Hjemmehjælp til feriegæster
Som feriegæst har du mulighed for at modtage samme hjælp, som du modtager i din hjemkommune. For at vi kan planlægge hjælpen, er det vigtigt, at vi får besked i god tid.
Det er din hjemkommune, der skal bestille hjemmehjælpen hos Center for Visitation & Hjælpemidler i Hedensted Kommune.
Hjælpen bestilles ved at udfylde følgende bestillingsskema.
For at du kan få hjælpen, skal den bestilles af din hjemkommune:
- Hvis du har behov for meget hjemmehjælp og du skal bruge arbejdsmiljø-hjælpemidler, skal hjælpen bestilles senest 10 hverdage før ankomst.
- Hvis du kun har behov for hjemmehjælp til få opgaver eller du tidligere har modtaget samme type hjælp af Hedensted Kommune, og der ikke er sket ændringer i dit funktionsniveau, er fristen dog kun 3 hverdage før ankomst.
Det er vigtigt, at tidsfristerne overholdes. Du skal derfor kontakte din hjemkommune i god tid, når du har planlagt dit ferieophold, så de kan bestille den nødvendige hjælp til dig.
Hvis din hjemkommune har en sikker mailløsning, kan bestillingsskemaet sendes sikkert ved at bruge denne mailadresse: velfaerdsraadgivningen@hedensted.dk
Du kan ikke selv bestille hjælpen.
Læs mere om ordningen
Har du behov for hjemmehjælp under dit ferieophold, kan du få hjælp fra enten Hedensted Kommunes hjemmepleje eller en privat leverandør. Du skal oplyse din hjemkommune, om hvilken leverandør du ønsker i forbindelse med, at du aftaler dit ferieophold med dem.
Det er Hedensted Kommune, som beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få med udgangspunkt i Hedensted Kommunes serviceniveau. Læs mere i kvalitetsstandarderne.
Hvis du har behov for sygepleje under dit ferieophold, skal din hjemkommune kontakte Hedensted Kommunes sygeplejevisitation. Sygeplejevisitationen kan kontaktes på telefon 79 74 15 60 mellem kl. 09.30 - 12.00.
Som hovedregel vil du kunne modtage hjælpen i en af Hedensted Kommunes sygeplejeklinikker.
Er dit funktionsniveau så dårligt, at du ikke kan komme til én af klinikkerne, kan du få hjælp i din feriebolig, såfremt arbejdsmiljøet er i orden.
Hvis Hedensted Kommunes sygepleje skal hjælpe med medicindosering, skal en ajourført medicinliste samt al medicin medbringes til sygeplejeklinikken.
Du skal selv medbringe hjælpemidler bevilget af din hjemkommune.
For at Hedensted Kommune kan yde hjælpen, skal det kunne foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt for hjemmeplejens medarbejdere. Det kan derfor være nødvendigt, at Hedensted Kommune besigtiger og vurderer arbejdspladsforholdene i ferieboligen, inden der gives endeligt tilsagn om hjælpen.
Udarbejdelse af arbejdspladsvurderingen sættes i værk af Hedensted Kommune hurtigst muligt efter første henvendelse.
I forbindelse med udarbejdelse af arbejdspladsvurderingen er det dit ansvar, at skaffe Hedensted Kommune adgang til ferieboligen.
Kontakt
Center for Visitation & Hjælpemidler
Ny Skolegade 4
8723 Løsning
Telefon: 79 75 58 20
Receptionen kan kontaktes alle hverdage fra kl. 09.00-13.00.
Sagsbehandlerne kan kontaktes direkte alle hverdag fra kl. 09.00-12.00.