Gå til hovedindhold

Kommuneplan 2021-2033

Kommuneplanen er den overordnede plan for den fysiske udvikling af hele Hedensted Kommune. 

Indhold

    Alle kommuner skal udarbejde en kommuneplan, der er den overordnede plan for den langsigtede fysiske udvikling af kommunen - både i byerne og i det åbne land.

    I kommuneplanen fastlægges retningslinjerne for anvendelsen af kommunens arealer, fx hvordan byerne skal udvikle sig, hvor der kan være butikker, og hvor der er særlige natur- og kulturværdier, vi skal passe på.

    Kommuneplanen fastlægger således de rammer, som lokalplanlægningen skal ske inden for.

    Som udgangspunkt gælder kommuneplanen i 12 år, men hvert fjerde år skal Kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvorvidt planen skal revideres eller genvedtages. Kommuneplanen er godkendt af byrådet i 2021, hvilket vil sige, at den næste revision af kommuneplanen forventes i 2025.

    Temaer i kommuneplan 2021-2033

    Hedensted Kommune vil gerne skabe det bedste sted at bo med fokus på udvikling i øjenhøjde, så dine drømme og planer bliver realiseret. Der skal være nem adgang til naturen, boligområder med grønne kiler, stiforbindelser og steder, hvor der er plads til at mærke roen.

    Centerbyerne Hedensted-Løsning, Juelsminde og Tørring er lokomotiver for udviklingen i de omkringliggende lokal- og landsbyer. Her er der et særligt fokus på by- og erhvervsudvikling samt et differentieret handelsliv.

    Hedensted Kommune har en ambition om at være Danmarks bedste erhvervs- og iværksætterkommune, hvormed der er plads til alle typer af erhverv. Kommunen har fokus på eksisterende såvel som nye områder. Tætheden til motorvejen E45, den midtjyske motorvej og Vestvejen er gode placeringer for plads- og transportkrævende erhverv. Derudover har kommunen også fokus på turismeerhvervet og vil være en af de foretrukne destinationer for turister.

    Kommunen har fokus på god og sikker infrastruktur samt mobilitet. Mobiliteten skal forbedres for alle målgrupper og nytænke fremtidens mobilitet. Det skal være nemt at få en hverdag til at fungere for pendlerne, så det er enkelt at komme fra boligen til hovedfærdselsårer, skoler, institutioner mv. Derudover skal det også være muligt at komme til og fra sin ungdomsuddannelse, fritidsaktiviteter og sociale fællesskaber.

    Læs kommuneplan 2021-2033

    Delvis revision af kommuneplanen

    Der er sket en delvis revision af Kommuneplan 2021-2035 ud fra emnerne:

    • Centerbyerne 2.0
    • Strategisk planlægning for landsbyer
    • Støj
    • Kulturmiljøer

    Emnerne centerbyerne 2.0 og kulturmiljøer har været behandlet og offentliggjort som selvstændige kommuneplantillæg.

    Kommuneplanen vil løbende blive opdateret med nye tillæg som kan ses på kommuneplanens hjemmeside.

    Kommuneplantillæg

    Mindre ændringer af kommuneplanen kan ske gennem udarbejdelse af et kommuneplantillæg. Der skal fx udarbejdes et kommuneplantillæg i forbindelse med udarbejdelse af en lokalplan, der ikke er i overensstemmelse med kommuneplanens rammer. Alle kommuneplantillæg skal i offentlig høring.

    Se vedtagne kommuneplantillæg og kommuneplantillæg i høring