Olietank
Bruger du ikke længere din olietank, fordi du f.eks. har fået installeret fjernvarme eller naturgas, skal den enten fjernes eller sløjfes.
Hedensted Kommune fører ikke tilsyn ved sløjfning eller opgravning af tanke.
Men har du fjernet din gamle tank eller har udskiftet den gamle tank med en ny tank, skal kommunen have det at vide.
Du kan se på din BBR-meddelelse, hvordan tanken er registreret, og du kan logge ind med MitID og selv rette i BBR.
Selvbetjening: Anmeldelse af olietank
Du skal anmelde din olietank via Byg og Miljø.
Du får brug for:
- Dit Mit ID
- Kopi af tankattest
Det skal du vide, hvis du har en olietank
Du skal meddele kommunen, hvis du ønsker at stille en ny tank op. For tanke under 6.000 liter er fristen 2 uger før den stilles op. Til anmeldelsen skal Hedensted Kommunes blanket for anmeldelse og afmeldelse af olietanke bruges. Se skema under selvbetjening via Byg & Miljø.
Du skal sende en kopi af tankattesten sammen med anmeldelsen til kommunen. Det er vigtigt, at du selv gemmer tankattesten, da det er din garanti for, at tanken overholder loven, og at den er dækket af forsikringen. Tankattesten modtager du af forhandleren af olietanken.
- Tanken skal være typegodkendt
- Tanken må ikke være brugt medmindre den er forsynet med oprindeligt mærkeskilt.
- Nedgravede tanke under 6000 L må ikke flyttes.
- Afstanden til vandindvindingsboringer skal være mindst 50 meter til indvindingsboringer til almene vandforsyningsanlæg og 25 meter fra andre boringer og brønde hvorfra der indvindes drikkevand.
- Anlægget skal etableres med enstrenget rørføring.
- Overjordiske tanke (indendørs/udendørs) skal være forsynet med overfyldningsalarm.
Der gælder særlige regler for opstilling af plasttanke.
Oliebranchen (Drivkraft Danmark) har udarbejdet en folder om plasttanke, da der er set et stigende antal tanke med revner.
Folderen vil blive uddelt af tankbilchaufføren ved levering til oliekunder med plasttanke. Drivkraft Danmark har aftalt med de enkelte olieselskaber, at de er forberedt til at tage sig af henvendelser fra kunderne
Oliebranchen og Miljøstyrelsen beder kommunerne om at henvise henvendelser til det aktuelle olieselskab.
Hvad gør du, når du skifter energiforsyning:
Skifter du energiforsyning, skal dette indberettes til Hedensted Kommune, så de rigtige oplysningerne fremgår i BBR (Bygnings og Bolig Registeret).
Hvis olietanken går læk eller du spilder olie:
I tilfælde af større uheld skal du ringe 112. Ved mindre spild kontaktes Teknik & Miljø.
Forsikringsordning:
Der er lavet en aftale mellem olieselskaber i Danmark, og forsikringsselskabet TopDanmark. Se de deltagende olieselskaber.
Forsikringen dækker alle lovlige olietanke under 6.000 liter, hvor > 50 % benyttes til opvarmning af bolig. Forsikringen betales automatisk via olieprisen. Er tanken derimod ulovlig, dækker forsikringen ikke. Er du i tvivl om, hvorvidt du er dækket af forsikringen, kan du kontakte dit olieselskab.
I Miljøstyrelsens pjece ”tjek din olietank” kan du læse mere om hvilke regler, der er gældende for olietanke under 6.000 liter, og bl.a. hvornår de skal fjernes eller sløjfes (tages ud af brug)
I olietankbekendtgørelsen er der indført sløjfningsterminer for tanke under 6000 liter.
- Nedgravede, glasfiberbelagte ståltanke skal sløjfes efter 40 år (fra før 2000) eller 50 år (efter 2000).
- Nedgravede plasttanke skal sløjfes efter 45 år.
- Overjordiske ståltanke, herunder indendørs, skal sløjfes efter 30 år (fra før 2000) eller 40 år (efter 2000).
- Overjordiske enkeltvæggede plasttanke skal sløjfes efter 25 år
- Overjordiske dobbeltvæggede plasttanke skal sløjfes efter 40 år.
- Tanke hvor produktionsåret ikke kendes eller kan bestemmes skal sløjfes straks.
Hvis tanken sløjfes:
- Tanken tømmes for restindhold, bundsuges så godt som muligt. En smule kattegrus kan kommes i tanken, for der vil altid være lidt slam i bunden.
- Påfyldnings- og udluftningsrør fjernes, og studse tilproppes (så der ikke længere kan påfyldes olie).
- Vi anbefaler kraftigt at få et uvildigt firma til at stå for afblændingen (den lokale VVS mand eller smed eller andre firmaer, der foretager afblændinger) og få en sløjfningsattest, da ejendomsmæglere/advokater i en senere salgssituation, typisk kræver dokumentation på af afblænding er foregået korrekt.
- Restindhold skal bortskaffes som farligt affald.
Hvis tanken fjernes:
- Tanken tømmes for restindhold, hvorefter den bundsuges og skylles. Arbejdet kan f.eks. foretages af et autoriseret VVS-firma, en smedemester eller oliefyrsmontør.
- Restindhold skal bortskaffes som farligt affald.
- Rør fjernes.
- Tag gerne billeder af den opgravede tank og af tankgraven, så man kan se at jorden er ren. Beskriv gerne om der er olielugt.
- Hvis der konstateres utætheder i tanken eller olielugt på jorden, når en tank fjernes, skal det omgående anmeldes til Kommunen på tlf. 79 75 56 72.
- Du skal anmelde til kommunen, at tanken er fjernet senest 4 uger efter den er fjernet. Se skema under selvbetjening via Byg & Miljø.
- Den tomme tank kan afleveres til en produkthandler eller på genbrugsstationen.
Vækst, Teknik & Fællesskab
Telefontid
Alle hverdage fra kl. 09.00-12.00
Stationsparken 1
7160 Tørring
Telefon:
79 75 50 00