Gå til hovedindhold

Kommunalbestyrelsen - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra Kommunalbestyrelsens møder.

Indhold

    Udvalg: Kommunalbestyrelsen 2022-2025
    Mødedato: 26. februar 2025
    Mødested: Rådhussalen, Juelsminde Rådhus

    Sagsnr.: 00.00.00-P35-34-24

    Beslutningstema

    Mødets deltagere og fraværende noteres her.

    Indstilling

    Mødets deltagere og fraværende noteres her.

    Sagsnr.: 01.02.00-P16-975048-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal beslutte om dagligvarebutikker i Tørring, Juelsminde og Hedensted må placeres uden for bymidterne. 

    Økonomi

    Intet at bemærke

    Sagsfremstilling

    Hedensted Kommune har over de sidste år fået flere henvendelser omkring placering af nye dagligvarebutikker i centerbyerne Tørring, Juelsminde og Hedensted. Udviklerne ønsker at placere nye butikker uden for midtbyerne ved større indfaldsveje.

    Med denne sag skal kommunalbestyrelsen beslutte, om man ønsker at ændre kommuneplanen, så der kan etableres dagligvarebutikker uden for de eksisterende detailhandelsområder i bymidterne. Dette vil skabe klarhed over mulighederne i byerne og investeringssikkerhed for de erhvervsdrivende.

    De eksisterende detailhandelsområder kan ses på bilag 1.

    Datagrundlag

    Forvaltningen har ved en detailhandelsrådgiver fået vurderet grundlaget for dagligvarehandelen i centerbyerne. Herunder oplistet omsætningstal for den nuværende handel i centerbyerne. Tallene er fra 2024. 

    Juelsminde

    Dagligvarer: 189 millioner kroner, svarende til 246% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Udvalgsvarer: 12 millioner kroner, svarende til 24% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Særligt pladskrævende udvalgsvarer: Omsætningstal udeladt af på grund af få datapunkter.

    Restauration: Omsætningstal udeladt af på grund af få datapunkter.

    Personlig pleje: Omsætningstal udeladt af på grund af få datapunkter.

    Tøj: 15 millioner kroner, svarende til 84% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Tørring-Uldum

    Dagligvarer: 266 millioner kroner, svarende til 303% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Udvalgsvarer: 20 millioner kroner, svarende til 35% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Særligt pladskrævende udvalgsvarer: Omsætningstal udeladt af på grund af få datapunkter.

    Restauration: Omsætningstal udeladt af på grund af få datapunkter.

    Personlig pleje: Omsætningstal udeladt af på grund af få datapunkter.

    Tøj: 15 millioner kroner, svarende til 69% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Hedensted By

    Dagligvarer: 426 millioner kroner, svarende til 204% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Udvalgsvarer: 79 millioner kroner, svarende til 57% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Særligt pladskrævende udvalgsvarer: 60 millioner kroner, svarende til 49% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Restauration: 10 millioner kroner, svarende til 70% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Personlig pleje: 12 millioner kroner, svarende til 20% af den handel, man kan forvente ud fra byens opland.

    Tøj: Omsætningstal udeladt af på grund af få datapunkter. Tallet er lagt til udvalgsvare.

    Muligheder og svagheder

    Forvaltningen har følgende vurdering af muligheder og svagheder ved etablering af nye dagligvarebutikker uden for de eksisterende bymidter.

    Muligheder:

    • Dagligvarebutikker kan placeres ved større indfaldsveje, hvilket kan give øget komfort for borgere omkring dagligvareindkøb. 
    • Den enkelte dagligvarebutik kan placeres, så den tager kunder fra andre butikker, der ligger længere fra den primære biltrafik. Der er dermed gode muligheder for nye butikker for at konkurrere med eksisterende butikker.
    • Nye butikker vil i første omgang skabe ny konkurrence omkring dagligvarehandel i byerne.

    Svagheder:

    • Dagligvarehandelen er stærk i centerbyerne. Der handles for flere penge, end der kan forventes. Nye butikker kan derfor ikke forventes at skabe ny handel, og vil derfor tage af den eksisterende omsætning. Nye dagligvarebutikker vil derfor potentielt udkonkurrere eksisterende butikker med beliggenhed i midtbyerne, da de nye butikkers placering er mere tilgængelig for bilister.
    • På grund af den relativt høje omsætning i dagligvarebutikkerne i byerne antager forvaltningen og Hedensted Kommunes detailhandelsrådgiver, at dagligvarebutikkerne leverer relativt store kundestrømme til de butikker, der ligger omkring dagligvarebutikkerne i midtbyerne. Kundestrømme, der er mellem faktor 2 og 3 højere, end man kan forvente i de pågældende byer. Flyttes dagligvarehandel ud af midtbyerne, vil kundestrømmen følge med og derved potentielt fjerne kunder fra midtbyens butikker. 

    Der ligger allerede dagligvarebutikker uden for det, der opleves som bymidterne, i Tørring, Juelsminde og Hedensted. Der er således allerede dagligvarebutikker, der er placeret let tilgængelige for billister.

    Planerne for udvikling af henholdsvis Tørring, Juelsminde og Hedensted siger alle, at detailhandlen i midtbyerne skal styrkes. Forvaltningen anbefaler med udgangspunkt i styrker og svagheder at fastholde nuværende detailhandelsstruktur og derfor ikke tillade nye dagligvarebutikker uden for midtbyerne.

    Forvaltningen indstiller;, den 3. februar 2025, punkt 18:

    - at de nuværende muligheder for placering af dagligvarebutikker i Tørring, Juelsminde og Hedensted fastholdes, sådan at nye dagligvarebutikker skal placeres i bymidterne.

    Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, den 3. februar 2025, punkt 18:

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 20:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles de udviklere og grundejere, der har vist interesse for etablering af dagligvarebutikker uden for de nuværende muligheder i kommuneplanen.

    Lovgrundlag

    Planlovens bestemmelser om planlægning for detailhandel.

    Sagsnr.: 01.11.00-P20-1-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen orienteres om aktøranalysen for kulturhus i Hedensted midtby og skal tage stilling til planen for realisering af et kulturhus i Hedensted midtby samt godkende kommunikationsplanen for Fart på Hedensted. 

    Økonomi

    I investeringsoversigten for 2024 er der afsat 500.000 kr. til Hedensted Midtbyplan.

    Der er tidligere meddelt en anlægsbevilling på 400.000 kr til igangsætning af forprojekt med henblik på etablering af et kulturhus i Hedensted midtby. Der er afholdt 24.700 kr på nuværende tidspunkt. 

    Der søges om tillæg til anlægsbevilling på 100.000 kr af de resterende midler til igangsætning af kulturelle aktiviteter og events, som vil kunne skabe mere liv i midtbyen på kort sigt og samtidig bidrage til at mobilisere nye aktører og give nye indsigter i forhold til hvilke kulturelle aktiviteter, der vil kunne indgå i et muligt kulturhus i Hedensted midtby.

    Beløbet kan finansieres af det afsatte rådighedsbeløb i investeringsoversigten for 2024. Det uforbrugte beløb søges overført til 2025.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget for Vækst & Klima og Udvalget for Fællesskab blev henholdsvis den 4. og 5. november 2024 orienteret om igangsætning af forprojekt for et kulturhus i Hedensted midtby.

    Udvalget for Vækst & Klima besluttede den 4. november 2024, under punkt 146, at prioritere igangsætning af planlægning for Østerbrogade i Hedensted midtby.

    Udvalget for Vækst & Klima besluttede den 5. september 2022, under punkt 125, at åbningstrækket i Midtbyplanen er omdannelse af Østerbrogade til "Cafe-Kultur-Cykelgade".

    Sagsfremstilling

    Baggrund og formål

    I dag finder størstedelen af de kulturelle aktiviteter i Hedensted sted uden for den centrale midtby, samtidig med at de er spredt på forskellige lokaliteter. Midtbyen mangler samlingssteder til kulturelle fællesskaber og faciliteter til arrangementer og større forsamlinger, der kan skabe en levende by og synergi mellem de forskellige aktører og brugere.

    Et centralt placeret kulturhus i Hedensted midtby vil derfor være et vigtig skridt i at realisere Hedensted Midtbyplan, og dennes anbefalinger om at samle bylivsfunktioner centralt og styrke kultur- og fritidslivet.

    I efteråret 2024 har forvaltningen derfor gennemført en aktøranalyse som en del af forarbejdet til et kulturhus i midtbyen. Aktøranalysen har undersøgt, om lokale institutioner, foreninger og frivillige kan bidrage med indhold og aktiviteter til kulturhuset, samt hvordan kulturhuset kan organiseres, så det bliver lokalt forankret og økonomisk bæredygtig på lang sigt. 

    Aktøranalyse

    Som en del af aktøranalysen har der været dialog med en række lokale foreninger, institutioner og frivillige indenfor kultur- og foreningsområdet i Hedensted Kommune samt relevante kommunale aktører på tværs af forvaltningen. Dertil har der været gennemført en fælles studietur til Syddjurs Kommune med besøg på Maltfabrikken i Ebeltoft og Kulturgrunden i Hornslet for at samle inspiration til etablering af et kulturhus.

    Pointer fra dialog med lokale aktører 

    De lokale aktører ser et kulturhus som et dynamisk og inkluderende samlingspunkt, hvor ildsjæle, foreninger og borgere kan mødes på tværs af alder og interesser for at skabe fællesskaber og nye relationer. 

    Kulturhuset kan løse flere udfordringer i lokalsamfundet. Det kan for eksempel tilbyde øvelokaler, værksteder og en fleksibel sal til arrangementer. Derudover kan det blive et samlingssted for foreninger, der mangler egne lokaler. De lokale aktører fremhæver også, at kulturhuset kan reducere praktiske barrierer, og give plads til nye initiativer, der kan opdyrke talenter gennem kreative fællesskaber. 

    De lokale aktører fremhæver potentialet i, at kulturhuset har en værtsfunktion, der kan spille en aktiv rolle i at udvikle foreningslivet og fremme samarbejde på tværs af aktører. En sådan funktion skal ikke blot byde brugerne velkommen, men også understøtte aktørernes udvikling ved at skabe netværk, facilitere nye samarbejder og bidrage til at løfte kvaliteten af deres aktiviteter. Biblioteket eller en samlende kulturhusleder fremhæves som mulige aktører til at varetage en sådan funktion.

    Se bilag 1 for en opsamling på dialogen med de lokale aktører.

    Pointer fra dialog med kommunale aktører

    De kommunale aktører deler et ønske om at skabe en samlende fortælling, der styrker Hedensteds identitet ved at skabe et levende og inkluderende mødested. Samlet set vil et kulturhus understøtte en række af Hedensted Kommunes mål og indsatser, der handler om at fremme byudvikling, innovation, trivsel, sundhed, kultur, kreativitet og stærke fællesskaber.  

    Der er enighed om, at kulturhuset kan styrke samarbejdet mellem foreningsliv, kommune og borgere gennem kulturelle og kreative aktiviteter på tværs af generationer og interesser.

    De kommunale aktører fremhæver desuden, at kulturhuset bør have faste funktioner, der skaber en kontinuerlig tilstedeværelse og gør det til et levende samlingspunkt i dagtimerne. Biblioteket bliver i den sammenhæng fremhævet som en oplagt aktør, der kan bidrage med værtskab, som gør huset tilgængeligt og imødekommende for både foreninger, borgere og besøgende udefra.

    Se bilag 2 for opsamling på dialogen med de kommunale aktører.

    Aktiviteter og mobilisering af frivillige

    Aktøranalysen viser, at der er stort potentiale blandt både lokale og kommunale aktører til at skabe kulturelle events og aktiviteter i Hedensted. For at udnytte dette potentiale kræves en målrettet og strategisk indsats med fokus på koordinering, igangsætning og forankring af aktiviteter. Lokale frivillige og ildsjæle spiller en vigtig rolle i denne proces. 

    Studieturen til Syddjurs Kommune illustrerede, hvordan samarbejde på tværs kan skabe et levende og bæredygtigt kulturhus. Maltfabrikken i Ebeltoft er et godt eksempel på, hvordan en stærk fortælling og et tydeligt brand baseret på lokalhistorie og kulturarv kan samle både aktører og borgere. I Hornslet arbejder en borgergruppe sammen med kommunen om prøvehandlinger og midlertidige aktiviteter. Disse tiltag mobiliserer borgerne, skaber ejerskab og styrker lokalsamfundets engagement frem mod etableringen af et kulturhus. 

    Se bilag 3 for en opsamling på studieturen.  

    For at mobilisere borgere og skabe ejerskab omkring kulturhuset kan der afholdes en bred vifte af aktiviteter og events. Det kan for eksempel være koncerter, udstillinger, workshops, markedsdage eller fortælledage, hvor lokalsamfundets ressourcer og interesser bringes i spil og, hvor både nye og erfarne aktører kan føle sig velkomne og bidrage aktivt. 

    Anbefalinger til planen for realisering af kulturhuset 

    Lokal forankring af et kulturhus i Hedensted midtby

    Aktøranalysen har undersøgt, hvordan et kulturhus kan organiseres, så det får en stærk lokal forankring og en bæredygtig drift. 

    Forvaltningen vurderer, at lokale foreninger og frivillige på nuværende tidspunkt ikke selv kan drive projektet eller stå for ejerskab og drift af et kulturhus på længere sigt. 

    Forvaltningen anbefaler, at der etableres en selvstændig organisering i Vækst, Teknik & Fællesskab, som kan sikre fremdrift og samtidig involvere lokale aktører for at skabe forankring i lokalsamfundet.

    Forvaltningen anbefaler desuden, at Hedensted Bibliotek indgår som en del af kulturhuset for at sikre faste funktioner, der kan skabe liv i huset. I det videre arbejde vil det blive undersøgt, om og hvilke øvrige parter, der kan blive en del af husets faste funktioner, enten som arrangører af aktiviteter eller som permanente aktører med fysisk base i kulturhuset.

    Se bilag 4 for forslag til organisering.

    Igangsætning af aktiviteter i Hedensted midtby

    For at styrke den lokale inddragelse anbefaler forvaltningen, at der afholdes workshops og dialogmøder med deltagelse af lokale aktører. Målet er at udvikle en fælles vision og mission for kulturhuset og indhente idéer til dets udformning og faciliteter, som skal afspejle de lokales behov og ønsker. Hvis det besluttes at fortsætte med projektet, vil en bredere gruppe af lokale foreninger institutioner og borgere blive inddraget i den videre proces. 

    Se bilag 5 for udkast til procesplan. 

    Planlægning for et kulturhus i Hedensted midtby

    Lokaliseringen af kulturhuset kan kobles til den prioriterede planlægning af Østerbrogade som en "Cafe-Kultur-Cykelgade". Dette projekt er en del af åbningstrækket i Hedensted Midtbyplan og sigter mod at skabe en hyggelig, attraktiv og levende bygade.  

    Forvaltningen anbefaler, at kulturhusets fysiske rammer indgår i denne planlægning, da huset kan bidrage med kulturoplevelser og fællesskaber, der styrker bylivet i gaden og midtbyen.  

    Samtidig foreslås det, at nødvendige forundersøgelser og analyser igangsættes for at vurdere projektets anlægs- og driftsøkonomi ved forskellige placeringer i Østerbrogade. Derudover skal det undersøges, om Hedensted Skoles kapacitet med fordel kan udvides, hvis biblioteket flytter til kulturhuset. 

    Se bilag 6 for udkast til procesplan for planlægning og lokalisering.

    Forvaltningen indstiller;, den 3. februar 2025, punkt 19:

    At Kommunalbestyrelsen:

    • beslutter, at der arbejdes videre med realiseringen af et kulturhus i Hedensted midtby som beskrevet i sagen,
    • beslutter, at Biblioteket i Hedensted by indgår i det kommende kulturhus,
    • godkender kommunikationsplanen, og
    • meddeler tillæg til anlægsbevilling til igangsætning af kulturelle aktiviteter og events som beskrevet under økonomi.

    Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, den 3. februar 2025, punkt 19:

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.

    Beslutning fra Udvalget for Fællesskab 2022-2025, den 4. februar 2025, punkt 15:

    Udvalget for Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 22:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Kommunikation

    I forbindelse med arbejdet er der udarbejdet en kommunikationsplan i regi af Fart på Hedensted med følgende formål: 

    • Et større kendskab, et bedre overblik og en styrket fortælling
    • Skabe en digital platform, som omfavner de mange projekter i en større samlet fortælling om Hedensted
    • Opnå større synlighed og kendskab hos interessenter/målgrupper om udviklingen og alt det som sker
    • Sikre overblik og fakta over det som er sket, som sker nu og det som kommer

    Se bilag 7.  

    Sagsnr.: 05.01.35-P20-1-25

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling til gennemførelse af trafikanalyse i relation til udvikling af boligområdet i Hedensted Syd, øst for jernbanen.

    Økonomi

    Der skal anvendes 0,1 mio. kr. til gennemførelse af trafikanalyse og trafiktællinger.

    Ansøgningen foreslås finansieret af beløb afsat på investeringsoversigten 2025 i Budget 2025 "Pulje - afledte projekter som følge af private vækstaktiviteter".

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedr. de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med salg af Rindbækvej 2, det gamle ridecenter, og udbygning af boligområdet i Hedensted syd, er det nødvendigt at udarbejde en trafikanalyse, for at sikre at infrastrukturen kan afvikle trafikken fra de områder, der allerede er udlagt i kommuneplanen til boliger eller angivet som perspektivområder.

    Al trafik fra området og oplandet øst for jernbanen, der skal mod syd, skal passere igennem tunnelen under jernbanen ved Overholmvej.
    Underføringen er allerede presset med den eksisterende trafik. Derfor er det nødvendigt at få udarbejde en konsekvensanalyse af forholdene ved den videre udvikling.

    Der ligger allerede en plan for en omfartsvej i Hedensted Syd, der skal forbinde Hovedvejen med Daugårdvej. Det vil aflaste underføringen ved Overholmvej betydeligt.
    Første del af vejen er i gang med at blive projekteret, af hensyn til erhvervsområdet ved Odinsvej.

    Omkostninger til udarbejdelse af analysen:
    Trafikanalyse     70.000 kr.
    Trafiktællinger   30.000 kr.
    I alt                   100.000 kr.

    Forvaltningen indstiller;, den 3. februar 2025, punkt 21:

    at der meddeles anlægsbevilling til udførelse af trafikanalyse og trafiktællinger i forbindelse med udbygning af boligområdet i Hedensted syd og

    at udgiften finansieres som beskrevet under punktet Økonomi. 

    Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, den 3. februar 2025, punkt 21:

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 24:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Sagsnr.: 01.30.00-P20-14-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om omlægningsplanerne for 2025 primært skal fokusere på kvælstofindsatsbehovet eller udarbejdes som en helhedsorienteret plan.
    Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune kan tiltræde kommissorierne for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord.
    Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune kan godkende kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord.
    Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune vil støtte Vejle Kommunes ønske om at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.

    Økonomi

    Intet at bemærke

    Historik

    Kommunalbestyrelsen udpegede den 29. januar 2025 repræsentanter for treparterne og godkendte samtidig indstillingen om at være passivt medlem af Ringkøbing Fjord.

    Sagsfremstilling

    Med "Aftale om et Grønt Danmark" og "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark" pålægges kommunerne ansvaret for planlægning og implementering af arealomlægningsindsatsen, der forankres i de lokale treparter, baseret på de eksisterende vandoplandsstyregrupper (VOS’er). Kommunerne skal udarbejde omlægningsplaner senest i 2025 med udgangspunkt i kvælstofindsatsbehovet på hovedvandoplandsniveau.

    I 2026 vil regeringen præsentere en samlet plan for genopretning af den danske natur, som vil omfatte definitioner på beskyttet og strengt beskyttet natur. Senest i 2027 skal der tages stilling til, hvordan en ny drikkevandskortlægning fra Miljøstyrelsen (færdig i 2026) kan sikre en samlet beskyttelse af sårbare grundvandsdannende områder.

    For at sikre en helhedsorienteret opgaveløsning ønsker forvaltningen, at kommunalbestyrelsen tager stilling til, om der i 2025 skal arbejdes ud fra en omlægningsplan med primær fokus på kvælstofindsats, eller om forvaltningen, baseret på nuværende lokale viden, skal udarbejde en så helhedsorienteret plan som muligt.

    De mulige indsatser, der kan indgå i en helhedsorienteret omlægningsplanerne, er:

    • Kvælstofvådområder
    • Lavbundsprojekter
    • Klima-lavbundsprojekter
    • Ekstensivering
    • Minivådområder
    • Skovrejsning
    • Restaurering af ådale
    • Drikkevandsområder
    • Øvrig permanent udtagning, der for eksempel kan bidrage til store sammenhængende naturområder

    Analyser viser, at Danmark har brug for ca. 140 % af landets areal for at opfylde nationale mål for produktion af fødevarer, klimatilpasning, natur, skov, energiproduktion og drikkevand. Derfor er der behov for prioritering af arealanvendelsen i det åbne land og en helhedsplanlægning for at minimere konflikter og sikre størst muligt samspil mellem målsætningerne. Forvaltningen ønsker derfor Kommunalbestyrelsens retning for fremtidens arealanvendelse.

    Da omlægningsplanerne udarbejdes lokalt for hver trepart og indstilles til principvedtagelse i Kommunalbestyrelsen, vil Kommunalbestyrelsens beslutning om enten et centreret fokus på kvælstofindsatsen eller en mere helhedsorienteret tilgang ikke begrænse fremtidige muligheder for at ændre kurs. Omlægningsplanerne er dynamiske og adskiller sig fra kommune- og lokalplaner ved løbende at kunne justeres, efterhånden som ny viden og ændrede forudsætninger opstår samt projekter  der realiseres og tilpasses.

     
    Kommissoriet for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord

    Der er udarbejdet et kommissorium for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om Hedensted Kommune kan tiltræde kommissorierne.

    Bilag 1: Kommissorium for Horsens Fjord
    Bilag 2: Kommissorium for Ringkøbing Fjord

    Kommissoriet for kystvandråd for Horsens Fjord 

    Der er udarbejdet et kommissorium til et kystvandråd for Horsens Fjord. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om Hedensted Kommune kan godkende kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord.

    Bilag 3: Kommissorium for Kystvandråd til Horsens Fjord

    Stillingstagen til et muligt kystvandråd for Vejlefjord
    For Lillebælt/Jylland (Vejle Fjord) er der modtaget en anmodning fra Vejle Kommune (sekretariats kommune) om Hedensted Kommunes holdning til etableringen af et kystvandråd for Vejle Fjord. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om man ønsker at bakke Vejle Kommune op i ønsket om også at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.

    For treparterne for Lillebælt/Jylland og Randers Fjord er der endnu ikke modtaget kommissorier til godkendelse for Hedensted Kommunes kommunalbestyrelse.

    Forvaltningen indstiller, at der skal udarbejdes en helhedsorienteret plan for omlægningen, og at Hedensted Kommune tiltræder kommissorierne for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord.

    Forvaltningen indstiller endvidere, at Hedensted Kommune godkender kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord og støtter Vejle Kommunes forslag om at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.

    Forvaltningen indstiller;, den 3. februar 2025, punkt 22:

    At Kommunalbestyrelsen beslutter:

    - at omlægningsplanerne for 2025 udarbejdes som en helhedsorienteret plan baseret på lokal viden, der også inddrager hensyn som eksempelvis: natur, drikkevand og skovrejsning. 

    - at Hedensted Kommune tiltræder kommissorierne for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord.

    - at Hedensted Kommune godkender kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord.

    - at Hedensted Kommune støtter Vejle Kommunes forslag om at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.

    Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, den 3. februar 2025, punkt 22:

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet. 

    Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, den 5. februar 2025, punkt 24:

    At forvaltningens indstilling anbefales godkendt

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 23:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Lovgrundlag

    Aftale om et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening den 24. juni 2024 
    Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre den 18. november 2024.
    Kvælstofindsatsbehovet fastlægges i statens reviderede vandområdeplaner 2021-2027, som blev sendt i høring den 20. december 2024.

    Sagsnr.: 82.06.00-P20-1-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til tillæg til anlægsbevilling til etablering af fælles service- og garagefaciliteter på Materielgården i Klakring.

    Økonomi

    Se bilag vedrørende tidligere bevillinger - samlet anlægsbevilling 3.858 mio. kr. 

    Regionen har meddelt, at de ikke længere har mulighed for at være en del af projektet og således ikke kan bidrage med et kontant tilskud på 642.000 kr. Dette indgår således ikke længere i projektet.

    De samlede anlægsomkostninger for det korrigerede projekt er budgetteret til 3.635 mio. kr.

    Der er afholdt 373.000 kr pr. december 2024, restrådighedsbeløb er 3.485 mio. kr.

    Den manglende finansiering på 150.000 kr. finansieres via;

    1. Få-det-gjort puljen eller

    2. En pulje i 2024 budgettet, der hedder trafiksikkerhed/asfalt med emnet "nyanlæg".

    Sydøstjyllands Brandvæsens andel er 2,435 mio. kr. svarende til SOJBV`s brugsandel. Afregning for denne del sker via lejeindtægter på driftsbudgettet for materielgården, hvor der er indarbejdet lejeindtægter fra SOJBV. Driftsbudgettet tilrettes til en forventet indtægt på 200.000 kr fra 2026 og 20 år frem.

    Både projektoverslag og husleje vil blive justeret, når de endelige anlægsomkostninger kendes.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Der har siden 2022 været arbejdet med et projekt for et byggeri af en ny brandstation i Juelsmindeområdet. 

    Konkret har der været arbejdet med at etablere fælles service- og garagefaciliteter på Materielgården i Klakring.

    Region Midtjylland, Sydøstjyllands Brandvæsen (SOJBV) og Hedensted kommune gik sammen om at finansiere projektet.

    Sagsfremstilling

    Regionen har meddelt, at de ikke længere har mulighed for at være en del af det oprindelige projekt.

    Dette betyder, at projektet nu alene skal bruges og finansieres af SOJBV og Materielgården. 

    Projektet er derfor blevet tilrettet, ligesom der er arbejdet med 4 forskellige scenarier.

    1.    Renovering og ombygning af de eksisterende faciliter på materielgården

    2.    Hedensted Kommune bygger ny brandstation med fælles velfærdsfaciliter på materielgårdens grund.
           SOJBV lejer sig ind.

    3.    SOJBV bygger ny brandstation med fælles velfærdsfaciliter på materielgårdens grund.
           Hedensted Kommune lejer sig ind.

    4.    En kombination, hvor SOJBV bygger ny brandstation på materielgårdens grund.
           Hedensted kommune renoverer de eksisterende lokaler.

    Forvaltningen og SOJBV er enige om at scenarie 2, hvor Hedensted Kommune bygger nyt og SOJBV lejer sig ind, er det mest optimale for begge parter.

    Fordelen er blandt andet, at opførelsen af en hel ny bygning giver de optimale muligheder for at indrette sig hensigtsmæssigt. Herunder at tilgodese arbejdsmiljøet på bedste vis for både ansatte hos kommunen og Brandvæsnet. Byggeriet opføres efter de nyeste energikrav, hvilket betyder en lavere energiregning og dermed lavere driftsudgifter, samt en mindre CO2 udledning. Endelig er der mulighed for, at indtænke bæredygtige løsninger i projektet. 

    Hedensted bygger således en ny Brandstation på ca. 200 m2 på den eksisterende grund. Bygningen kommer blandt andet til at indeholde fælles velfærdsfaciliter for både Materielgården og SOJBV samt garage til en brandbil.

    Forvaltningen indstiller;, den 5. februar 2025, punkt 22:

    at scenarie 2 vælges og

    at der meddeles tillæg til anlægsbevilling samt rådighedsbeløb som beskrevet under Økonomi

    Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, den 5. februar 2025, punkt 22:

    At forvaltningens indstilling anbefales godkendt, og finansiering sker efter model 2 fra økonomiafsnittet.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 25:

    Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet, det vil sige scenarie 2 vælges og finansiering sker efter model 2, jævnfør økonomiafsnittet. 

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Sagsnr.: 05.13.00-P15-1-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om anlægsbevilling på 600.000 kr. til udarbejdelse af Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029.

    Økonomi

    Der søges om anlægsbevilling til udarbejdelse af Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029.
    Udgiften finansieres af beløb på investeringsoversigten i Budget 2025 på 600.000 kr.
    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Under mødet den 29. januar 2020 vedtog Byrådet Trafiksikkerhedsplan 2020 - 2023, der fortsat er gældende.

    Sagsfremstilling

    Trafiksikkerhedsplan 2019 - 2023 er gældende indtil Trafiksikkerhedsplan 2025 -2029 vedtages og træder i stedet.

    Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029 vil tage udgangspunkt i Færdselssikkerhedskommissionens målsætning i Handlingsplan 2021 - 2030.

    Planen vil blive udført som en opdatering af den eksisterende Trafiksikkerhedsplan. I forbindelse med udarbejdelsen, vil der blive en begrænset involvering af lokalråd, skoler og borgere, i mindre omfang end i forbindelse med udarbejdelse af Trafiksikkerhedsplan 2020 - 2023, hvor der blandt andet blev udført en skolevejsanalyse, herunder også elevernes transportvaner.

    Udvalget for Teknik & Miljø vil løbende blive forelagt målsætningsarbejdet og planens udarbejdelse.

    I bilag ses en udgave af Trafiksikkerhedsplan 2020 - 2023 - dog uden aktive links, som i versionen på hjemmesiden.

    Forvaltningen indstiller;, den 5. februar 2025, punkt 20:

    at anlægsbevilling anbefales godkendt som anført under økonomi.

    Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, den 5. februar 2025, punkt 20:

    At forvaltningens indstilling anbefales godkendt

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 27:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Sagsnr.: 05.01.35-P20-2-25

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling til forundersøgelser og skitseprojekt til ændret vejadgang fra Aalevej til et nyt boligområde mellem Kirkevej og Aalevej i Tørring.

    Økonomi

    Udgiften kan finansieres af beløb afsat på investeringsoversigt for 2025 til projektet.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    • Den 25. januar 2023, punkt 5, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte planlægningen for et boligområde ved Kirkevej. I den forbindelse blev infrastrukturen på Kirkevej drøftet, og det blev besluttet, at der skulle igangsættes en konsekvens vurdering af åbning for trafik fra Brædstrupvej til Kirkevej.
    • Den 8. marts 2023, punkt 31, behandlede Udvalget for Teknik & Miljø en sag om forundersøgelser af et vejprojekt for åbning af Kirkevej til Brædstrupvej. Udvalget besluttede, at projektet skulle fremsendes som ønske på investeringsoversigten for 2024, og derfor udskydes igangsættelsen af projektet. Hvis udviklingen af det kommende boligområde på Kirkevej gik hurtigere end forventet, skulle sagen genfremsendes til fornyet behandling af finansiering og igangsætning.
    • Den 17. januar 2024, punkt 2, behandlede Udvalget for Teknik & Miljø den endelige vedtagelse af lokalplanen for boligområdet. Udvalget besluttede, at den endelige vedtagelse af lokalplan 1163 skulle afvente en afklaring af en midlertidig byggevej via Aalevej, og at sagen vedrørende ombygning af krydset Kirkevej og Brædstrupvej ønskes genoptaget.
    • Den 29. maj 2024, punkt 81, besluttede kommunalbestyrelsen at bibeholde forundersøgelsen på investeringsoversigten i 2025.

    Sagsfremstilling

    Der har siden januar 2023 været politisk fokus på åbning af adgangen fra Brædstrupvej til Kirkevej i forbindelse med behandling af det nye boligområde ved Kirkevej på 80 boligenheder, Lokalplan 1163.

    Siden endelig vedtagelse af Lokalplan 1163 i 2024, hvor kommunalbestyrelsen besluttede at bibeholde forundersøgelse af krydset Brædstrupvej/Kirkevej på investeringsoversigten 2025, er det besluttet, at undersøge muligheden for at ændre vejadgangen til lokalplanområdet fra Kirkevej til Aalevej.
    Vejadgangen fra Aalevej kan udlægges, så den også kan fungerer som fremtidig adgangsvej til matrikel nr. 16 y, Tørring By, der er udlagt i Kommuneplan 2021 til boligformål. Dette areal er beliggende langs Aalevej, se bilag 1.

    Beløbet på 250.000 kr fra investeringsoversigt 2025 anvendes til mindre anlægsarbejder i forbindelse med ændret vejadgang fra Aalevej.

    Forvaltningen indstiller;, den 5. februar 2025, punkt 21:

    • at udvalget beslutter, om vejadgang til boligområdet skal ske fra Aalevej 
    • at der bevilliges anlægsbevilling og projektet finansieres som beskrevet under Økonomi.

    Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, den 5. februar 2025, punkt 21:

    At vejadgangen skal være fra Aalevej

    At anlægsbevillingen anbefales godkendt som indstillet

    At den endelige disponering af midlerne skal behandles i udvalget

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 26:

    Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet af Udvalget for Teknik & Miljø.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Sagsnr.: 81.38.00-P35-17-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal på baggrund af høring og indstilling fra Udvalget for Læring tage stilling til oplæg vedr. implementering af elementerne i Folkeskolens Kvalitetsprogram.

    Økonomi

    De økonomiske konsekvenser af aftale om Folkeskolens Kvalitetsprogram indarbejdes i skolernes tildeling med indfasning fra skoleåret 2025-26 som beskrevet i aftale.

    De økonomiske konsekvenser af aftalen skal DUT-forhandles med kommunerne og vil, når Økonomiaftale og 'Lov og cirkulæreprogram' foreligger, være en del af budgetforhandlingerne de kommende budgetår i kommunalbestyrelsen.

    Resultatet af dette vil kunne indarbejdes i Udvalget for Lærings budgetramme 2026 og frem.

    Hedensted Kommunes forholdsmæssige andel af aftalens økonomi vil være:

    Konsekvens for Hedensted (beløb i mio.)

    2024

    2025

    2026

    2027

    2028

    2029

    2030

    Varigt

    Afskaffelse af UUV

    0,00

    -7,91

    -18,99

    -18,99

    -18,99

    -18,99

    -18,99

    -18,99

    Ny timetalsfordeling

    0,00

    -0,38

    -0,91

    -0,91

    -0,91

    -0,91

    -0,91

    -0,91

    Skolens timebank

    0,23

    7,99

    18,83

    19,22

    20,78

    20,74

    20,78

    20,78

    Heraf styrket indsats i dansk og matematik

    0,23

    0,80

    1,56

    2,32

    3,81

    3,81

    3,81

    3,81

    Øget aktivitet i fritidstilbud

    0,00

    0,53

    1,33

    1,33

    1,33

    1,33

    1,33

    1,33

    Flere praktiske fag

    0,00

    0,00

    0,00

    0,00

    0,04

    0,11

    0,11

    0,11

    Erhvervspraktik for alle

    0,00

    0,11

    0,27

    0,27

    0,27

    0,27

    0,27

    0,27

    Juniormesterlære

    0,00

    0,61

    1,45

    1,45

    1,45

    1,45

    1,45

    1,45

    Fra staten

    0,23

    0,95

    1,98

    2,36

    3,96

    4,00

    4,03

    4,03

    Midler for 2024 og 2025 er allerede indarbejdet i budgettet.

    Historik

    Udvalget for Læring blev på møde d. 12. august 2024 orienteret om Folkeskolens Kvalitetsprogram og besluttede at pålægge forvaltningen at forelægge udvalget et beslutningsoplæg, der sikrer overholdelse af de kommunale forpligtelser.

    Udvalget for Læring behandlede på møde den 2. december 2024 dette beslutningstema og valgte at sende forslag i høring.

    Sagsfremstilling

    I Hedensted Kommune anerkender vi det grundige forarbejde fra reformkommissionen og samarbejdet i regi af ’Sammen om skolen’, der har bidraget til initiativerne i loven. Vi får i kommuner og på skoler hermed større frihed til at tilrettelægge den lokale folkeskole, som det giver bedst mening lokalt, så endnu flere børn trives, lærer og udvikler sig.

    Forvaltningen har udarbejdet forslag til implementering med afsæt i, at pædagogiske intentioner bag Folkeskolens Kvalitetsprogram så vidt muligt efterleves på samme måde som de bagvedliggende aftaler om den kommunale økonomi.

    I vedlagte bilag præsenteres et forslag til implementering. Forslaget er delt op i:

    • AFSNIT 1: Implementering af lovens enkelte elementer
      Her gennemgås implementeringsforslag vedr. de enkelte elementer i aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, og de deraf følgende lovændringer.
    • AFSNIT 2: Etablering af juniormesterlæreordning
      Her præsenteres et forslag om juniormesterlæreordning på alle kommunens overbygningsskoler.
    • AFSNIT 3: Økonomi og tildelingsmodel
      Her gennemgås den samlede finansiering af aftalen, og der præsenteres et forslag til, hvordan vi kan oversætte aftalens økonomi til lokale forhold på hver enkelt folkeskole.

    I vedlagte notat følger en kort beskrivelse af tilbud og målgruppe. 

    Høringssvar

    Der er modtaget 20 høringssvar fra skolebestyrelser, Ungdomsskolens bestyrelse, Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening.

    Generelt er der positive tilkendegivelser vedr. den øgede frihed til lokale tilpasninger i folkeskolen, styrkelse af praktiske fag og juniormesterlæreordning, fokus på elevernes trivsel og læring gennem tilpassede undervisningstilbud, muligheder for at skabe en bedre skole med ekstra ressourcer samt de positive intentioner bag kvalitetsprogrammet, der sigter mod at imødekomme elevernes behov.

    Tilsvarende er der generelt opmærksomhedskrævende tilkendegivelser vedr. skoledagens længde i indskoling og ændringerne på klassetrin med længere skoledag, de komplekse økonomiske konsekvenser og deres implikationer, oplevelsen af at kvalitetsprogrammet er symbolpolitik samt et ønske om mere inddragelse i beslutningsprocesserne for at sikre, at alle perspektiver bliver hørt.

    Faglokaler til mere praksisfaglige aktiviteter og flere valgfag omtales af Hedensted Skole, idet skolen vil blive yderligere presset på faglokaler. Skolen i Midten skriver "Tænk sig hvis man havde en skole med faglokaler, hvor man..." Dermed understreges relevansen af, at der som konsekvens af folkeskolens kvalitetsprogram investeres i faglokaler. 

    Det er forvaltningens vurdering, at høringssvarene giver anledning til at fremhæve følgende temaer:

    • Skoleugens længde: Flere af bestyrelserne forholder sig kritiske til den nye timeplan, der medfører flere timer på 6. 7. og 8. klassetrin (færre på 1. 2. 4. 5. trin). Da det årlige minimumstimetal pr. klassetrin er fastsat ved lov, har kommunalbestyrelsen dog ikke kompetence til på 4.-9. klassetrin at fastsætte en kortere skoledag, end den nationale timeplan foreskriver.
      Skoleugens længde blev i 2019 reduceret fra 30 timer til 27,75 timer pr. uge. Skoleugen foreslås fastholdt på 27,75 timer pr. uge: Hertil er der enkelte positive høringssvar (fx Barrit og Stenderup). Det anføres, at kortere skoleuge i 0.-3. kl. kan tvinge flere forældre til fuld eftermiddagspakke i SFO; flere børn vil tilbringe eftermiddage alene, ofte foran skærme; utilstrækkelig skoletid til at skabe en god balance mellem læring, leg og trivsel mv. Der er samtidig en række høringssvar, hvor skoledagens længde i 0.-3. kl. ønskes uddelegeret til lokal beslutning (fx Hedensted, Rask Mølle). Andre skoler kan se fordele og ulemper ved at fastholde 27,75 timer pr. uge og ønsker kommunal information til forældrene om beslutning (fx Løsning og Rårup).
      I flere høringssvar er der en forståelse af, at en kortere skoledag i 0.-3. kl vil give flere timer i timebanken, som skolen frit kan disponere over. Det kan dog ikke lade sig gøre. De frigjorte ressourcer ved en kortere skoleuge for 0.-3.kl vil skulle bruges til at udvide åbningstiden i SFO tilsvarende. Hertil kommer, at der på nogle skoler kan blive behov for at indsætte ekstra skolebusser ved skoledagens ophør, hvis skoledagen gøres kortere. 
      Forvaltningen anbefaler at forslaget fastholdes.

    • Juniormesterlære: Fra både overbygningsskoler og enkelte fødeskoler er der positive tilkendegivelser (Fx Løsning og Tørring). 
      Vedr. juniormesterlære for specialklasselever. Her er der i flere høringssvar (Fx Stjernevej, Løsning, DLF) en opfordring til, at specialklasselever i lighed med almenklasselever skal kunne ønske juniormesterlære og bevare tilknytning til deres hidtidige klasse. 
      Vedr. juniormesterlære for almenklasser skriver Hedensted Skole, at der afsættes færre midler end til nuværende erhvervsklasse. Det er ikke retvisende, da der uden juniormesterlære ville være 0 kr. Med budget 2024 blev der afsat 1 mio. kr. til etablering af erhvervsklasser, og Hedensted Skole modtog i 2024 størstedelen, men kommunalbestyrelsens bevilling er ophørt i 2025. Stjernevejskolen vil som alternativ til den foreslåede hold-tildeling foretrække en elevtildeling. Det er og har været forvaltningens vurdering, at da der allerede er en elevtildeling, vil opgaven kunne finansieres heraf i lighed med nuværende §33-forløb. En hold-tildeling vil give en reel mulighed for at sikre lærerdækning til at oprette særlige hold/erhvervsklasser, hvilket vi i Hedensted Kommune har gode erfaringer med og dermed vurderes mere hensigtsmæssigt.
      Forvaltningen anbefaler at forslaget fastholdes, dog sådan at specialklasselever kan gå i juniormesterlære i alle specialtilbud.

    • Økonomiske forhold: De fleste skoler har ikke nogen kommentarer til ændringer i tildelingsmodellen. Enkelte skoler er positive  (Daugård, Stouby), andre er bekymrede (Løsning, Skolen i Midten) og en enkelt skole (Glud) foreslår at elevtildelingen til timebanken suppleres med en klassetildeling. Forvaltningen vil med afsæt i høringssvarene forsøge at skabe åbenhed og transparens om størrelsen på timebanken. Dette i dialogen med skolerne og gennem den årlige kommunale redegørelse til Danmarks Lærerforening.
      Forvaltningen anbefaler at forslaget fastholdes.

    Forvaltningen foreslår derudover, at erfaringer fra skoleårets planlægning samt konsekvenser for pædagogisk praksis drøftes med skolelederne sidst på året. På den baggrund kan der om nødvendigt ske justeringer inden efterfølgende skoleår. 

    Direktør Morten Kirk Jensen deltager i Økonomiudvalgets behandling af dette punkt.

    Forvaltningen indstiller, den 3. februar 2025, punkt 14:

    Af udvalget anbefaler kommunalbestyrelsen at godkende forslaget.

    Beslutning fra Udvalget for Læring 2022-2025, den 3. februar 2025, punkt 14:

    Udvalget anbefaler kommunalbestyrelsen at godkende forslaget.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 34:

    Økonomiudvalget anbefaler kommunalbestyrelsen at godkende forslaget.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Kommunikation

    Skolerne skal informeres om kommunalbestyrelsens beslutning.

    Lovgrundlag

    L41 Lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om erhvervsuddannelser og forskellige andre love (Folkeskolens kvalitetsprogram m.v.).

    Sagsnr.: 17.21.00-G01-1880594-09

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal på baggrund af høring og indstilling fra udvalget tage stilling til et forslag om etablering af et specialtilbud til børn med socio- emotionelle vanskeligheder og tilknytningsforstyrrelser.

    Økonomi

    Forslaget vil kunne realiseres uden anlægsudgifter. Eventuelle udgifter til indretning vil kunne blive håndteret indenfor Udvalget for Lærings ramme.

    Driftsudgifter vil følge alm. takstmodel på specialundervisningsområdet på niveau med lignende tilbud i andre kommuner og vil ikke medføre merudgifter.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget behandlede på møde den 6. januar dette beslutningstema og valgte at sende forslag i høring på Stouby Skole.

    Sagsfremstilling

    Aktuelt har vi i Hedensted Kommune fået den udfordring, at vi mangler specialtilbud til et antal elever, der tidligere ville være blevet visiteret til dagbehandlingstilbud eller specialskoler i andre kommuner for elever med socio-emotionelle vanskeligheder.

    Den lovgivningsmæssige baggrund

    Med ændring af folkeskoleloven som konsekvens af barnets Lov, er betegnelsen dagbehandlingstilbud ændret til behandlings- og specialundervisningstilbud. Derudover er der vedtaget en ny 'Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge'. Loven trådte i kraft den 1. januar 2024.

    Som konsekvens af loven er det nu en betingelse for henvisning af børn til behandlings- og specialundervisningstilbud, at kommunen har truffet afgørelse om både:

    1. barnets behov for dagbehandling efter barnets lov og
    2. henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven.

    Målgruppen i form af børn med socio-emotionelle vanskeligheder vil ikke nødvendigvis have behov for dagbehandling efter barnets lov. Som konsekvens heraf mangler vi specialtilbud til denne målgruppe.

    Andre kommuner

    Vores nabokommuner har kapacitetsudfordringer på specialundervisningsområdet. Både Horsens og Vejle Kommune har derfor meddelt, at deres egne borgere vil få førsteprioritet til ledige plader i tilbud for denne målgruppe.

    Forslaget

    I Hedensted Kommune har der hen over efteråret 2024 været dialog med de skoler, der har specialklasser. Der har også været dialog med Stouby og Rårup Skole, hvor de fysiske rammer bedst giver mulighed for etablering af specialtilbud. Dialogen har omhandlet den kommunale forsyningsforpligtigelse, vi har på specialundervisningsområdet. Vi skal kunne give alle børn et tilbud i folkeskolen. 

    Over de kommende år vil opgaven komme til at omhandle:
    •Antal elever: Forventeligt 20 elever på sigt. Behovet er størst i indskoling og mellemtrin. UG-skolen løser opgaven i 8.-9. klasse.
    •Målgruppe: Socio-emotionelle er en målgruppe, hvor adfærden kan beskrives som oppositionel, grænsesøgende undgåelsesadfærd; udfordringerne omhandler vanskeligheder med følelsesregulering, forskellige kognitive forudsætninger, ringe læringsudbytte fra tidligere, uhensigtsmæssige copingstrategier, manglende selvtillid og selvværd mv.
    •Indhold: Specialundervisningstilbud, der møder hver enkelt elev der, hvor de befinder sig. Der prioriteres faglig specialundervisning, almen dannelse, leg og læring, personlig udvikling mv. 
    •Personalekompetencer: Der vil skulle ansættes lærere og pædagoger med specialpædagogiske kompetencer, og der vil i etableringsfasen være behov for ekstra ledelsestid.
    •Fysiske rammer: De fysiske rammer vurderes at være tilstede på flere skoler; men en form for sektionering kan være hensigtsmæssig. 
    •SFO og klub: I SFO- og klubtiden vil der for elever på alle klassetrin være forskellige former for aktiviteter. Forældrebetaling følger alm. SFO-modulordning.
    •Befordring: Målgruppen vil være børn fra hele kommunen.

    Til skoleåret 2025-26 har vi fra Hedensted Kommune forventeligt 4-6 børn i målgruppen til et nyt socio-emotionelt tilbud. I de efterfølgende år forventes årligt 2-4 børn i målgruppen. I den aktuelle situation og på baggrund af dialog med henholdsvis nabokommuner og nuværende specialtilbud ser forvaltningen det påkrævet at etablere et nyt specialtilbud.

    Forvaltningen anbefaler en etablering på Stouby Skole. Dette begrundes i, at Stouby Skole har de bedste fysiske rammer og placeringen er forholdsvis central. Udover eksisterende personaleressourcer, skal der ansættes medarbejdere med specialkompetencer til opgaven, og der vil over en årrække skulle opbygges specialfaglig kapacitet. De bygningsmæssige tilpasninger vil være minimale. 
    Der kan alternativt peges på en placering på Rårup Skole.

    I vedlagte notat følger en kort beskrivelse af tilbud og målgruppe. 

    Høringssvar

    Der er modtaget 2 høringssvar fra henholdsvis skolebestyrelse og MED-udvalg på Stouby Skole.

    Stouby Skoles skolebestyrelse anerkender behovet for et specialtilbud, men udtrykker bekymring for, hvordan det vil påvirke den almene skole, herunder eventuel fravalg og ressourcefordeling. Bestyrelsen ønsker en grundig projektbeskrivelse fra forvaltningen, der dækker kommunikation, økonomi, personale, fysiske rammer og tidsplaner. De forventer, at den almene skole forbliver central, og foreslår en ramme for fordelingen af specialbørn. Desuden ønskes støtte til opstarten, herunder ansættelse af en afdelingsleder og mulighed for sparring med PPR. Bestyrelsen understreger behovet for midler til fysiske tilpasninger og ønsker, at specialtilbuddets SFO skal være adskilt fra den almene SFO.

    MED-udvalget på Stouby Skole anerkender behovet for et specialtilbud og ser flere fordele, herunder øget viden og sparring mellem almen og special, samt forbedrede fysiske faciliteter. Personalet er generelt positivt, men understreger behovet for ansættelse af en afdelingsleder, tilstrækkelig personalenormering, økonomi til etablering og løbende tilpasning. Udfordringer omfatter kommunikation til forældre, potentielle konflikter mellem børn fra almen og specialtilbuddet, og vigtigheden af en positiv fortælling i lokalsamfundet.
     
    Det er forvaltningens vurdering, at høringssvarene giver anledning til:

    • At det med forslaget præciseres:
      • At takstniveau vil være på niveau med lignende tilbud i andre kommuner vil give et fornuftigt grundlag mht. ledelse, personalenormering, undervisningsmaterialer mv. For SFO vil normering matche målgruppens behov.
      • At der skal være en hensigtsmæssig balance mellem almen- og specialdel, sådan at den almene skole fortsat vil være det bærende på Stouby Skole.
      • At den fysiske placering i 2025-26 bliver ’Det tidligere lærerværelse' og fra 2026-27 bliver ’1. sal af fløjen mod øst’. Dermed får afdelingen egen indgang og skolegård.
      • At udgifter til etablering vil kunne finansieres af det "overhead" der almindeligvis er i taksten til andre kommuner og af centrale midler i Læring inden for Udvalget for Lærings driftsramme.
    • At bestyrelsens forventninger og bekymringer adresseres, idet forvaltningen udarbejder en projektbeskrivelse og etableringsplan, som forelægges skolebestyrelsen. Dette for at skolen kan gå videre med:
      • Ansættelse af leder og personale
      • Etablering og indretning
      • Øvrige planlægningsforhold omtalt i notat og høringssvar.
    • At der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af Stouby Skoles ledelse, forvaltningsledelse og relevant intern konsulentbistand fra TCLT.

    Direktør Morten Kirk Jensen deltager i Økonomiudvalgets behandling af dette punkt.

    Forvaltningen indstiller, den 3. februar 2025, punkt 13:

    at udvalget godkender forslaget. 

    at udvalget anbefaler kommunalbestyrelsen, at der etableres et specialtilbud på Stouby Skole.

    Beslutning fra Udvalget for Læring 2022-2025, den 3. februar 2025, punkt 13:

    Udvalget godkendte forslaget og anbefaler kommunalbestyrelsen, at der etableres et specialtilbud på Stouby Skole.

    Birgit Jakobsen tog forbehold for sin stillingtagen i kommunalbestyrelsen.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 35:

    Økonomiudvalget godkendte forslaget og anbefaler kommunalbestyrelsen, at der etableres et specialtilbud på Stouby Skole.

    Birgit Jakobsen tog forbehold for sin stillingtagen i kommunalbestyrelsen.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Kommunikation

    Stouby Skole informeres om kommunalbestyrelsens beslutning.

    Lovgrundlag

    LOV nr. 1544 af 12/12/2023 Lov om ændring af lov om folkeskolen, barnets lov, lov om socialtilsyn og forskellige andre love (Styrkelse af undervisningen for anbragte og udsatte børn og unge m.v.).

    LOV nr. 1532 af 12/12/2023 Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge.

    Sagsnr.: 00.00.00-P35-30-24

    Beslutningstema

    Orientering til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

    Sagsfremstilling

    1. Nøgle tal " Kend din Kommune 2025".
    2. Likviditeten i januar måned 2025, er 220,2 mio. kr., hvilket er en stigning på 3,9 mio. kr. i forhold til december måned 2024.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Sagsnr.: 03.02.14-G00-1-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen orienteres om, at Den Selvejende Institution Løsning Friplejehjem har fremsendt skema B for opførelse af 30 friplejeboliger og tilhørende serviceareal. 

    Økonomi

    Se under sagsfremstillingen

    Sagsfremstilling

    Den Selvejende Institution Løsning Friplejehjem ønsker at opføre en bebyggelse med 30 friplejeboliger samt et serviceareal.

    Skema B er fremsendt den 7. januar 2025 med en samlet anskaffelsessum på 71.379.000 kr. 

    Skema A er godkendt af Boligstyrelsen den 13. maj 2024 (se vedhæftet godkendelse) med en anskaffelsessum på 69.490.000 kr. 

    Den totale anskaffelsessum på Skema A og Skema B er ens, dog med en mindre ændring, der skyldes indeksering fra året 2024 til året 2025, hvor rammebeløbet er steget 3 %. 

    Forvaltningen er bemyndiget til at godkende skema B, såfremt økonomien ikke afviger væsentligt fra den i Skema A godkendte. 

    Forvaltningen har den 7. januar 2025 godkendt skema B administrativt.

    Byggeprojektet forventes påbegyndt den 15.januar 2025 og forventes afleveret den 1. marts 2026. 

    Forvaltningen indstiller;, den 3. februar 2025, punkt 25:

    - at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, den 3. februar 2025, punkt 25:

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler, at Kommunalbestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 21:

    Økonomiudvalget anbefaler, at Kommunalbestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-2-25

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til afholdelsen af valg til Seniorrådet for perioden 2026-2029 i november 2025 til kommunens borgere over 60 år (ca. 13.700 personer).

    Valgdag for seniorrådsvalget bliver onsdag den 26. november 2025, hvilket også er den dato man skal være fyldt 60 år for at kunne stemme.

    Økonomi

    Såfremt valget, som ønsket af Seniorrådet, afvikles som brevafstemning, forventes den samlede udgift til seniorrådsvalget at kunne afvikles indenfor budgettet på kr. 277.530,-. Udgifterne dækkes af afsatte midler til seniorrådsvalg under Seniorudvalget. Udgifter til aktiviteter i forbindelse med valget kan finansieres af budgetbeløbet, der er afsat til aktiviteter under Seniorrådet.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    Der er ved valget i 2021 holdt valg til Seniorrådet på stort set samme vis, som der lægges op til ved valget i november 2025, det vil sige som brevstemmevalg.

    Sagsfremstilling

    Der holdes valg til seniorrådet for perioden 2026-2029. Seniorrådet ønsker, at valget i 2025 afvikles som brevstemmevalg på samme måde som til seniorrådsvalget i 2021.

    Brevstemmeafgivningen sker i en afgrænset periode fra medio uge 45 og frem til onsdag den 26. november 2025.

    Der udarbejdes en kandidatfolder, en stemmeseddel og en svarkuvert, som sendes til alle stemmeberettigede borgere i Hedensted Kommune, som fylder eller er fyldt 60 år på valgdagen. Stemmesedlen udfyldes og lægges i svarkuverten. Kuverten kan sendes med posten eller afleveres på biblioteker, plejehjem i kommunen samt på selve valgdagen i en særskilt stemmeurne på alle kommunens afstemningssteder.

    Valgdag til seniorrådsvalg er således onsdag den 26. november.

    Optælling og offentliggørelse af resultat sker torsdag den 27. november 2025.

    Der skal vælges 9 medlemmer til Seniorrådet blandt kommunens indbyggere over 60 år.

    Der holdes informationsmøder i løbet af august/september måned, hvilket Seniorrådet inviterer til og afvikler.

    Ansvarlig for afvikling af valget er et valgudvalg, bestående af repræsentanter fra Seniorrådet samt Politik & Udvikling.

    Fakta om Seniorrådet

    I hver Kommune etableres mindst et seniorråd/ældreråd. Rådets medlemmer vælges ved direkte valg. Rådet rådgiver Kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og Kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre. I Hedensted Kommune består Seniorrådet af 9 medlemmer som er valgt af kommunens borgere over 60 år.

    Forvaltningen indstiller;, den 17. februar 2025, punkt 30:

    at det besluttes at gennemføre valg til Seniorrådet som det oven for er beskrevet og

    at de bevillingsmæssige konsekvenser godkendes, som beskrevet under Økonomi.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 30:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Sagsnr.: 00.00.00-P27-1-22

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til revision af underskriftsbemyndigede for Hedensted Kommune. 

    Historik

    Sidste revision af underskriftsbemyndigede blev foretaget i Kommunalbestyrelsen den 25. Januar 2023.

    Sagsfremstilling

    Dokumenter vedrørende køb, salg eller andre dispositioner over fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtigelser skal underskrives af Kommunalbestyrelsens formand eller næstformand og en person der er bemyndiget dertil af Kommunalbestyrelsen. Sædvanligvis bemyndiges enten et Kommunalbestyrelsesmedlem eller en kommunal ansat. Kommunalbestyrelsen kan således vælge at udpege flere personer. Alle de udpegede skal være personligt udpegede af kommunalbestyrelse, således at deres navne fremgår af beslutningsprotokollen.

    Udover Borgmester og Viceborgmester blev der på kommunalbestyrelsens møde 25. januar 2023 givet underskriftsbemyndigelse til følgende personer;

    • Marianne Berthelsen ( Nuværende kommunaldirektør)
    • Thomas Møller Palner (Direktør for Økonomi, Personale & IT)
    • Charlotte Walkusch (Chef for vækst & udvikling) 
    • Mette Harbo Linee (Køb & Salgskonsulent)
    • Carsten Steffensen (Erhvervs- og Detailchef) 
    • Morten Christensen (Chef for Klima, Miljø & Byg)

    Kommunalbestyrelsen skal revidere de underskriftsbemyndigede.

    Carsten Steffensen fjernes fra listen af underskriftsbemyndigede da han ikke mere er ansat, samtidig foreslås det at Direktøren for Vækst Teknik & Fællesskab Mikkel Lindskov Petersen tilføjes.

    Hvis Kommunalbestyrelsen godkender dette vil de underskriftsbemyndigede udover Borgmester og Viceborgmester være følgende;

    • Marianne Berthelsen (Kommunaldirektør)
    • Thomas Møller Palner (Direktør for Økonomi, Personale & IT)
    • Mikkel Lindskov Petersen (Direktør for Vækst, Teknik & Fællesskab)
    • Charlotte Walkusch (Chef for vækst & udvikling)
    • Mette Harbo Linee (Køb & Salgskonsulent)
    • Morten Christensen (Chef for Klima, Miljø & Byg) 

    Forvaltningen indstiller;, den 17. februar 2025, punkt 31:

    at de underskriftsbemyndigede for Hedensted Kommune revideres som beskrevet i sagsfremstillingen.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 31:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Kommunikation

    Navne på tegningsberettigede for Hedensted Kommune skal indsendes til Tinglysningsretten.

    Lovgrundlag

    Den Kommunale styrelseslov § 32. I den kommenterede udgave af styrelsesloven står der på side 269 under § 32 følgende; ”Bestemmelsen giver ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan udpeges, men det er forudsat, at det enten er et kommunalbestyrelsesmedlem, eller en person der er ansat i kommunen”.

    Sagsnr.: 00.00.00-A26-10-24

    Beslutningstema

    Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser).

    Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;

    • Tirsdag den 18. februar kl. 14-15.30 Første spadestik til Alfabos nybyggeri og nye afdeling Skolebækken 1 ved Lystrupvej i Stenderup, Hedensted Kommune. 

    Forvaltningen indstiller;, den 17. februar 2025, punkt 36:

    at der gives gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer.

    Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, den 17. februar 2025, punkt 36:

    Indstilles godkendt.

    Fraværende:
    Rune Mikkelsen

    Lovgrundlag

    Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-6-23

    Sagsnr.: 01.11.00-P20-11-23

    Sagsnr.: 00.00.00-P35-33-24

    Sagsnr.: 00.00.00-P35-34-24

    Beslutningstema

    Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.

    Indstilling

    Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.