Udhuse og læskure på landet
Vil du bygge et udhus eller læskur i landzone, kan du læse mere om reglerne for det her.
Det kræver en ansøgning om landzonetilladelse, hvis du for eksempel vil bygge et læskur, udhus eller en garage, hvis:
- Bygningen bliver større end 50 kvadratmeter
- Tilbygges eksisterende bygninger, så de bliver større end 50 kvadratmeter
- Bygges med en større afstand til ejendommens eksisterende bygninger end 20 meter
Bygninger, som er nødvendige for en ejendoms drift som landbrugsejendom, kræver ikke landzonetilladelse.
Læs også ”Administrationsgrundlag for udhuse” som Udvalget for Teknik har vedtaget 8. november 2016.
Hobbylandbrug:
- Hvis dit byggeri er til dyr, for eksempel stald, læskur eller lignede, skal du, i forbindelse med din ansøgning også anmelde dit dyrehold til kommunen. Her kan du finde mere vejledning om anmeldelse af dyrehold.
- Hvis, for eksempel en stald eller et læskur til dyr, ikke er nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom, kræver det en landzonetilladelse, hvis det er større end 50 kvadratmeter og/eller hvis det bygges med en større afstand end 20 meter fra ejendommens andre bygninger.
Byggeri kan kræve en byggetilladelse eller dispensation fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer (å- og sø- eller fortidsmindebeskyttelseslinje), selvom det ikke kræver en landzonetilladelse.
Har du brug for hjælp?
Har du spørgsmål eller brug for vejledning inden du indsender din ansøgning om landzonetilladelse, kan Landskabsafdelingen kontaktes på mail: Landskab@Hedensted.dk eller telefon: 79755605.
Selvbetjening: Søg landzonetilladelse
Sådan søger du om en landzonetilladelse
Send en mail til landskab@hedensted.dk med følgende oplysninger:
- Kontaktoplysninger (e-mailadresse, adresse og telefonnummer) på både ansøger og ejer.
- Underskrift eller en fuldmagt fra ejeren.
- Adresse, matrikelnummer og ejerlav for den ejendom der søges på.
- Beskrivelse af og begrundelse for det ønskede projekt, herunder materialevalg til facade- og tagbeklædning.
- Situationsplan – tegning hvorpå placeringen af det ansøgte vises og med angivelse af afstand fra bygningen til skel og afstand til eventuel eksisterende bebyggelse.
- Facadetegninger – tegningen skal vise:
a. alle bygningens facader,
b. hvilket verdenshjørne facaden vender imod og
c. eksisterende og fremtidigt terræn.
- Oplysning om bygningens udvendige mål (længde, bredde) og højde målt fra eksisterende terræn.
Når der gives landzonetilladelse, gives den til lige præcis det projekt, som der søges om, hvad angår placering, størrelse, udformning. Man skal altså bygge præcis det, som der er søgt om. Derfor skal hver enkelt ansøgning begrundes individuelt.