Ungestrategi
Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med godkendelse af ny politisk og administrativ struktur i juni 2021 at nedsætte et § 17, stk. 4 udvalg med opgaven at udarbejde en ny strategi for en samlet ungeindsats i Hedensted Kommune.
Unge i Hedensted Kommune har det generelt godt og oplever, at de trives – både med sig selv, med deres forældre og med vennerne1. Samtidig er der også en andel af ungegruppen, som oplever ensomhed, at mangle voksne og venner at tale med, når livet bøvler samt at stå uden for fællesskaber – det kan både være i skolen såvel som i det organiserede og selvorganiserede fritidsliv.
Alle unge fortjener at få lov til at opleve ungdomslivet som en udviklende fase i livet med plads til at udforske og selv og omverdenen for at blive til både nogen og noget. Her har vi et fælles ansvar og en fælles opgave.
Derfor er ungestrategien blevet udarbejdet på baggrund af en omfangsrig proces i 2022 og 2023, hvor både fagprofessionelle, virksomheder, forskere, frivillige, foreninger og unge har været inddraget og givet input til rammen for det gode ungdomsliv i Hedensted Kommune. Resultatet er en ungestrategi, som er rettet mod alle unge fra 7.kl til 25 år i Hedensted Kommune.