Gå til hovedindhold

Pleje af alvorligt syge og døende

Her kan du få oplysninger om, hvilke muligheder du har, hvis du eller en nærtstående er alvorlig syg eller døende.

To hænder - en ung og en ældre, der holder i hånd

Indhold

    Få mere information om plejeorlov til døende efter servicelovens §119

    Tilbuddet om pasning af døende er en plejeordning, som giver mulighed for at yde plejevederlag til dig, som ønsker at passe en pårørende, der ønsker at dø i eget hjem.

    Plejeordningen er målrettet personer, som er døende uanset årsag hertil og omfatter både børn og voksne, og kan etableres i den døendes hjem eller hos dig, hvis den døende tager ophold der.

    Der er ikke mulighed for en plejeordning, når den døende bor i plejebolig, plejehjem, hospice eller lignende, idet det her forudsættes at plejen i overvejende grad varetages af tilknyttet døgnpersonale, da det sidestilles med indlæggelse på sygehus.

    Plejevederlag

    Hvis du ønsker at pleje en nærtstående, som er døende kan du få en plejeorlov med plejevederlag. Hvis der er flere, som skal pleje den døende, kan plejevederlaget deles mellem disse personer. Der kan sammenlagt højst blive udbetalt 1,5 x dagpengebeløbet, svarende til en samlet arbejdstid på 37 timer pr. uge. Plejevederlaget kan udbetales i indtil 14 dage efter den plejekrævendes død, såfremt du har givet Hedensted Kommune besked herom.

    For personer som ikke er berettiget til sygedagpenge – udgør plejevederlaget et fast basisbeløb på 17.633 kr. månedligt (2024 takst). Dette faste basisbeløb kan ikke blive udbetalt sammen med andre offentlige ydelser. Du kan få rådgivning i kommunen, om hvorvidt det kan betale sig for dig at søge basisbeløbet, eller om det vil være bedst at fortsætte på den offentlige ydelse. Du skal være opmærksom på, at feriepenge ikke optjenes i plejeperioden og at kommunen trækker A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af plejevederlaget.

    Nogle arbejdsgivere udbetaler fuld løn under plejeorloven. I så fald, udbetaler Hedensted Kommune plejevederlaget til din arbejdsgiver, når orloven er slut.

    Behov for yderligere hjælp

    Selv om en nærtstående varetager plejeopgaven, vil der ofte være behov for yderligere hjælp og Hedensted Kommune skal rådgive om mulighederne, f.eks. personlig og praktisk hjælp, aflastning, hjælpemidler, og hjemmesygepleje.

    Sygeplejeartikler til døende

    Hedensted Kommune kan dække udgifter til sygeplejeartikler, hvis den døende bliver plejet i eget hjem. Der er tale om udgifter, som ville være blevet ydet, hvis den døende var indlagt på sygehuset.

    Hedensted Kommune kan yde hjælp til sygeplejeartikler, når:
    • der er etableret en plejeordning
    • Hedensted Kommune varetager plejen helt eller delvist eller der ydes kontant tilskud til hjælp som familie/nærtstående selv varetager, eller
    • et hospice varetager plejen

    Der kan f.eks. ydes hjælp til:

    • ekstra vask af tøj og sengelinned
    • egenbetaling til sondeernæring eller proteindrik
    • egenbetaling til fysioterapi og psykologisk bistand, hvis den ansøgte hjælp normalt ville være give under et sygehusophold

    Klage over en afgørelse vedrørende sygeplejeartikler til døende og palliativ fysioterapi, skal rettes til Sygeplejen i Hedensted Kommune.

    Terminaltilskud til medicin

    Hvis du er døende og vælger at tilbringe den sidste tid i eget hjem eller på et hospice, skal du ikke stilles økonomisk ringere end borgere, der forbliver indlagt på sygehuset. Terminaltilskud betyder, at du kan få alt lægeordineret medicin gratis.

    Det er din læge eller sygehuset, der skal søge Sundhedsstyrelsen om terminaltilskud. Lægen afgiver i ansøgningen en erklæring om, at du er berettiget til terminaltilskud.

    Læs mere om pasning af døende

    Her kan du læse om dine muligheder for at komme på hospice, hvis du eller en af dine nærtstående, er alvorlig syg og døende. Hospice er et tilbud til dig med en uhelbredelig sygdom, hvor den helbredende behandling er afsluttet, og hvor pleje og behandling vil være af lindrende karakter.

    Hospice er et alternativ til pasning i eget hjem eller på sygehus, og hospiceophold er gratis. Der kan ikke blive etableret en plejeordning, hvis du bliver indlagt på et hospice eller kommer på plejehjem.

    Hvordan søger du om hospiceophold

    Hvis du ønsker at komme på hospice, skal du visiteres til det. Du skal henvende dig til din egen læge, som kan henvise dig. Hvis du er indlagt på sygehus, er det sygehuset, som henviser til hospice. Det er hospice der visiterer og der kan være lang ventetid grundet pladsmangel.

    Læs mere om hospice

    Hvis du ønsker at tilbringe den sidste tid i hjemmet, tilbydes et tæt samarbejde med både sygeplejen og hjemmeplejen.

    Sygeplejen har specialviden omkring pleje og behandling af alvorligt syge og døende – og kan være tovholder mellem samarbejdspartnere som læge, sygehus mv. hvis du ønsker dette.

    Hedensted Kommune har 4 specialuddannede palliative sygeplejersker, som har specifik viden om lindrende pleje og behandling i den sidste tid.

    Du kan også søge om orlov selvom din nærtstående modtager hjælp fra hjemmesygeplejen.

    Kontaktoplysninger på palliationssygeplejerskerne

    Sygeplejen Juelsminde
    Pernille Farre Nielsen
    Telefon: 79 74 16 00, tast 3

    Sygeplejen Hedensted
    Malene Koldbæk
    Telefon: 79 74 14 00, tast 2

    Sygeplejen Uldum
    Sidsel Møllin Godsk Ottosen
    Telefon: 79 83 30 30

    Sygeplejerske på plejehjem (centersygeplejerske)
    Elisabeth Jacobsen
    Telefon: 79 74 14 00, tast 3

    Hvis du ønsker at ansøge eller har spørgsmål til sygeplejeartikler, kan du kontakte:

    Sygeplejen
    Mandag til fredag kl. 09.00-13.00
    Telefon: 79 74 15 60

    Ingen bør dø alene. 
    Frivillige tilbyder aflastning, støtte til døende og deres pårørende i private hjem og på plejehjem.

    De frivillige har forskellige baggrund – og alle har deltaget i et kursus arrangeret af Ældre Sagens kursusafdeling.

    Formålet med vågetjenesten er:

    • At være et supplement til den omsorg der gives af pårørende eller professionelle 
    • At medvirke til, at pårørende får mulighed for at holde en pause og lade op
    • At medvirke til at enlige/ensomme ikke skal være alene i den sidste periode i livet
    • At udvise medmenneskeligt nærvær og omsorg

    Har du brug for Vågetjenestens hjælp, så kontakt:

    Vågetjenesten Hedensted:
    Telefon, 42 48 43 60.
    Vågetjenesten Tørring/Uldum:
    Telefon, 42 80 42 95 
    Vågetjenesten Juelsminde:
    Telefon, 23 62 22 82.

    Ud over plejeorlov har du også mulighed for at søge om pasningsorlov.

    Få mere information om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom efter servicelovens §118

    MitId Ikon

    Selvbetjening: Søg om pleje - eller pasningsorlov

    Du kan med fordel få råd og vejledning af visitatorerne i Visitation & Hjælpemidler, inden du søger pasnings- eller plejeorlov.

    Du får brug for:

    • Dit MitID

    Ansøg om orlov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem

    Ansøg om ansættelse til pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom

    Relateret indhold