Dagtilbudspolitik
Den samlede kerneopgave for læringsområdet i Hedensted Kommune er ”sammen skaber vi bevægelse, så børn og unge i forpligtende fællesskaber udvikler sig til livsduelige og fremtidsparate mennesker”.
I Hedensted kommune ønsker vi, at børn oplever at deres ideer, fantasier, meninger og oplevelser er betydningsfulde og inddrages. Alle børn har en stemme. Derfor er det afgørende, at dagtilbuddene tager udgangspunkt i et børneperspektiv. Børn skal opleve, at være aktivt deltagende i et demokrati.
Dagtilbudspolitikken bygger på dagtilbudsloven, kommunens værdier og Børne- og ungepolitikken. Til sammen viser de en fælles retning og udvikling for dagtilbudsområdet. Politikken er ikke en færdig opskrift på, hvordan det pædagogiske arbejde skal se ud, men en overordnet ramme, som med sin rummelighed og fleksibilitet giver plads til den mangfoldighed, der er i kommunens dagtilbud og lokalområder.
Hedensted Kommunes Dagtilbudspolitik står på Børne- og Ungepolitikkens fire pejlemærker samt ét pejlemærke, som er specifikt for dagtilbud. Pejlemærkerne sætter retningen og synliggør, hvor vi skal bevæge os hen sammen med børnene, de unge og deres familier. De fem pejlemærker er:
- Mod på livet og lyst til læring
- Fællesskaber: Gode steder at være og lære
- Forældre og andre betydningsfulde voksne gør en forskel
- Sundhed: Fysisk og mental
- Læringsmiljøer: Måden vi er sammen med børnene på