Pårørendepolitik
Formålet med pårørendepolitikken er at skabe rammen for det gode samarbejde mellem pårørende og kommunens personale.
I Hedensted Kommune er de pårørende en ressource, der skal samarbejdes med til gavn for borgeren. Det er samtidig en forståelse, at pårørendes ressourcer har en ”grænse”, og at pårørende også kan have behov for støtte og vejledning. Pårørendepolitikken skal bidrage til en fælles forståelse af roller og forventninger mellem pårørende og personale.
Pårørendepolitikken er resultatet af en proces, hvor borgere har været inviteret ind til tre borgermøder. Input fra borgermøderne er sammenskrevet og omskrevet, så de danner indholdet til pårørendepolitikken. Det er dermed borgernes bud på, hvordan vi skaber de bedste rammer for samarbejdet med pårørende i Hedensted Kommune.