30 timers modul
Der er mulighed for 30 timers modul for alle børn i vuggestue og børnehave.
Derudover er der mulighed for at søge barselsmodul på 30 timer i dagpleje, vuggestue og børnehave, hvis du er på barsel eller forældreorlov.
Retningslinjer for moduler i dagtilbud
Her finder du svar på nogle af de hyppigste spørgsmål:
- Hvordan skal timerne fordeles?
De 30 timer skal afvikles inden for institutionens åbningstid og indenfor en 14 dages periode. Ubrugte timer kan ikke overføres til næste 14 dages periode. - I hvilket tidsrum må man aflevere og hente sit barn?
Der er ingen fast tidsperiode for de 30 timer, men ledelsen og forældrebestyrelse kan, for at sikre ro og kontinuitet om de pædagogiske aktiviteter fastlægge fordybelsestid, hvor børn ikke bør afleveres (f.eks. 9-11). Så spørg gerne i din egen institution. - Skal man varsle pasningsbehovet og barnets komme/gå-tider?
Ja, forældre skal i AULA oplyse fremmøde for den kommende måned, der angiver barnets behov for pasning. Forældrene skal tage højde for at de 30 timer inkluderer både aflevering og afhentning. - Må mit barn deltage i arrangementer uden for de 30 timer?
Nej, arrangementer som indebærer børns deltagelse skal ligge indenfor de 30 timer. Arrangementer med forældredeltagelse samt forældremøder ligger udover de 30 timer. - Kan man skifte mellem 30 timers modul og fuldtidsmodul?
Ja, skift fra fuldtid til 30 timers modul kræver en måneds varsel. Skift fra 30 timers modul til fuldtid kan ske fra dag til dag. Skiftet foretages via den digitale pladsanvisning.
Hvem kan ansøge om barselsmodul?
Forældre, hvor en eller begge forældre afholder barselsorlov eller forældreorlov jf. barselsloven.
Gælder også for forældre, der:
- genoptager deres arbejde delvist, dvs. har et fravær jf. barselsloven på minimum 7 timer om ugen.
- afholder fravær i forbindelse med en adoption.
- afholder udskudt fravær.
- afholder fravær i forbindelse med forældreorlov.
Barselsmodul kan søges til egne børn, herunder adoptivbørn, plejebørn samt sammenbragte børn, der bor i samme husstand som forældrene.
Der kan søges barselsmodul til børn i alderen 26 uger frem til skolestart.
Ansøgning
I ansøgningen skal du angive den maksimale periode for barselsmodulet. Har du ændringer til den indsendte ansøgning, så skal du tage kontakt til pladsanvisningen.
Når den ansøgte periode ophører, bortfalder retten til pladsen og pladsen konverteres automatisk om til en fuldtidsplads i det dagtilbud barnet er optaget i.
Pladsen afbrydes med det samme, hvis din ret til barsels- /forældreorlov ophører
Hvis du genoptager dit arbejde delvist, så har du fortsat ret til et barselsmodul, så længe du holder barsel svarende til minimum 7 timers fravær om ugen.
Du skal sammen med dagtilbuddet aftale, hvornår timerne bliver lagt inden for dagtilbuddets åbningstid og tiden skal være fleksibel i forhold til dagtilbuddets planlagte dagligdag.
Midlertidig afbrydelse af orlov
Der kan kun søges for én sammenhængende barselsperiode pr. barn, hvor denne periode udgør den maksimale periode for barselsmodulet og perioden kan ikke forlænges.
Perioden kan deles mellem forældrene. I kan have op til 5 sammenhængende uger, hvor barslen er afbrudt, uden at barnet mister retten til en plads. (fx i forbindelse med en ferieperiode)
Pladsen bortfalder, hvis fraværet ikke genoptages efter de 5 uger og dit barn vil automatisk blive indmeldt på en fuldtidsplads.
Særligt for barselsmodulet på tværs af kommunegrænser og private institutioner
Du skal søge 2 måneder før, hvis du ønsker barselsmodul til dit barn i en anden kommune. Ansøgningen skal sendes til Hedensted Kommune.
Barselsmodulet påbegyndes den 1. i en måned og ophører den sidste hverdag i den måned, hvor retten til fraværet udløber.
Du skal meddele ændringer til pladsanvisningen senest 2 måneder før ændringerne træder i kraft.
Selvbetjening: Indmeldelse på 30 timers modul
Indmeldelse på 30 timers modul skal foregå via den digitale pladsanvisning.
Du får brug for:
- Dit MitID
Hvis du ikke har MitID, kan du kontakte Borgerservice.
Selvbetjening: Ansøgning om barselsmodul
Ved ansøgning om barselsmodul til kommunalt tilbud:
Ansøgningen sendes til Pladsanvisningen, Hedensted Kommune, senest 1 måned før den ansøgte periode.
Ved ansøgning om barselsmodul på tværs af kommunegrænsen og til private institutioner:
Ansøgning sendes til Pladsanvisningen, Hedensted Kommune, senest 2 måneder før den ansøgte periode.
Husk at vedhæfte påkrævet dokumentation:
- Har du barselsorlov og søger barselsmodul, vedlægges dokumentation i form af en barselsaftale, hvor det fremgår hvornår arbejdet genoptages.
- Hvis du genoptager arbejdet delvist og du afholder barsel svarende til minimum 7 timer om ugen og søger barselsmodul til barnet, vedlægges en aftale med arbejdsgiver om genoptagelse af arbejde med delvis barsel.
- Hvis dit barn ikke er født endnu vedlægges vandrejournal og dokumentation fra punkt 1 og 2 eftersendes så snart det er muligt.
Ansøgning og dokumentation sendes med digital post til Hedensted kommune. Se hvordan her
Ansøgningen skal indeholde datoer for den ønskede periode for barselsmodulet. Perioden skal begynde den 1. eller den 16. i måneden og slutter fra den dato, hvor din orlov ophører.
Pladsanvisning
Hvis du har brug for at komme i kontakt med Pladsanvisningen, så kan du sende en mail til pladsanvisning@hedensted.dk eller ringe i telefontiden.
Dagpleje, vuggestue og børnehave
Tlf. 79 75 52 64
Telefontid:
Mandag 12.30-15.00
Tirsdag 9.00-11.30
Onsdag 9.00-11.30
Torsdag 12.30-17.00
Fredag 9.30-11.30
Privat pasningsordninger og private institutioner
Telefon: 79 75 52 63
Tilskud til pasning af egne børn
Telefon: 79 75 52 65
SFO
Telefon: 79 75 55 10