minimumskrav til rensning og forsinkelse af regnvand, som vil sikre, at der ikke sker en påvirkning af vandområdet. Der skal dog altid laves en konkret vurdering. Hvis vandområdet er særlig sårbart eller regnvandet har en særlig forurenende karakter, kan der derfor blive stillet skærpet krav til rensning og forsinkelse, samt eventuel monitering af udledningen. Kommunen vil meddele tilladelser til udledning af tag- og overfladevand i henhold til denne administrationspraksis
Ved godkendelse at tillæg 57 vil tillægget blive indarbejdet i den gældende og kommende Spildevandsplan.
Der er foretaget en miljøscreening af tillæg 57, hvori det er blevet vurderet, at tillægget ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Screeningsafgørelsen kan ses på bilag 2. Screeningsafgørelsen vil blive offentliggjort i forbindelse med offentliggørelsen af tillæg 57.
På grundlag af udkast til miljøscreeningen har andre berørte myndigheder i perioden fra den 1. november 2024 til den 15. november 2024 haft mulighed for at kommentere kommunens forventede afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering af planforslagene. Der er ikke indkommet høringssvar, som giver anledning til at gennemføre en miljøvurdering.
Forvaltningen indstiller, 2. december 2024, pkt. 160:
- At forslag til tillæg 57 til Spildevandsplan 2015-2020 fremlægges i 8 ugers offentlig høring
- At resultatet af miljøvurderingsscreeningen offentliggøres og sendes til interessenter
Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 160:
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende:
- At forslaget til tillæg 57 til Spildevandsplan 2015-2020 fremlægges i 8 ugers offentlig høring og
- At resultatet af miljøvurderingsscreeningen offentliggøres og sendes til interessenter.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 221:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Forslag til tillæg 57 skal efter politisk godkendelse fremlægges i 8 ugers offentlig høring på Hedensted Kommunes hjemmeside.
Lovgrundlag
Lov om Miljøbeskyttelse (LBK nr. 1093 af 11. oktober 2024)
Spildevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 532 af 27. maj 2024)
Indsatsbekendtgørelsen (BEK. nr. 797 af 13. juni 2023)
Miljøvurderingsloven (LBK. nr. 4 af 3. januar 2023)
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 03.02.14-G01-1-24
Beslutningstema
Østjysk Boligselskab anmoder om godkendelse af skema C - byggeregnskab – vedrørende renovering af 30 almene boliger på Brorsonvej i Løsning. Derudover bedes Kommunalbestyrelsen godkende, at der ydes et kommunalt indskud til Landsbyggefonden og kommunal lånegaranti.
Økonomi
Ved skema A godkendte byrådet en samlede renoveringsudgift er på 29,48 mio. kr, med følgende finansiering:
- et støttet realkreditlån på 19,48 mio. kr, hvor der skal ydes kommune garanti for 50 % af lånet (9,74 mio. kr.). Landsbyggefonden yder regaranti for de andre 50 %. Dette er støtte berettigede gruppe 1 arbejder og svarende til skema A.
- ustøttede realkreditlån log 8,62 mio. kr, hvor der skal ydes kommunegaranti for den del af belåningen som overstiger 60 % af ejendommens værdi efter renoveringen. Her kendes garantibeløbet først efter renoveringen, når realkreditinstituttet har vurderet ejendommens værdi. Dette er ustøttede gruppe 2 og 3 arbejder, henholdsvis 3,62 mio. kr og 5 mio. kr.
- 1,38 mio. kr er ustøttede gruppe 2 arbejder, finansieres af boligforeningens trækningsret, FællespuljeTilskud fra Landsbyggefonden og 1/5 ordningen. Til 1/5 ordningen er kommunens finansieringsandel 100.000 kr.
Ved skema B gav licitationen en stigning i håndværkerpriser og omkostninger, så skema B blev 2,17 mio. kr. højere end skema A. Skema B havde en samlet udgift på 21,65 mio. kr. Det bevirker, at kommunegarantien øges til 10,82 mio. kr fra 9,74 mio. kr for den øverste del af finansieringen. De 2 øvrige dele er uændret. Den maksimale kommunale lånegaranti stiger til 19,44 mio. kr fra 18,36 mio. kr.
I forbindelse med afslutningen af byggeregnskabet - skema C - blev den samlede byggeudgift, som er omfattet af Byggeskadefonden på 23,68 mio. kr. Skema B havde en samlet udgift på 21,65 mio. kr. Det bevirker, at kommunens garanti øges til 11,84 mio. kr fra 10,82 mio. kr for den øverste del af finansieringen. De 2 øvrige dele er uændret. Landsbyggefonden har godkendt en overskridelse på 2,03 mio. kr ved deres behandling ved byggesagens afslutning.
Kommunens andel af 1/5 ordningen på 100.000 kr er afsat i budgettet.
Lånegarantierne vil ikke påvirke kommunens låneramme.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Historik
Byrådet godkendte den 16. december 2020, punkt 190, skema A til renovering af 30 almene boliger ved Brorsonvej i Løsning.
Byrådet godkendte den 31. august 2022, punkt 146, skema B til renovering af 30 almene boliger ved Brorsonvej i Løsning. Skema B blev godkendt med maksimumsatser for 2022 og en lånegaranti på 19,44 mio. kr. Lånegarantierne vil ikke påvirke kommunens låneramme.
Sagsfremstilling
Østjysk Boligselskab af 1976, afdeling 3 i Løsning består af 33 rækkehus, som ligger på Brorsonvej. 30 af rækkehusene blev opført i 1970, og det er disse 30, som er blevet renoveret. Renoveringen skulle afhjælpe de store problemer, der var med indeklimaet i boligerne, som skyldes skimmelsvamp og radon.
Alle 30 rækkehuse fik total renoveret klimaskærmen, mens 20 rækkehuse bliver totalt renoveret indvendigt. De nuværende rækkehuse er alle 4-værelses på ca. 91 m². Efter renoveringen vil typen af boliger være af varierende størrelser:
• 5 stk. totalt renoverede 2-værelses på cirka 68,2 m²
• 10 stk. totalt renoverede 3-værelses på cirka 90,5 m²
• 5 stk. totalt renoverede 5-værelses familieboliger på cirka 112,9 m²
• 10 stk. 4-værelses på cirka 91 m² (ingen indvendig renovering)
Den ændrede boligsammensætning gør, at forskellige krav til boform kan imødekommes i afdelingen, blandt andet relativt små boliger, så enlige ældre kan betale huslejen. De 10 rækkehuse uden indvendig renovering betyder, at afdelingen forsat kan tilbyde meget billige rækkehuse, mens 20 rækkehus er blevet langt mere attraktive og tidssvarende.
Renoveringen tager højde for, at der holdes en relativ lav kvadratmeter leje. Inden renoveringen var den gennemsnitlige husleje i afdelingen på 647 kr/m²/år. Efter renoveringen er den gennemsnitlige husleje på 750 kr/m²/år.
Forvaltningen indstiller, 2. december 2024, pkt. 161:
at skema C, byggeregnskab, godkendes
at der til 1/5 ordningen ydes et kommunalt finansieringstilskud på 100.000 kr.
Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 161:
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen:
- at godkende skema C, byggeregnskab og
- at der til 1/5 ordningen ydes et kommunalt finansieringstilskud på 100.000 kr.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 224:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Beslutningen meddeles boligselskabet.
Lovgrundlag
Lov om almene boliger med videre.
Lov om kommunernes styrelse §§ 40 og 41.
Bekendtgørelse om støtte til almene boliger med videre.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 05.04.06-P20-3-23
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stillling til ansøgning om tillæg til anlægsbevilling på 3,5 mio. kr til anlæg af dobbeltrettet cykelsti langs Årupvej fra Valenciavej til Vestre Ringvej.
Økonomi
Der søges om tillæg til anlægsbevilling på 3,5 mio kr til anlæg af dobbeltrettet cykelsti langs Årupvej fra Valenciavej til Vestre Ringvej.
Udgiften finansieres af beløb på investeringsoversigten i Budget 2024 på 4,5 mio. kr til formålet. Der er tidligere meddelt anlægsbevilling på 1,0 mio. kr ud af de 4,5 mio. kr, der er afsat til projektet.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Kommunalbestyrelsen besluttede under mødet den 20. december 2023 at give anlægsbevilling på 1,0 mio. kr. til projektering, arealerhvervelse med mere.
Udvalget for Teknik & Miljø behandlede og besluttede under mødet den 10. april 2024 cykelstiens projektomfang.
Sagsfremstilling
Anlæg af en dobbeltrettet cykelsti langs Årupvej til Vestre Ringvej vil sikre en trafiksikker stiforbindelse til den nye daginstitution og en sikker krydsning af Vestre Ringvej til gavn for besøgende til blandt andet Hedenstedsøerne og erhvervsområdet øst for E45.
Forvaltningen indstiller, 4. december 2024, pkt. 198:
at tillæg til anlægsbevilling anbefales godkendt som anført under økonomi.
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 4. december 2024, pkt. 198:
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 225:
Indstilles godkendt.
Beslutning
Sagen blev løftet fra forenklet til almindelig sagsbehandling.
Godkendt
Sagsnr.: 07.13.04-S55-1788590-08
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal, i henhold til § 11.8 i vedtægterne for Modtagestation Syddanmark (Motas I/S), godkende regnskab for 2023 og forslag til budget og takster for 2025.
Økonomi
De driftsopgaver, som MOTAS I/S tilbyder virksomheder og kommunen, finansieres gennem brugerbetaling.
Forvaltningen vurderer at regnskab, budget og takster er i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
MOTAS' repræsentantskab har på et møde den 14. juni 2024 godkendt en årsrapport for 2023, samt takster og budget for 2024 (vedhæftet som bilag).
Nye momsregler (se bilag vedrørende momsbetaling) gør, at Motas fra 2025 ikke kan opkræve moms fra interessentkommunerne, men hos affaldsselskaber og øvrige selskaber. Hedensted kommune falder ind under den første ketegori. Derfor er der forslået 2 takster for hver ydelse. Taksterne er desuden dannet på grundlag af den almindelige forventede udvikling på området.
Forvaltningen indstiller, 4. december 2024, pkt. 196:
at den fremsendte årsrapport for Motas I/S 2023 godkendes
at det foreslåede budget og taksterne for 2025 godkendes
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 4. december 2024, pkt. 196:
Forvaltningens indstilling anbefales godkendt.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 226:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Kommunalbestyrelsens afgørelse meddeles Motas I/S.
Lovgrundlag
Kommunestyrelsesloven §60, LBK nr 47 af 15. januar 2019
Affaldsaktørbekendtgørelsen §18, BEK nr 1753 af 27. december 2018
Beslutning
Godkendt
Bilag
-
Årsrapport_2023 - underskreven.pdf
-
Budget 25 - Takstsammenligning gebyr 2023-2025.pdf
-
Budget 2025 indtægter 5 interessentkommuner indgående moms indregnet.pdf
-
Budget 2025 omkostninger 5 interessentkommuner indgående moms indregnet.pdf
-
Mængde Budget 2025 5 interessentkommuner indgående moms indregnet.pdf
-
Motas - vedrørende momsopkrævning
Sagsnr.: 00.00.00-A00-34-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til udpegning af 6 delegerede til Kommunernes Landsforenings årlige topmøde 20 & 21. marts 2025.
Økonomi
Udgifter for deltagelse i det kommunalpolitiske topmøde er indeholdt i budgettet.
Historik
Tidligere år er de 6 delegerede fra Hedensted Kommune blevet udpeget blandt medlemmerne af Økonomiudvalget
Sagsfremstilling
Kommunernes Landsforening (KL) afholder sit årlige kommunalpolitiske topmøde på dagene 20 & 21 marts 2025 i Aalborg.
I henhold til KL's love § 4 kan hver kommune udpege en delegeret for hver påbegyndt 8000 indbyggere. Det betyder at Hedensted Kommune kan udpege 6 delegerede til topmødet (se bilag).
Antal delegerede er udregnet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik den 1. oktober 2024.
Forvaltningen indstiller, 9. december 2024, pkt. 234:
At der udpeges 6 delegerede fra Hedensted Kommune blandt medlemmerne af Økonomiudvalget til at deltage i det årlige topmøde 20 & 21 marts 2025.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 234:
Rune Mikkelsen, Birgit Jakobsen, Claus Thaisen, Henrik Alleslev, Lars Jensen, Ole Vind udpeges som delegerede.
Kommunikation
Der foretages efterfølgende tilmeldinger efter de angivne tidsfrister for mødet.
Lovgrundlag
KL's love § 4.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 02.05.05-P35-1-24
Beslutningstema
Sydøstjyllands Brandvæsen skal foretage udskiftning af indsatslederbil jfr. udskiftningsplan for indsatslederkøretøjer. Indkøb finansieres af en Leasingaftale med KommuneLeasing, som ifølge selskabets vedtægter skal godkendes af Hedensted og Horsens Kommuner som ejerkommuner.
Sagen afgøres af Kommunalbestyrelsen.
Økonomi
Aftalen medfører ikke økonomiske konsekvenser for ejerkommunerne.
Sydøstjyllands Brandvæsen skal ikke tilføres yderligere midler for at indgå denne aftale.
Sagsfremstilling
Ifølge vedtægterne for Sydøstjylland Brandvæsen skal selskabets ejerkommuner godkende beslutninger om indgåelse af leasingaftaler. Beslutninger kræver vedtagelse i begge ejerkommuners kommunalbestyrelser.
Beredskabskommissionen for Sydøstjyllands Brandvæsen godkendte den 6. marts 2024 sag om ny indsatslederkøretøj. Ifølge sagen til Beredskabskommissionen skal indsatslederbil I2 udskiftes. Ny indsatslederbil ønskes finansieret med en leasingaftale.
Ved selskabets etablering blev det forudsat at små biler, såsom tilsyns- og indsatslederkøretøjer, afskrives på maksimalt 10 år.
Indsatslederkøretøj I2 blev overdraget fra Horsens kommune ved selskabets etablering. Bilen var indkøbt i 2014, hvorfor køretøjet står til udskiftning. Køretøjet var finansieret gennem kommuneleasing på en leasingkontrakt, som Sydøstjyllands Brandvæsen overtog ved selskabets etablering.
Til indkøb og opbygningen af det nye køretøj har selskabet behov for at indgå en ny leasingaftale med kommuneleasing med en låneramme på 800.000 kr., hvilket allerede er indarbejdet i budgetterne for 2025 og frem.
- Anskaffelsessum ekskl. moms: 800.000,00 kr.
- Leasingydelse ekskl. moms: 50.614,08kr.
- Restværdi ekskl. moms: 50.000,00 kr.
- Løbetid: 108 måneder
- Betalingsfrekvens: halvårligt forud
Leasingydelsen reguleres i takt med ændringer i KommuneLeasings 6 måneders funding.
Sydøstjyllands Brandvæsen skal ikke tilføres yderligere midler for at indgå denne aftale.
Beredskabskommissionen indstiller, 9. december 2024, pkt. 236:
Kommunalbestyrelsen godkender, at Sydøstjyllands Brandvæsen indgår leasingaftale om ny indsatslederbil.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 236:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Beslutning meddeles Sydøstjyllands brandvæsen.
Lovgrundlag
Aftalen skal efter godkendelse i bestyrelsen fremsendes til interessenterne til endelig godkendelse, jf. pkt. 8.2 i selskabets vedtægter.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 27.00.00-P19-1-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til godkendelse af rammeaftale 2025-2026 for det specialiserede socialområde.
Økonomi
Ud over de faglige udviklingsområder, sætter rammeaftalen rammerne for styring af økonomi- og kapacitetsudviklingen på de omfattede tilbud.
Med rammeaftalen indgår de 19 kommuner og Region Midtjylland aftale om, at taksterne ikke kan stige i perioden 2025-26. Der skal frem mod den næste rammeaftale fra 2027 arbejdes på at udarbejde et nyt fælles styringsredskab som alternativ til den nuværende takstaftale.
Historik
Kommunekontaktrådet (KKR) Midtjylland har på møde den 19. november 2024 godkendt udkast til Rammeaftale 2025-26 og anbefaler, at rammeaftalen godkendes i de midtjyske byråd og i regionsrådet.
Sagsfremstilling
Kommunerne og regionen i Midtjylland indgår hvert andet år en rammeaftale om samarbejdet på det specialiserede socialområde. Formålet med rammeaftalen er at sikre fælles principper for styring og udvikling på tværs af kommuner og region.
Rammeaftale 2025-26 er udarbejdet i en tæt dialog mellem de 19 kommuner og Region Midtjylland, som har haft mulighed for at komme med indspil til rammeaftalens udviklingsområder undervejs. Dette har givet et godt afsæt for fælles indsats og rammer på det specialiserede socialområde.
Rammeaftalen har fokus på faglig udvikling og indeholder et samlet skøn over behovet for pladser og tilbud. Overordnet set tilkendegiver de midtjyske kommuner, at de oplever rimelig sammenhæng mellem behovet for specialiserede tilbud og det samlede udbud af tilbud.
De midtjyske kommuner og Region Midtjylland sætter med rammeaftalen særligt fokus på tre områder:
- Mental sundhed og psykiatri
- Borgere med komplekse udfordringer
- Overgangen fra børne – og ungeområdet til voksenområdet
På disse områder vurderer vi, at der er brug for en ekstra tværsektoriel og tværkommunal indsats i de kommende år. Her ønsker vi at skærpe videns- og evidensarbejdet, samt styrke vores handlekraft, så der skabes nye tiltag, der imødekommer den efterspørgsel og det udviklingsbehov, vi ser.
For de to førstnævnte begge områder er der tale om en videreførelse fra rammeaftale 2023-2024, mens det tredje område er nyt.
Vi har en fælles udfordring på det specialiserede socialområde med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft og de rette kompetencer til at løse opgaverne. Derfor sætter vi fokus på rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling og på, hvordan vi kan løse opgaver på en ny og mere effektiv måde.
Kommunekontaktrådet ( KKR) indstiller, 2. december 2024, pkt. 106:
at de midtjyske byråd/kommunalbestyrelser og regionsrådet godkender udkast til Rammeaftale 2025-26.
Beslutning fra Udvalget for Social Omsorg 2022-2025, 2. december 2024, pkt. 106:
Udvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen, at rammeaftalen godkendes.
Beslutning fra Udvalget for Beskæftigelse 2022-2025, 3. december 2024, pkt. 130:
Indstillingen godkendt
Beslutning fra Udvalget for Læring 2022-2025, 3. december 2024, pkt. 116
Godkendt.
Bemærkning til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen
Følgebrevet som er tilknyttet som bilag indeholder et link til rammeaftalen på regionens hjemmeside med 5 bilag. I forbindelse med udvalgsbehandlingen i de stående udvalg har bilag 1-4 til rammeaftalen ikke været tilknyttet som bilag. Efter ønske fra et kommunalbestyrelsesmedlem er bilagene 1-4 til rammeaftalen tilknyttet sagsfremstillingen ved behandlingen i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. Bilag 5 til rammeaftalen er et bilag over tilbud i regionen på 693 sider. Dette er fravalgt og ikke tilknyttet sagsfremstillingen.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 240:
Indstilles godkendt.
Kommunikation
Tilbagemelding om kommunalbestyrelsens beslutning fremsendes efterfølgende til det fælleskommunale social- og sundhedssekretariat på mail ern@viborg.dk. Sekretariatet sender herefter en samlet skrivelse til Social – og Boligstyrelsen fra kommunerne og Region Midtjylland vedrørende godkendelse.
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 05.00.00-G01-14-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der kan arbejdes videre med en opgradering af Åløkkevej.
Endvidere skal der tages stilling til, om der kan laves en forlægning af vejen, så den har et mere direkte forløb nordpå mod broen ved Rohden Å, på strækningen mellem Ådalsvej og Rødebrovej / Højløkkevej (se vedhæftede foreløbige skitser)
Økonomi
Forlægningen har et estimat på 1 mio. kr. og det skal besluttes, hvorledes finansieringen kan ske.
- Der er ikke i investeringsoversigten for budget 2025 afsat midler til sådanne projekter.
- Hvis projektet skal realiseres i 2025, kan udgiften foreslås finansieret fra kontoen til fremtidig prioritering (salgsindtægter).
- Der skal søges anlægsbevilling til projektet.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Opgraderingen og forlægningen af Åløkkevej er med til at skabe et bedre forløb på nord-syd ruten fra Spettrupvej til Ørumvej / Juelsmindevej.
Når den nye omfartsvej bliver udført, vil denne opgradering og forlægning af Åløkkevej være med til at binde det hele sammen, så trafiksikkerheden og fremkommeligheden forbedres.
Ejvind Laursen er med til at finansiere opgraderingen af grusvejen, idet de kan benytte den eksisterende og gamle del af Åløkkevej til materiale udvinding.
Administrationen indstiller. 4. december 2024, pkt. 197:
at ansøgning om anlægsbevilling anbefales godkendt som beskrevet under økonomi. | |
at der vedtages en ekspropriation til nødvendige arealerhvervelser til anlæg af projektet. | |
at frivillig aftale om arealovertagelse med den enkelte lodsejer kan træde i stedet for ekspropriation. |
at forvaltningen påbegynder det nødvendige projekteringsarbejde, samt indhentning af alle de nødvendige tilladelser, der kræves.
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 4. december 2024, pkt. 197:
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 9. december 2024, pkt. 227:
Indstilles godkendt.
Bemærkning til Kommunalbestyrelsens behandling.
Til Kommunalbestyrelsens behandling er vedhæftet et nyt bilag "Oversigtstegning 2,0".
Beslutning
Sagen blev løftet fra Forenklet til almindelig sagsbehandling.
Godkendt
Sagsnr.: 00.00.00-P35-28-22
Sagsnr.: 00.00.00-A00-7-24
Beslutningstema
Digital underskriftsside. Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Kim Rosenkilde
Telefon +4579755574
Mobil: +4523882646
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk