Gå til hovedindhold

Til dig der ønsker mere viden om demens

Demens er tegn på sygdom i hjernen og viser sig ved svækkede kognitive funktioner. Demens rammer oftest personer over 65 år, men kan ses helt ned i 40-50-årsalderen. Har man symptomer, er det vigtigt at blive grundig udredt og få en diagnose, så man kan få tilbudt den rette behandling, støtte og pleje.

To sæt hænder der holder hinanden

Indhold

    Hvad er demens?

    Demens er betegnelsen på den tilstand, man kommer i, når de mentale færdigheder bliver svækket af sygdom. Den hyppigste årsag til demens er Alzheimers sygdom, som mindst halvdelen af alle mennesker med demens lider af. Der er dog mere end 200 forskellige sygdomme,som kan medføre demens. 

    Demens skyldes sygdom - ikke alderdom

    Risikoen for demens stiger med alderen, og demens skyldes altid sygdom. Det er en myte, at demens er en naturlig følge af at blive ældre. Kun få af de sygdomme, der giver symptomer på demens, kan helbredes. Men flere af sygdommene kan behandles i større eller mindre grad. Derfor er det vigtigt at få afklaret præcist, hvilken sygdom, der har udløst demensen og få lagt en plan for behandlingen.

    Symptomer

    De fleste personer med demens får hukommelsesbesvær, men også andre mentale færdigheder rammes. Typiske demenssymptomer:

    • Manglende initiativ og handlekraft
    • Udfordringer med at at finde ord og benævne ting
    • Svækket hukommelse og koncentration
    • Besvær med at udføre velkendte opgaver
    • Manglende orientering i tid og sted
    • Dårlig eller nedsat dømmekraft
    • Problemer med at tænke abstrakt
    • Forandringer i humør og adfærd

    Ved mistanke om demens er det vigtigt at kontakte sin praktiserende læge for at få afklaret årsagen til symptomerne, så en eventuel behandling kan sættes i gang.

    Demens er en sygdom, der ændrer tilværelsen for både patienter og pårørende.
    Tidlig indsats i form af støtte og hjælp, er det muligt at bevare en meningsfuld og aktiv hverdag.

    Nyttig viden

    Mange befolkningsundersøgelser peger i retning af, at en række demenssygdomme har relation til livsstil. I bund og grund peger undersøgelserne i retning af, at hvis man lever sundt og passer på både krop og hjerne, så reducerer man risikoen for demens.

    Disse fem råd kan medvirke til at forebygge demens:

    1. Hold hjernen aktiv - lær nyt og hold dig i gang hele livet
    2. Være social - dyrk oplevelser og gode grin med venner og familie
    3. Bevæg dig - motion er sjovt og godt for både hjernen og vægten
    4. Lev sundt - drop tobakken, drik mindre alkohol og spis sundt - det er godt for hele dit helbred
    5. Tjek dit helbred - kontrollér blodsukker, kolesteroltal og blodtryk - det gavner både hjerne og hjerte

    Jo mere man ved om den demenssygdom, man har, jo bedre forudsætninger har man for at træffe beslutninger for fremtiden. Det kan for eksempel blive nødvendigt at flytte til en anden bolig, og der kan også opstå ønske om at skrive testamente. Hvis der bliver brug for støtteforanstaltninger eller hjælpemidler, kan det være en god idé at introducere dem tidligt i forløbet, så det bliver kendt og trygt.

    Du kan få støtte og vejledning fra Hedensted Kommunes demenskonsulenter allerede fra starten. Demenskonsulenterne kan komme på hjemmebesøg, vejlede og rådgive samt yde støtte til familien.

    Relateret indhold