Natura 2000-områder

I Danmark er der udpeget 252 internationale naturbeskyttelsesområder - Natura 2000-områder. Områderne indgår i et netværk af beskyttede naturområder i EU. Områderne skal bevare og beskytte natur og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Fem af områderne ligger helt eller delvist i Hedensted Kommune.
Naturbeskyttelsesområder

De danske Natura 2000-områder er opdelt i Habitatområder, Fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder. Områderne beskytter forskellige naturtyper og arter og flere af områderne overlapper hinanden. Du kan læse mere om Natura 2000-områderne, beskyttede arter og naturtyper på Miljøstyrelsens hjemmeside.

I Hedensted Kommune ligger helt eller delvist fem Natura 2000-områder

N77 Uldum kær, Tørring kær og Ølholm kær
N78 Skove langs nordsiden af Vejle fjord
N76 Store Vandskel, Rørbæk Sø, Tinnet Krat og Holtum Ådal øvre del
N56 Horsens fjord, havet øst for og Endelave
N236 Bygholm Ådal

Lovgivning
Natura 2000-områderne er beskyttet via natur- og miljølovgivningen. De fleste aktiviteter, der kan påvirke Natura 2000 områderne, kræver tilladelse eller planlægning. Dvs. aktiviteterne skal ansøges eller anmeldes hos kommunen eller Naturstyrelsen. Du kan læse mere om hvilken lovgivning, der er relevant i forhold til Natura 2000-områderne hos Miljøstyrelsen. 

Gældende Natura 2000-handleplaner 2022-2027 i Hedensted Kommune

På baggrund af statens Natura 2000-planer 2022-2027, har Hedensted Kommune nu vedtaget fem Natura 2000-handleplaner 2022-2027:

Forudgående offentlig høring

I den forudgående offentlige høring er der ikke indkommet indsigelser til handleplanforslagene, men der er kommet bemærkninger. Kommunen har gennemgået de indsendte bemærkninger i tilhørende hvidbøger. Bemærkningerne har ført til mindre tilretninger, som ikke er af så væsentlig karakter, at det kræver ny høring. Hvidbøgerne kan ses her:

Kommunalbestyrelsen i Hedensted Kommune godkendte den 19. juni 2024 de endelige Natura 2000-handleplaner 2022-2027, med tilretninger. Handleplanerne er også godkendt i nabokommunerne og offentliggøres den 3. juli 2024.

Klagemulighed

Natura 2000-handleplanerne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber fire uger efter annonceringsdatoen den 3. juli 2024. Klagen skal således være indgivet i Klageportalen senest den 31. juli 2024. Se udførlig klagevejledning.

Hvad er Natura 2000-handleplanerne? 

Med udgangspunkt i de statslige mål for naturtilstanden udarbejder kommunerne Natura 2000-handleplaner for udpegede naturtyper og arter. Handleplanerne skal beskrive, hvordan der kan arbejdes henimod at opnå og opretholde en gunstig bevaringsstatus og derved standse tilbagegangen for de udpegede naturtyper og arter.

Hovedformålet med indsatserne i handleplanerne i perioden 2022-2027:

  1. Fokus på mere naturlige processer og naturens robusthed
  2. Sikre og forbedre tilstanden af den eksisterende natur og levesteder
  3. Bekæmpe invasive arter 

Kommunerne er ansvarlige for, at handleplanerne gennemføres inden udgangen af 2027 både på kommunale og private arealer. Indsatser bygger på frivillige aftaler og staten stiller en række tilskudsmuligheder til rådighed.

 

 

 

 

Kontakt

Vej, ejendom og drift

Tlf.: 79755000

Send e-mail til Vej, ejendom og drift